Gå til indhold

Ole Skjerbæk Madsen Årets Teolog 2016

Menighedsfakultetet kårede den 25.11.2016 Ole Skjerbæk Madsen til Årets Teolog

Menighedsfakultetet har kåret missionspræst Ole Skjerbæk Madsen til Årets Teolog 2016. Kåringen er en anerkendelse af Ole Skjerbæk Madsens utrættelige arbejde med at række evangeliet til nyreligiøst orienterede mennesker i Danmark.

Cand. theol. Ole Skjerbæk Madsen er ansat som missionspræst i missionsorganisationen Areopagos. Han er grundlægger af ’I Mesterens Lys’, som ønsker at bygge bro mellem den kristne kirke og åndeligt søgende mennesker. Ole Skjerbæk Madsen er til stede, hvor spirituelt optagede mennesker samles som fx på ’Sind-Krop-Ånd’-messer. Her ønsker han ligesom Paulus i sit møde med datidens græske religiøsitet at række evangeliet om Jesus Kristus videre. I sit forsøg på at nå det moderne søgende menneske har Ole Skjerbæk Madsen også udviklet konceptet ’Christfulness’ som en kristen pendant til ’Mindfulness’.

Menighedsfakultets bestyrelse hædrer årligt en teolog, som har gjort en særlig og ekstraordinær indsats for teologi og kirke. Med udnævnelsen følger en check på 5000 kr. Bestyrelsesformand Jørgen Jørgensen forklarer her, hvorfor valget af Årets Teolog i år faldt på Ole Skjerbæk Madsen:

Mange af teologerne, der har læst helt eller delvist på Menighedsfakultetet, står i opgaver i kirken, de fleste som præster. Her møder vi mennesker af alle slags og er ofte ude i møder med anderledes tænkende mennesker, hvor specialviden er ønskelig. I den situation glæder vi os rigtig meget over, at der er nogle, der specialiserer sig og på hele kirkens vegne tager en tjeneste på sig, der er yderst perspektivrig. Det har Ole Skjerbæk Madsen gjort, når vi taler om at formidle evangeliet og kristen tankegang til mennesker i miljøer inspireret af nyreligiøsitet og fremmede religioner. Mange gange henviser vi til ham, og lige så mange gange lader vi os inspirere af det, han har sagt, skrevet og gjort. Uden ham og hans indsats ville vi mangle den røst.

Læs uddybende pressemeddelelse HER

Se navnene på tidligere Årets Teologer HER

 

 

Nils Andersen
Landssekretær