Gå til indhold

Grotesk nyhed: Kristendommen vinder igen

På Aarhus Teater kan man i øjeblikket opleve en ”rethinked” opsætning af Holbergs gamle komedie Erasmus Montanus. Hovedpointet er, at kristendommen igen er ved at blive en politisk magtfaktor. Skal vi ikke bare sige ”tak og amen” til det?

Grotesk. Intet mindre kan beskrive den oplevelse, jeg lige har haft på Aarhus Teater i selskab med Holbergs snart 300 år gamle komedie, Erasmus Montanus, i Christian Lollikes provokerende version.

Grotesk på den geniale måde, hvor Lollike sætter selv det største iMAX-filmlærred til, ja, vægs, og viser, hvad scenekunst kan, når den går helt ud over kanten, smadrer alt på sin vej og lader ingen i salen uberørte.

Grotesk på den urovækkende måde, hvor Lollike midt i sine skarptskårne karikaturer, fandenivoldske og til tider underlødige provokationer lykkes med at tvinge til eftertanke: Er du selv så dum og tåbelig som dem på scenen?

Kristendommen er ved at vinde

Hvad er det så Lollike vil? Det er man ikke i tvivl om. Han vil sætte spot på, hvad han mener er vores tids største fare: at kristendommen er ved at vinde politisk magt. Der blæser en vind fra højre. Den blæser i USA, hvor Trump blev valgt på de kristne stemmer trods sit mildest talt ”ukristelige” kølvand af sexskandaler, nedgørende kvindesyn, løgn og latin. For han har lovet at gøre det kristne USA ”great again” og stoppe muslimsk indvandring.

Den blæser over Danmark, hvor det nye sort i politik pludselig er at kalde Danmark for ”et kristent land”. Det står i regeringsgrundlaget og er et af øjeblikkets helt varme politiske emner til debat i aviser og tv.

Når man nu ikke er kulturradikal men godt og gammeldags kristen, er det så ikke bare at klappe i hænderne? Skal vi ikke bare sige tak – og måske endda amen – til de politikere, der vil gøre de kristne værdier til Danmarks indre sammenhængskraft?

Det skal vi diskutere med Lollike som samtalepartner. Men først en studenterhistorie.

Ingen ende på postmodernismens leverpostej

Jeg studerede teologi i 1990’erne. Berlinmuren var netop faldet og med den de store –ismers kolde og klare tankesystemer, der som øst og vest var hinandens spejlbilleder på sandheden.

Når vi ikke øvede græske verber, talte vi om postmodernismens varme vinde. Anthony Giddens og Niklas Luhmann var profeterne, der viste vej gennem tabet af de store enhedssamfund til den nye hyperkomplekse virkelighed i det flydende samfund.

Faktisk føltes det lidt som en lettelse! Vi var en kristen generation, der var flasket op med en næsten skizofren virkelighedsforståelse i –ismernes tid. Lige fra børnehavens ”vi voksne kan også være bange”-sange til gymnasiets undervisning af afdankede 1968-hippier blev det indpodet dybt i vores DNA: Der er ingen Gud. Vi er her helt alene, og latterligt dum er den, der tror noget andet.

Kirkens modsvar var traditionen. Over for ateismens blæst måtte man værne om søndagens salmesang og den hævdvundne højmesse. De to systemer – ”ate-ismen” og ”kristian-ismen” tårnede sig op over for hinanden i et kapløb om at nå himlen først.

Men så faldt korthusene. Og stort var faldet, men da støvet havde lagt sig, krøb vi op af de gamle skyttegrave. Begyndte at drømme igen og tog som det første livet af tanken om den ”konstantinske enhedskirke” i alle dens udtryk fra embedsmandskirken til ellipsestrukturen. Nu skulle der laves ”flydende kirke” – eller ”missional kirke”, som vi kaldte det – hvor der skulle føles, før der skulle svares. ”Hvad mener du?” var snart den hyppigst hørte sætning.

Det føltes håbefuldt og skræmmende på en og samme tid. Tidligere tiders skrigfarver var nu blandet sammen til noget mere behageligt, der godt nok til tider blev rigeligt ”ét fedt” og leverpostejsfarvet. Men var vi virkelig med tabet af de sorthvide fortællinger nået til civilisationens sidste udviklingstrin i bedste fukuyamansk forstand? Kan man skille pærevælling til kontrast igen?

Svaret kom i 2001 med World Trade Center – og så i 2006 med Muhammedkrisen. Ud af den klare, blå himmel dukkede der en trussel op mod vores flydende, postmoderne projekt: den militante islam. Vi vidste det naturligvis ikke den dag, tårnene sank i grus, eller da Fogh svedte tran for åben skærm.

Men nu ved vi det, og skulle vi forsøge at glemme det, vil Lollike fra sin scene i Aarhus midtby råbe os op: Kristendommen er tilbage! Ikke i en flydende, forvirret form, men som bastant, politisk magt, der maler i så skarp kontrast som flyene mod den blå himmel. Den er udset til at være motor i kampen mod den inderste frygts virkeliggørelse: at Danmark overtages af islam. ”Nej”, hyler vinden fra højre, ”Danmark bygger på kristne værdier”.

Er Danmark et fladt, kristent land?

Den vind vil Lollike debattere, og han gør det ved at gøre den oprindelige antydning af en religiøs konflikt i Holbergs historie til hovedsagen mellem den hjemvendte bachelorstudent, Rasmus Berg, der i København komisk har oversat sit navn til latin, Eramus Montantus, og så traditionsbundne bønder på ”Bjerget”. Erasmus påstår, at jorden er rund. De påstår, den er flad, og alt andet vil være kættersk lære i modsætning til, hvad de altid har lært i kirken.

Hertil følger Lollike Holberg. Derefter er det tid til ”rethink”. Først introduceres der burkaklædte kvinder som baggrundsfigurer i diskussionerne mellem Erasmus og beboerne i hans gamle landsby. Så på grotesk vis puster der sig pludselig en sort moske op over landsbyens kirke på toppen af bjerget, midt i det afgørende skænderi mellem Erasmus og hans måske kommende svigerfar, Hieronymus, der, med moskeen i ryggen som en aftegning af hans inderste frygt, i kristentroens navn til tonerne af salmesang sværger hellere at kværke sin datter end at give hende til sådan en kætter.

Til sidst kommer stødet under bæltestedet, eller i dette tilfælde, ”grebet” under bæltestedet: Løjtnanten, der i Holbergs oprindelige tekst med penge tricker Erasmus til at frasige sig sin lærde viden, har nu fået selskab af en dannebrogsfarvet tivoligarde, der overfalder Erasmus, trækker tøjet af ham og griber ham med høtyve om halsen, parat til lynchning, hvis han ikke bekender Danmark som et kristent land. Og, hov, glemte jeg at sige, at tivoligarden er modificeret med en form for slør for ansigtet, ment til at give Ku Klux Klan-kuldegysninger gennem hele kroppen?

Lollikes forkyndelse er ikke til at tage fejl af: Hvis troen får magt, kan den gøre dumhed til sandhed og Danmark til et fladt, kristent land – igen. Som for at bevise sin påstand om, at mennesker i flok kan presses til dumhed, får Lollike ved stykkets slutning de fire forreste publikumsrækker til at stene Erasmus med tomater. I bedste ”Die Welle”-stil gøres de til nazistiske medløbere, der sikkert spørger sig selv bagefter: ”Hvorfor gjorde jeg det?”

 

Ingen amen i kirken fra mig

For en, der er vokset op med skammen over troen i skyggen af 68-oprørets ateistiske projekt, og som studerende oplevede de store sandheders fald, der pludselig gjorde ”følelsen af tro” værdifuld, er genkomsten af kristendommen som politisk magt næsten en overrumplende oplevelse. Vi er øjensynligt midt i et historisk tidehverv, der igen gør religion til en af de vigtigste politiske magtfaktorer.

Hvorfor ikke bare gribe magten, som vinden fra højre tilbyder os? Fordi den kristne tro i sit hjerte banker for at tjene, ikke at herske. Der er intet galt med at være politisk og søge magten med et kristent værdigrundlag. Heller ikke med at være ”til højre” og nationalistisk, hvis det er det, man mener tjener samfundet bedst. Luthers tanke om de to regimenter har aldrig været ment som et fripas fra at forvalte magten i verden.

Dét er bare ikke kristendom. Og det er kernen i problemet med ”vinden fra højre”: Den formidler en politisk løsning som kristendom, gør evangeliet til lov og bål under Lollikes røg.

Det sidste kan kirken nok leve med, men enhver med kærlighed til dens Herre bør overveje, hvor kirken om få år vil befinde sig, hvis den primære formidling af kristendom i det offentlige rum forbindes med frygt for islam frem for Hans kors og kærlighed.

(Læs mere om opsætningen af Erasmus Montanus på http://www.aarhusteater.dk).

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.