Gå til indhold

Guds nærhed i bønnen

Hvad er det, som gør Guds folk til noget særligt? Det har noget med Guds nærhed og bøn at gøre.

Guds nærhed i bønnen

I Gammel Testamente kan vi støde på udsagn om Gud, som får os til at spærre øjnene op. De overrasker, de forstyrrer, de vil ikke lade os slippe. Modstår vi fristelsen til bare at haste videre, men tager os tid til at grunde over dem, begynder vi måske at ane lidt af Guds virkelighed.

For mig har 5 Mos 4,7 været et sådant forstyrrende ord, der ikke vil lade mig i ro. Moses er i gang med sin lange afskedstale til Israel, hvor han opmuntrer folket til at vandre på Guds veje, når de kommer ind i det forjættede land. Pludselig siger han:

“Hvor er det folk, det være sig nok så stort, der har sin gud så nær, som vi har Herren vor Gud, hver gang vi råber til ham?”

Israels folk var på ingen måde noget særligt. Det havde ingen prangende bygningsværker, og ingen af antikkens syv vidundere lå i Israels land. De havde ikke bidraget med opfindelser inden for videnskab og kultur. De var ikke andet end efterkommere af sølle slaver. De var ikke engang et stort folk i antal, siger han senere (9,1; 7,22). Men, siger Moses, ikke engang de største folk i verden har sine guder så nær hos sig, som Israel har sin Gud, når de råber på ham.

Guderne var fjerne

Moses har ganske ret i sin karakteristik her af folkenes guder. Egyptens guder var utilgængelige for almindelige mennesker. De var lukket inde i deres templer, og kun de særligt indviede præster havde adgang til gudestatuen i templets inderste rum. Almindelige mennesker fik kun guderne at se, når deres statuer blev båret i processioner, med en stor kødrand af præster omkring dem, så intet uindviet menneske kom dem for nær. Guderne var fjerne og utilnærmelige. De kerede sig ikke om det enkelte menneskes behov og da slet ikke om slavers afkom.

Den levende Gud er anderledes

Moses siger her, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er afgørende anderledes end Egyptens mange guder. Han er også forskellig fra de guder, som deres egne forældre dyrkede, da de var slaver for farao i Egypten. Han kommer til sit folk. Han er en Gud, som kommer nær. Han er ikke bare nær hos Moses, Josva og andre ledere i folket. Det er ikke kun ypperstepræsten Pinehas og kredsen af præster, som har mulighed for at erfare Guds nærhed, når de gør tjeneste i helligdommen. Han er nær hos Israels folk, når de råber til ham.

Vi skal lægge mærke til, hvad Moses siger her: Gud er ikke nær, når de føler det, ikke nær, når de har ofret på rette måde, ikke nær, når de står inde i helligdommens forgård og har fastet længe. Men han er nær, der og hvor de råber til ham.

Det ord, som er oversat “vi råber til ham” kan lige så gerne gengives: “vi kalder på ham”. Moses tænker ikke kun på bønnens nødsskrig, men lige så meget på den daglige henvendelse til Gud i bøn. Det er just dette ene, at de kalder på ham, som gør, at han er dem nær. Den levende Gud hører og reagerer på sine børns kalden. Der er en åndelig virkelighed, som omslutter dem, også når de oplever Guds afstand i bønnen: Han er dem nær, når de kalder på ham.

Moses føjer til, at dette er en dagligdags virkelighed: Det er hver gang, vi kalder på ham. Det er ikke kun i udvalgte øjeblikke, hvor de oplever Guds nærhed. Det er den skjulte virkelighed i Guds folks vandren med Gud: Han er os nær, hver gang vi kalder på ham.

Denne virkelighed er værd at tage med sig ind i det nye år og at grunde over.