Gå til indhold

Det skete at vandet gik to gange

Johannesevangeliet fortæller om to fødsler, der forbinder julen med påsken og krybben med korset

Dette efterår har jeg haft fornøjelsen af at gennemgå Johannesevangeliet for første gang her på MF. Det endte med ”kærlighed ved første forløb”. Hvilket herligt skrift og evangelium!

Det var nu ellers ikke uden en vis portion præmierenerver, undervisningen blev sat i gang tilbage i september. Faktisk måtte jeg sige til mit hold, da vi begyndte, at vi lige så godt kunne gøre en dyd ud af nødvendigheden og se vores forløb som en fælles, første sejllads ind i delvist ukendt land. Som en art ”aha-opdagelsesrejse”, hvor vi løbende skulle lave os en logbog over den nye verden, der ville møde os.

 

Julens første AHA

Det skulle vise sig, at vi knapt havde oversat de første vers, før den første AHA røg ind på listen. Johannes indleder sit evangelium med sin smukke prolog. Den kendte vi naturligvis godt. Det er ligefrem Johannes’ juleevangelium, der læses første juledag.

Men det på trods, var det en overraskelse at opdage en bestemt bevægelse i Johannes’ indledning, man kunne kalde for kærlighedsbevægelsen. Udgangspunktet er ellers alt andet end bevægelse. I de første to vers beskriver Johannes Guds eget, evige fællesskab, der hvilede perfekt i sig selv.

Men så sætter Gud sig i bevægelse! Først skabte han alt gennem Ordet (v3-4), dernæst blev det evige Ord født som menneske, det blev en del af det skabte (v9-14).

Med andre ord: Gud kunne ikke holde sin kærlighed for sig selv! Han evige kærlighedsfælleskab strømmede over og satte ham i en bevægelse, der ikke standsede, før vi nåede hjertet i julens budskab: vandet gik! Gud blev født, Gud blev menneske, Gud ”blev kød” (v14).

 

”Som for vor frelse steg ned fra himlen og blev kød”

Af alle de fire evangelier, er Johannes’ det, der tydeligst sætter ord på, at Gud i Jesus blev menneske. Det er et godt spørgsmål, her et par dage før jul, hvilket godt budskab, der ligger i, at Jesus blev menneske.

Det var også et godt spørgsmål på vores hold, som vi brugte noget tid på at finde ud af. Vi kunne umiddelbart nemmere forbinde os med en beskrivelse af Jesus som ”lammet, der bærer verdens synd” (1,29) og ”sætter sit liv til for sine venner” (15,13).

Hvor i består julens evangelium om Gud, der blev menneske?

Kan man ligefrem sige som én af vores oldkirkelige bekendelser siger det, at Jesus af hensyn til ”vor frelse steg ned fra himlen og blev kød … blev menneske”?

 

Konge-AHA’en til sidst

Det bedste svar på det spørgsmål fandt vi den sidste undervisningsgang. Vi havde reserveret ekstra god tid til at gennemgå Johannes’ beskrivelse af Jesu korsfæstelse, for at finde ud af, hvordan han forstår den. Hvad godt gør det, at Jesus dør?

Midt i den nøje og nørdede gennemlæsning med sammenligninger til de andre evangelier gik det pludselig op for os, at der er en detalje i Johannes’ beskrivelse af Jesu død, der kan ses som nøglen til at forstå ikke bare, hvorfor Jesus døde, men også hvorfor han i det hele taget blev menneske.

Detaljen er den sidste Johannes giver omkring korsfæstelsen, hvor han fortæller om den soldat, der stak et spyd i siden på ham, hvorefter ”blod og vand” vældede ud (19,34).

Indtil denne undervisningsgang havde jeg blot forstået denne notits som en understregning af, at Jesus ”virkelig” var død. Næsten som en medicinsk forklaring.

Men i lyset af hele Johannes’ insisteren på, at Jesus blev fuldt menneske – Johannesevangeliets første fødsel – fik verset pludselig et nyt ”liv”.

Egentlig burde jeg have set det allerede den første gang, da vi læste Johannes’ indledning, der gør det tydeligt nok, at der er to fødsler i evangeliet. Jesus blev født som et menneskebarn (v9 og 14), for at vi kunne blive født som Guds børn (v12-13).

Nu i lyset af 19,34’s spydstik stod det helt klart: Vandet går to gange i Johannesevangeliet. Første gang blev Jesus menneske. Han blev komplet menneske, han blev ”kød”. Anden gang blev menigheden af Guds børn født. Dér, ophøjet på korset, ”går vandet” fra Jesus. Det vælder ud i en nyskabelsens morgen som fra Edens have den første morgen, og Jesus føder menigheden af Guds børn i blodet, der soner, og vandet, der giver Åndens nye liv.

Dødens kors blev til livets træ. Ikke blot er der en linje fra krybben til korset. Korset blev selv til en krybbe for fødslen af Opstandelsens nye liv.

 

Frelsen er en fødsel

I kirkens historie har vi altid kæmpet med at forstå evangeliet dybt nok. I den tidlige kirkes tid benægtede nogle, at Gud virkelig ”blev kød”. Han skulle snarere frelse os fra det skabte end blive en del af det selv. I vores tid kæmper vi måske snarere med at undgå at forstå korset som et princip, en udregning, der forstås i hovedet og frelser hjertet alene.

Men Johannes vil sige os noget andet: Gud blev komplet menneske for på korset at kunne fuldbringe en komplet frelse som en helt ny fødsel til et komplet nyt liv. Han blev altså menneske af hensyn til ”vor frelse”. Fordi han ville frelse mere end noget af os. Han ville frelse ved at føde på ny som på Skabelsens morgen.

Hvilket fantastisk evangelium for os, der ned til den mindste DNA-streng er mærket af døden og mørket. Guds kærlighedsbevægelse satte en kurs så dybt, at ethvert menneske kan fødes på ny til et evigt liv med ham. Ikke som en ”evig tanke” eller et ”kropsløst hjerte”. Johannes taler om en virkelig ny fødsel ”fra oven” (3,5), fra korset – gennem blod og vand – til et helt nyt, evigt og komplet liv.

De to fødsler hænger sammen: Jo mere jul, jo herligere en påske.

Glædelig jul! – glædelig første fødsel.

Berit Hjelholdts altertæppe i Margrethekirken i Aalborg illustrerer Johannesevangeliets sammentænkning af korset og livet. For foden af korset oplyst af Opstandelsens lys sidder den nyfødte menighed, der lever af korsets frugt, vintræets frugt, der er Jesus selv. Døden på korset fik livet til at vælde frem på ny. 

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.