Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 10

Så nåede vi til vejs ende med TV-serien Herrens Veje – i hvert fald i denne omgang, for det blev annonceret, at der kommer en ny sæson.

Tanker i tilknytning til ”Herrens veje”, afsnit 10:

 

Er der noget, der er fuldbragt?

Så nåede vi til vejs ende med serien Herrens Veje – i hvert fald i denne omgang, for det blev annonceret, at der kommer en ny sæson. Titlen for dette sidste afsnit var ”Det er fuldbragt”, altså Jesu sidste ord på korset. Med de ord sluttede Jesu jordiske liv, og dermed også hans lidelser for vores skyld. Jesus kunne sige det med rette, mens man kan spørge, hvad der egentligt er fuldbragt i TV-serien? Man fornemmer, at Elisabeth alligevel får en fremtid sammen med Johannes, og Kristian med Amira, men det sætter næppe en stopper for deres problemer.

”Det er fuldbragt” spiller vel på afslutningen, hvor August (vel?) dør. Man fornemmer, at hans død har karakter af et offer. Hans drab af en muslimsk kvinde i krigen skal sones, og det bliver det ved hans egen død i den danske kornmark. Kun hans egen død kan sone den død, han forvoldte ved et uheld! Det indtryk sidder man tilbage med, og så er man så langt fra evangelisk kristendom, som tænkes kan. Mere end noget andet har man savnet dette i serien: Budskabet om, at Kristus en gang for alle har fuldbragt alt i vores sted, så det er muligt for et menneske at få tilgivelse og blive befriet fra samvittighedens byrder.

Hvor dette budskab går op for et menneske, da er der pinse.

 

Pinsen – den svære fest.

I Herrens Veje har vi tidligere oplevet jul og påske i kirke og hjem. Nu sluttede det så med pinsen, der kan være svær at forklare. I Ny Testamente begyndte pinsedagen med at apostlene begyndte at tale i fremmede sprog, og folk anså dem for gale – indtil apostlen Peter holdt en prædiken, der satte tingene ind i deres rette sammenhæng. Så blev 3.000 døbt og den kristne menighed bredte sig fra den dag ud over jorden.

I serien begynder det ikke med tungetale som et tegn. Det slutter der. Menigheden udvandrer i protest. Familien bekræftes i mistanken om, at han simpelthen er blevet bindegal. Og August må aflevere sin præstekjole til biskoppen. Her sluttede så hans præstegerning i folkekirken. Til glæde for ham selv, der nu vil udfolde sig uden kirkens snærende regler. Og til sorg og vrede for Johannes, der ville have slægtslinjen af præster fortsat. Da Emilie alligevel fravælger aborten, er der basis for, at præsteslægten kan føres videre – og for et nyt afsnit af TV-serien.

Tungetale – tale eller bøn med ord, man ikke selv forstår – forekom i nogle af de første kristne menigheder, og Paulus satte klare regler op for dens anvendelse. Primært skulle tungetale anvendes privat og internt, fordi folk for 2000 år siden heller ikke kunne tolke det anderledes, end at de kristne var blevet skøre, hvis de sang, talte eller bad på den måde. I kirkens senere historie har tungetalen spillet en meget tilbagetrukket rolle. Først pinsebevægelsen omkring 1900 begyndte at sætte fokus på tungetalen. Pinsebevægelsen mente i begyndelsen, at tungetalen var selve tegnet på, at man havde oplevet pinsen. Først når man kunne tale i tunger, var man blevet døbt med Helligånden og dermed kristen på det højeste niveau. Indtil man kunne tale i tunger, var man kun ”påskekristen”.    Pinsebevægelsens tanker førte til dannelse af egne pinsemenigheder, mens andre kristne – som Augusts præstefarfar – praktiserede tungetale som et led i sin private bøn. Ved offentlige gudstjenester i folkekirken forekommer tungetale ikke. Det forekommer heller ikke, at præster døber voksne mennesker ved neddykning i en sø, for i folkekirken skal dåb ske i en kirkebygning. Ligefrem fyringsgrund ville Augusts handlinger dog næppe være; i folkekirken er der faktisk stor rummelighed og handlefrihed for præster, der gerne vil være med. Men det ville August vel ikke mere?

 

Slægten – eller de selvvalgte venner.

Hele TV-serien er bygget op på et stærkt familiesammenhold. De fire i familien i Krogh er bundet til hinanden på godt og især ondt, og de er noget ”indkrogede” i sig selv. Når det kommer til stykket, vælger Kristian dog sin biologiske familie til og bortstøder Nanna, der ikke tillægger familien nogen betydning. For hende er vennerne ens familie, og dem kan man skifte ud løbende. Så socialkonstruktivistisk er Kristian slet ikke. Han vil gå ind i et brændende hus for at redde sin biologiske bror. Så er vi tilbage ved offeret, TV-seriens svageste punkt. Kirke og kristendom handler lige præcis ikke om et offer, mennesker kan og vil eller skal bringe.

I øvrigt har serien været spændende at følge. Midt i alle mærkværdighederne og trods de mange lidet repræsentative præstetyper er det lykkedes at sætte en masse centrale spørgsmål fra folkekirkens hverdag til debat.

Vi må håbe, at fremtidens præster vil blive i stand til at give bedre svar end dem i TV-serien.

 

Kurt E Larsen

Professor, dr. theol., tidl. sognepræst

 

 

 

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.