Gå til indhold

Herrens Veje, anmeldelse af afsnit 2

'Bare vent, mørket er på vej…' - en studerendes refleksioner efter andet afsnit af 'Herrens Veje'

  • ”Den fortabte søn får faktisk lov til at vende hjem, det er, sådan, pointen med lignelsen.”
  • ”Jesus er også helt vild med lykkelige slutninger, men jeg selv er sådan lidt mere til… konsekvens.”

Det er en modig produktion, DR har kastet sig ud i. I bedste sendetid, søndag kl. 20, forsøger DR nu at samle danskerne om ”Herrens Veje”, en serie der behandler tunge emner som synd og nåde, ondskab og forsoning, anfægtelse og tro. Alene indledningssekvensen er så symboltung, at serien synes mere beslægtet med eksistentialistiske filmskabere som Andrei Tarkovsky end med moderne dansk TV-drama. Her optræder de døde rødhalse som repræsentant for den klassiske trope ”trækfugle som forgængelighed”, side om side med billeder af middagsbordet, der både leder tankerne hen på ”Babettes Gæstebud” samt det hollandske stilleben med sin vanitas-tematik. Symbolikken er ikke til at tage fejl af: indledningen vil lede vores tanker hen på død og genopstandelse. Så alvorligt er Adam Prices projekt.

Serien har tilsyneladende ladet sig inspirere af Kieslowskis berømte ”Dekalog” ved at lade hvert afsnit relatere sig til et af de 10 bud. I søndags var turen kommet til det andet bud, ”Du må ikke misbruge Herren din Guds navn”, der i serien især blev anvendt til at rejse den oldkirkelige diskussion om den kristnes forhold til krig.

August er blevet udstationeret som feltpræst. Blot få kilometer væk løber floden Eufrat, der i Bibelen siges at gennemstrømme Edens have, men der er ikke meget Eden over denne krigszone, som August siger til soldaterne. Vi befinder os i en kulturel liminalitet, hvor der fra den ene side lyder ”allahu akbar” og fra den anden ”du soles sol fra Betlehem / hav tak og lov og pris…”: her, i felten, mødes den kristne og islamiske civilisation, og sammenstødet er ubarmhjertigt. ”Alt derude er fjender” siger en af soldaterne til August. Men August insisterer på, at virkeligheden er mere nuanceret end som så: ”I’m here to tell them that this war is not about christians killing muslims”.

Allerede i seriens første afsnit antydedes spændingen mellem Islam og kristendom. Seriens hovedkarakter Johannes træder her frem og modsætter sig bispekandidaten Monicas bekendelsesløse tro på, at Islam og kristendom er to sider af samme sag. Serien fremstiller Johannes’ sag med største sympati. Han repræsenterer netop en autentisk kristendom, der er rodfæstet uden at være arrogant.

I seriens andet afsnit er emfasen imidlertid en ganske anden. Her relativiseres det absolutte modsætningsforhold mellem de to religioner, som det kommer til syne i krigens rædsler. Det ses særligt af den unavngivne, muslimske mand, som August stifter bekendtskab med. Han fremstår som en næsten profetisk skikkelse, ja man fristes til at sige som en ”præst på Melkisedeks vis”, der kommer fra en anden tradition og derfor ser situationen med et særligt klarsyn.

Det fremgår navnlig af en stærk scene, hvor August forvisser ham om, at han ikke kæmper i krigen men blot er med som soldaternes ven og skriftefader. August hævder indirekte her sin uskyld i krigens brutaliteter, men den unge muslimske mand ser lige igennem ham og svarer: ”I will pray for you.”

Og det får August brug for, da han herefter opfordres til at tage med ud i felten i sympati med soldaterne. Episoden ender på tragisk vis med, at han skyder en civil muslimsk kvinde i den tro, at det var en forklædt soldat. Hermed kan August ikke længere gøre krav på uskyld i krigen. Den kristne mand har slået en uskyldig muslim ihjel. I stærk kontrast hertil står slutscenen, hvor den muslimske mand giver August en sten, der bærer skriften: ”God is great”. ”Which God?” spørger August. ”Yours or mine?”. ”Just God, my friend.” svarer han, og August bryder grædende sammen.

Seriens symbol for denne Gud, der er større end de enkelte religioner er hamsaen: hånden med de tre midterste fingre holdt sammen med tommel- og lillefingeren strittende ud. Hamsaen optræder i indledningssekvensen men hænger desuden som en amulet på den muslimske kvinde, som August skyder. Hamsaen er oprindeligt et jødisk symbol, der dog er overtaget af både Islam og kristendommen, og som betegner Guds beskyttelse. Ironien er ikke til at tage fejl af: den muslimske kvinde bærer et fælles-abrahamisk symbol for Guds omsorg og beskyttelse og skydes dog af en kristen mand. Vi må se, hvor langt serien bærer dette tværreligiøse budskab. Jeg selv er fortrøstningsfuld for, at serien fortsat vil hylde den bekendende og rodfæstede religion. Den har endnu Johannes som sin advokat. Og lad os ikke glemme, at der i kristendommens DNA ligger en impuls til at dekonstruere ”os og dem”-dikotomien og opløfte den fremmede retfærdige.

Tingene står ikke bedre til hos Johannes i København. Johannes befinder sig endnu i et sort hul efter nederlaget til Monica, og serien fremstiller sammenbruddet imponerende nuanceret. Særligt stærk er scenen, hvor Johannes går til nadver ved bispeindvielsen og pludselig ser Satan selv i Monicas ansigt. Seeren er konstant i tvivl om, hvorvidt Johannes er ved at blive psykotisk, eller om Monica og hendes fløj repræsenterer noget reelt dæmonisk. Sikkert er det i hvert fald, at serien fremstiller dem i et uhyre negativt lys som nogle åndløse bureaukrater, for hvem folkekirken er mindst ligeså meget en virksomhed som et trossamfund (Monicas egne ord). Det er ikke tilfældigt, at søndagens læsning handler om de falske profeter, der fremtræder i fåreklæder men indeni er glubske ulve.

Så hvem er det, der misbruger Herrens navn, som titlen antyder? Monica der fylder kirken med tom populisme? Johannes der ikke lever op til sine høje idealer og modsat lignelsens barmhjertige far ikke lader den fortabte søn vende hjem? August der velsigner de våben, der tager liv fra soldater såvel som fra civile? Christian, der snyder i sit speciale og går i seng med sin bedste vens kæreste i sin svigerindes lejlighed? Jeg tror svaret er ja i alle tilfælde. Med dette afsnit tog Adam Price os helt ind i menneskesindets mørke, hvor synden råder selv hos de bedste. ”Bare vent, mørket er på vej…” varsler Johannes selv i afsnittets begyndelse, og alt tyder på, at han får ret.

Men midt i alt dette siger seriens ”præst på Melkisedeks vis” endnu: Gud er stor! Og seriens Gud er ikke blot en abstrakt idé. Han er en levende og handlende Gud, der igennem en rystende kaffekop overnaturligt kommunikerer til Augusts mor, at August har brug for deres bøn omgående. En Gud der lader den døde rødhals stige op af jorden i slutningen af seriens første afsnit. I et svagt øjeblik lover Johannes gentagne gange Jesus ”jeg passer på dig!”, men intet kunne være mere forkert. Serien viser gang på gang, at Gud er den, der passer på disse håbløse og syndige mennesker, der intet formår i sig selv, end ikke den retfærdige August. Alle bryder de buddet og vanhelliger Guds hellige navn. Så vel er mørket på vej, som Johannes siger. Men i det mørke skinner et lys, som mørket tilsyneladende ikke kan gribe, hvor meget mennesket end stritter imod. Jeg glæder mig til at se, hvordan Price vil fortsætte denne gribende historie.

Jacob Munk

Bachelorstuderende på 2017-holdet

Jacob Munk