Gå til indhold

Eat me

Tanker efter en udstilling om mad

I torsdags var jeg på Trapholt i Kolding og så en interessant temaudstilling Eat me, som samler kunstneres bud på: ”Hvad betyder mad for os?”

Vældig spændende! Udstillingen kommer omkring madens betydning for sansning, for identitetsdannelse, for kultur, for fællesskab etc. Der var klassiske stilleben, der var provokerende installationer etc. Den kan varmt anbefales. Den løber indtil 21. maj.

Da jeg var ved at være igennem udstillingen, begyndte jeg at undre mig – og jeg spurgte så den søde guide, om det nu kunne passe: Der var ikke ét ord og ikke ét billede om, at mad også betød noget for at overleve – at man også spiste for at stille sult …

Den venlige guide var nærmest himmelfalden: Det havde hun aldrig tænkt på! Hun sagde så, at udstillingen jo koncentrerede sig om maden i kunsten og i kulturen etc – hvilket jo var sandt. Men jeg indvendte, at det er jo ikke sådan, at sult er et emne, der er overset i kunsten. Og dette var jo ellers den mest oprindelige betydning af maden. Det er den – historisk og globalt – alt overskyggende betydning af mad: Jeg overlever, jeg stiller min sult.

Jeg var måske også lidt loren ved at komme ind på det, fordi jeg selv lige havde siddet og mæsket mig nede i cafeen; men alligevel …

Titlen Eat me skal vel være en reference til Alice in Wonderland, hvor kager med denne tekst får en til at vokse til kæmpestørrelse. Her blev (i min fortolkning) maden en metafor for den absurde kæmpestørrelse, som det vestlige forbrugsmønster er nået til. På bekostning af – og ofte produceret af – en tredje-verden, hvor børn stadig sulter.

Det var i dén grad en udstilling af en første-verdens selvoptagethed.

 

Leif Andersen
Lektor, cand.theol.