Gå til indhold

Et af de sværeste spørgsmål…

Men lige nedenunder lurer ét af de spørgsmål, som altid har været blandt de sværeste og mest tvivls-provokerende for mig: hvorfor er Jesus ikke kommet igen endnu?

Forleden fik jeg et spørgsmål om en formulering i et bibelvers, jeg havde citeret i en prædiken. Det var 1 Pet 1,20, hvor der står, at Jesus er trådt frem ”ved tidernes ende, ” og spørgsmålet var, hvad apostlen mon mente med det. I sig selv er spørgsmålet ikke så svært; jeg svarede, at jeg tror, ”tidernes ende” betyder den sidste epoke i historien, dvs. tiden fra Jesus kom første gang, til han kommer anden gang.

Men lige nedenunder lurer ét af de spørgsmål, som altid har været blandt de sværeste og mest tvivls-provokerende for mig. Måske ikke dét sværeste, men helt klart i top tre. Den slags spørgsmål kan man lige så godt få frem i lyset, så her kommer det: Hvorfor er Jesus ikke kommet igen endnu?

Jeg tror – ligesom kirken altid har gjort det – at historien går mod sin afslutning, og at den nuværende verdensorden vil blive afløst af Guds rige. Jeg tror, det vil ske, når Jesus kommer igen, sådan som han lovede. Men hvis nogen spørger, hvorfor han har ventet så længe, har jeg ikke noget godt svar; det virker i den grad kontraintuitivt på mig. Og når jeg blev mindet om det forleden, er det, fordi jeg heller ikke tror, Peter og de andre nytestamentlige forfattere har forestillet sig, at ”tidernes ende” skulle strække sig over så mange år. Tværtimod er der mange bibelvers, som tyder på, de regnede med, det ville gå betydeligt hurtigere.

Som bibellæsere vil vide, er der mere at sige til det; man skal kun bladre ét brev frem for at finde Peters egen ”forklaring”, nemlig at det er Guds tålmodighed og frelsesvilje, der er grunden til, at han venter (2 Pet 3,8-9). Og i flere af lignelserne, fx den om brudepigerne, antyder Jesus, at der kan komme til at gå længere tid, end man skulle regne med. Det er langtfra sådan, at Ny Testamente er tavst i forhold til det indlysende spørgsmål om, hvorfor Jesus endnu ikke er kommet. Desuden er menneskers – inkl. mine – intuitive fornemmelser af, hvad der ville være en rimelig tidshorisont for verdens historie, heller ikke nogen særlig god målestok for Guds planer; det kan jeg sådan set godt indse rent tankemæssigt.

Men stadigvæk: 2000 år er altså lang tid! Og hvis han allerede har kunnet vente længe, hvor ubærligt lang kan historien så ikke vise sig at blive, før den når sin afslutning?

Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har selv fornemmelsen af, at vi lever i verdens aften. Jeg håber det; jeg synes ikke, Gud burde kunne tøve meget længere, sådan som Jorden lider, og jeg længes efter det nye, som Kristus vil bringe, når han kommer. ”Men,” lyder indvendingen, ”sådan har der jo til alle tider været kristne, der har haft det – der er intet nyt i det.” Og da jeg har ikke noget godt svar på den indvending, er der ingen grund til, at andre skulle lægge nogen særlig vægt på mine fornemmelser. På bundlinjen gælder stadigvæk det, Jesus sagde, at vi ”hverken kender dagen eller timen.”

Det gode svar – det, som der virkelig er noget nyt i! – får vi først, når den dag og time, vi ikke kender, kommer. Altså når Kristus kommer. Og det er sådan set slet ikke et svar på mit spørgsmål om Guds for mig at se ubegribeligt store tålmodighed. Til gengæld er det svaret på verdens nød.

 

Peter Søes
Kandidatstipendiat, cand.theol.