Gå til indhold

Er det så vigtigt, at et barn bliver døbt?

Skal vi tage Bibelens ord alvorligt, er dåben altså nødvendig. Derfor har den kristne kirke da også til alle tider praktiseret dåb.

Ved professor, dr. theol. Kurt E. Larsen,

Medlem af biskoppernes liturgiske udvalg om dåb og nadver

 Jeg begyndte at studere teologi i 1974. Jeg havde et ønske om at være en bibeltro kristen, men nogen særlig forståelse for dåben og nadveren havde jeg ikke. Desværre, men sådan var det.

Jeg er taknemlig for, at dette ændrede sig i løbet af studietiden. Vi fik på MF en ny lærer, der skulle undervise os i brevene i det Ny Testamente. Han hed Peter Legarth. Han holdt sig minutiøst til bibelteksten, og lod os se nøje på hvert enkelt ord i Paulus’ sætninger. Det tvang også mig til at læse Gal 3,27: Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Det provokerede mig en smule, at dåben skulle tillægges en sådan betydning. Men sådan stod der og Ordet havde ret.  Det har det efter min mening stadig.

Barnedåbspraksis i en vis krise

Dåbstallet falder i Danmark. Primært på grund af mange indvandrere, der ikke er medlem af folkekirken. Men også blandt medlemmer af folkekirken undlader flere at lade deres børn døbe, ud fra den betragtning, at barnet selv skal tage stilling senere i livet.

Andre lader heldigvis deres børn døbe, men ud fra en noget vag begrundelse.

Et ungt menneske i menigheden siger måske: Mit barn skal døbes. Det er det eneste naturlige for os. Det bliver en stor dag at bære barnet ind i Guds hus, og få det døbt. Så får det Guds velsignelse. Menigheden er med til at bede for vores barn. Familien er samlet og ligesom mine bedsteforældre og forældre bar deres børn til dåben, vil jeg bære mine. Men egentlig tænker jeg ikke, at dåben i sig selv er så vigtig igen. Vi har bedt for vores barn før dåben, og det er allerede lagt i Guds hånd. Så noget egentligt nyt sker der vel ikke i selve dåben.

Den holdning svarer til noget, som kristne i andre trossamfund siger. Spørger man dem, om dåben gør en forskel, er svaret nej.

Nej, siger metodisterne. Det er ikke nødvendigt at døbe børn. Det er dog naturligt at gøre det, og vi gør det i metodistkirken, men det er ikke som sådan nødvendigt. Barnet er allerede omsluttet af Guds nåde fra undfangelsen af. Denne forudgående nåde gør det muligt for et mennesket at nå til omvendelse, og Guds handling til frelse kan derfor ikke begrænses til dåben.

Nej, siger baptisterne. Det er bestemt ikke nødvendigt at døbe sit barn. Det er faktisk hverken naturligt eller rigtigt. Det naturlige er at man bliver døbt, når man selv er kommet til tro og kan svare ja af hjertet på spørgsmålet ved dåben. Men selv for voksne er dåben egentligt ikke nødvendig. Gud ser på troen. Gud kan frelse den, han vil. Han er ikke afhængig af dåben.

I det, som baptister og metodister siger, er der rigtige anliggender. Det er godt at lægge vægt på troens betydning. Og på at Guds kærlighed og nåde strømmer os i møde, før vi ved af det.

Der er bare nogle bibelord, der taler om dåbens nødvendighed. Jesus sagde til disciplene: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.(Mark 16,16) Uden tro hjælper det ikke at være døbt, nej, men ordet siger ikke, at troen er nok i sig selv. Hvordan tør nogle så sige, at dåben dybest set ikke er nødvendig?

Og Jesus sagde også: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige (Joh. 3,5). Det er svært at tolke dette om noget andet end dåben i vand. Uden den kommer man altså ikke ind i Guds rige.

Skal vi tage Bibelens ord alvorligt, er dåben altså nødvendig. Derfor har den kristne kirke da også til alle tider praktiseret dåb. Da Peter på pinsedagen blev spurgt af sine tilhørere, hvad de skulle gøre for at blive frelst, lød svaret ikke: Det er nok at I tror! Nej, han svarede: Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. (Ap. Gern. 2,38)

Luthersk dåbssyn

Et luthersk dåbssyn bygger på bibelens klare ord. Derfor bør kristne forældre døbe deres barn, og gøre det så hurtigt som praktisk muligt. Man fødes ikke til at være en kristen, men man gen-fødes til det i dåben. Hvorfor? Fordi Gud har bestemt det sådan, og vi må følge hans ord.

Den Augsburgske Bekendelse, som blev skrevet i 1530 og som blev den lutherske kirkes vigtigste bekendelsesskrift, har en klar og præcis sammenfatning af det bibelske anliggende:

Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes ved dåben, og at børn bør døbes, hvilke, når de ved dåben er overgivet Gud, modtages i Guds nåde. De fordømmer gendøberne, som forkaster barnedåb og forsikrer, at børn frelses uden dåb.

Men hvis dåben er nødvendig, hvad så med de børn, der døde uden at være blevet døbt? Det må vi overlade til den almægtige Guds afgørelse, for – som en gammel sjælesørgerisk regel siger – Gud har bundet os til nådens midler, men han har ikke bundet sig selv.

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.