Gå til indhold

Gudstjenesten skal ikke befries, men åbnes og suppleres

Det er kulturår i Aarhus, under temaet Re-think, gentænk. Og domprovst Bartholin fra Aarhus domkirke havde bedt et teater hjælpe med at gentænke gudstjenesten. Temaet var ”befri gudstjenesten”. Jeg deltog en aften, og mødte op med et – synes jeg selv – åbent sind.

En gudstjeneste er, foruden hvad det også er, et stykke kultur. Kultur er der fx i en gudstjenestes musik, salmer og ydre rammer.  Den aften var orglet erstattet af andre musikinstrumenter, og en dygtig gospel-sangleder indlærte fra scenen (!) nye gospelsange. Teaterfolk kan noget med kropssprog og mimik. De rappede Fadervor, og hvorfor ikke? Indtil videre var det ikke anderledes end det, man vil møde i mange amerikanske kirker. Derovre er gudstjenesten ofte ganske anderledes end vores. Deres ydre former, kombineret med en klar bibelsk forkyndelse, har bevirket at kirkegangen i USA er utroligt meget større end i Danmark. Det kan ikke andet end at vække til eftertanke, når man drømmer om at se de danske kirker fulde af store, lovsyngende menigheder.

I Den Augsburgske Bekendelse – som folkekirken bygger på – står der også i artikel 7, at liturgi gerne må være forskellig og at den derfor også hele tiden kan ændres:

Ligeledes lærer de, at der stadig vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Én tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.

Liturgi kan ændres. Evangeliet kan og må ikke ændres. Desværre blev den omtalte gudstjeneste i Aarhus domkirke præget af en folkekirkepræst, der udtrykte en teologi, der var helt løsrevet fra Bibelen og Kristus-troen. Alt dette blev reduceret til ”gamle ord”.

Så: Ja, gudstjenestens ydre former kan man godt overveje at ændre på. Men den klassiske danske højmesse er bygget op på de bibelske skrifter og på kirkens klassiske tro fra oldkirkens tid. Den arv skal man ikke ”befries fra”, for det er den tro, man kan leve og dø på. Der er en åndelig rigdom gemt i den liturgiske gudstjeneste, med dens rigdom af bibelske tekster og faste bønner – og den rigdom skal der arbejdes på at få folks øjne åbnet for.

Godt at åbne gudstjenesten

På MF holdes om kort tid et kursus under den overskrift: ”åbn højmessen”. Det arrangeres sammen med Kristelig Handicapforening, vores gode naboer på TORVET. Målet er at åbne gudstjenesten for mennesker med udviklingshandicaps eller andre særlige behov. Det er et vigtigt ærinde, som godt kan udvides til andre målgrupper: Kan vi gøre noget for at åbne vores gudstjeneste – for konfirmander? For folk af anden etnisk herkomst?

Ved siden af dette arbejde, må der også arbejdes med at supplere søndagsgudstjenesten. Det har aldrig – hverken i oldtiden, eller på reformationstiden, eller i vækkelsernes tid i 1800-tallet været sådan, at søndagsgudstjenesten stod alene. Den var aldrig ”det eneste tilbud”.

Godt at supplere højmessen med andre gudstjenesteformer

Der er behov for at mennesker mødes om Guds ord i ugens løb. Gudstjenesten må ikke stå alene. Jeg er ikke ældre end at jeg tydeligt husker, hvor lang og kedelig en højmesse kan være for en teenager! Heldigvis voksede jeg op et sted, hvor man gennem KFUM, IMU og KFS mødte en god kristen forkyndelse, der foregik i rammer, der egnede sig bedre til unge mennesker. Disse møder i stuerne betød meget. Uden dem ville jeg ikke i årenes løb have lært at sætte pris på højmessen.

Guds ord skal ud. Det må ske gennem en mangfoldighed af former, i årets og ugens løb.

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.