Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 7

Kraften i en synders bøn. Anmeldelse af Herrens Veje afsnit 7

Kaldet

Tilbage i min gymnasietid læste jeg en novelle af Martin A. Hansen, som det ikke har været muligt for mig at finde siden. Novellen handlede om en præst, for hvem messefejringen var blevet tom rutine uden lidenskab og mening. En dag ligger et af hans sognebørn for døden og bønfalder om en sidste samtale med sin præst, men han afviser. Han kan ikke tage øjeblikkets alvor på sig og udføre den opgave, han er kaldet til. Han flygter fra den døende, fra sit kald, fra sit embede. Men undervejs ser han det: der er ikke noget alternativ. ”Du er præst,” siger stemmen i hans indre. ”Så vær det!” Da påtager han sig kaldets uomgængelige fordring, vender tilbage og lyser velsignelsen over den døende.

Denne kierkegaardske kaldseksistentialisme er tillige et nøglemotiv i søndagens afsnit af Herrens Veje. August er ved at vende tilbage fra depressionens mørke, og smerten har modnet ham og givet ham et fornyet klarsyn på Guds virkelighed. Ligesom Martin A. Hansens hovedperson er han blevet, hvad han allerede er: en præst. Men præstegerningen kan ikke forblive den samme, noget i hans Gudsforhold har forandret sig fundamentalt.

August har et hold konfirmander, der er, som børn på den alder oftest er. ”Hvis Gud er alt godt, må han vel også være øl” siger en. ”Og fisse” tilføjer en anden. For August er der ingen vej tilbage til en kristentro, der er renset for snavs, bandeord og almindelige menneskers uortodokse måder at tilnærme sig Gud, så han skriver begge dele op på tavlen, som værdige udtryk for konfirmandholdets Gudsbillede. Særligt én pige, Karoline, får tiltrukket sig opmærksomhed, da hun med ængstelige øjne spørger: ”kan alt tilgives?”. ”Ja” svarer August, som en der ved, hvad han snakker om. ”Selv mord?” spørger en af de andre. Fattet og modigt nikker han, og ser sin fortids dæmoner i øjnene med sikker forvisning om tilgivelsens almagt.

Karoline har været i seng med en 1.g’er og er blevet gravid. August formaner hende til at sige det til sin mor. Han har erfaret nødvendigheden af at dele skammen og smerten. Men mens hendes mor endnu er uvidende, møder hun op hos August efter at have foretaget en medicinsk abort og venter på blødningerne. Med ufordømmende omsorg tager August imod hende og holder om hende, mens hun ligger tårevædet i hans sofa. Dette var hans kald. At være præst for de mislykkede, dem for hvem alt er gået galt og drømmen om et moralsk tilforladeligt liv er svundet som dug for solen. Biskop Monica bryder sig ikke om Augusts nye stil. Som De Smalkældiske Artiklers Antikrist har hun taget magten over Guds kirke og søger at fravriste evangeliet fra fortabte syndere. Dog giver hun til sidst August lov til at tage embede som gadepræst. Hun slipper for ham i kirken, og han får lov til at være de ødelagte menneskers præst, så begge vinder.

Også Johannes Krogh lader til at gennemgå en fornyelse i afsnittets afslutning. Efter at have drukket en hel flaske absint, lægger han sig som den korsfæstede med udstrakte arme og dør – først og fremmest for sine egne synder.

Bønnen

Da Johannes åbner øjnene igen, er han ”nedfaret til dødsriget”. Han ser først sin far, der endelig anerkender ham, dernæst sin søn, der beder for ham, og over urdybets mørke svæver en blå tåge: Faderen, Sønnen og Helligånden.

Netop bønnens kraft er et nøgletema i dette syvende afsnit. Bøn har spillet en særlig rolle gennem hele serien, ikke mindst i det andet afsnit, hvor familien samledes i et fadervor for den udsendte August, men i gårsdagens afsnit var bønnen selve den narrative motor. I døden står August med opløftede arme og lyser velsignelse over Johannes, samtidig med at lyden af hans fadervor bryder igennem fra jorden. I Herrens Veje er bønnen virksom og kraftfuld og medfører altid synlige forandringer. I dette tilfælde er bønnen endda så kraftfuld, at den vækker Johannes fra de døde og kalder ham tilbage til verden, hvor han øjeblikkeligt fremstammer til sin kone: ”Du må ikke forlade mig”. Noget har ændret sig. Han har set noget, han længe havde haft brug for at se, som han siger det. Scenen bliver ikke mindre stærk af, at August her beder i rollen som Sønnen og dermed beder med Jesu myndighed, der virker Johannes’ genopstandelse.

Også Augusts bøn for Karoline bliver en nøglebegivenhed i hendes udvikling. Inden August får afsluttet med et ”amen”, vender han blikket mod Karoline, der i en næsten skriftestolslignende begivenhed, betror sin synd til August. Dermed forvandles hendes erkendelse og bekendelse til en del af bønnen, som bliver indledningen til lindringen af hendes smerte.

Mere ambivalent er Svends ellers flotte bøn for lægedom i Johannes’ forhold til sin kone. Svend fortæller, hvor stor betydning det havde for ham, da Johannes første gang bad for ham, og gengælder nu med at folde hænderne. Johannes tilslutter sig modvilligt bønnen, og det føles som om, han er ved at give sig hen til forsoning med sin kone. Men så snart bønnen slutter, mumler han stædigt ordene: ”Hun skal ud af mit hus”. Forhærdet frasiger han sig kaldet til at tilgive, der lyder til ham gennem Svends bøn. Før han kan forsone sig med sin kone, må han først dø og genopstå med den korsfæstede.

Sakramentet

Herrens Veje har fra begyndelsen udvist en påfaldende interesse i sakramenterne, herunder særligt nadveren, der ofte portrætteres i poetiske slowmotion-scener. I søndagens afsnit optrådte dette i en hidtil uset grad, da konfirmandholdet hele to gange måtte gennemleve den sidste nadver. Særligt skildringen af Karoline, der med ærefrygt i øjnene modtog legemet i kirken var fantastisk gribende. Hvorfor fylder nadveren så meget i Prices serie? En af grundene er naturligvis blot, at det taktile og visuelle ritual gør sig godt på film. Brød og vin er stærke og ladede billeder, der viser, at det hellige ikke blot eksisterer i store, abstrakte begreber men tillige findes i konkrete hverdagsgenstande, der i sig skjuler det evige. Frem for alt har nadveren den usædvanlige styrke på én gang at udgøre klimakset af kristen mystik og samtidig være folkelig og traditionel i dansk sammenhæng. De fleste danskere vil på et tidspunkt i deres liv have taget del i sakramentet, og derfor kan DR præsentere den som ”vores” fælles berøringsflade med det guddommelige. Nadverens drama er på én gang velkendt og fremmed, og jeg er taknemmelig for, at serien lægger kræfter i at skildre værdien af dette gådefulde, smukke og paradoksale ritual.