Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 3

Tredje afsnit af serien Herrens Veje er rullet hen over skærmen, og familien Krogh fortsætter deres kamp for overlevelse.

Serien er fiktion og der er flere ting, der fremstår noget ude af trit med virkeligheden. Biskoppens handlemåde i forbindelse med spørgsmålet om kirkelukninger og feltpræstens deltagelse i kamphandlinger synes at være oplagte eksempler herpå. Det er for så vidt fint nok, det handler også om at få skabt en god historie.

Men hvordan så med beskrivelsen af familien Krogh? Hvordan fungerer denne familie som repræsentant for kristendommen? Indtil videre dårligt, desværre. Ikke så meget pga. de mange fald og svigt af den ene og den anden slags. Måske med undtagelse af feltpræstens nedskydning af en afghansk kvinde i burka, så synes eksemplerne ikke at være hentet fra en anden verden, og kristne mennesker skal vare sig for at sige at noget lignende ikke kunne ske for dem; for det kan det.

Det er ikke så meget deres mange syndige handlinger, der gør, at familien Krogh fungerer dårligt som repræsentanter for kristendommen. Det er mere det, at syndernes forladelse ikke synes at spille nogen nævneværdig rolle i deres liv. Provsten Johannes fremstår måske som den mest troende i serien, han synes at have en vision for, at kirken skal have en plads de steder i København, hvor den står svagt. Men motiverne er selvfølgelig flossede, han er bitter på biskoppen, som han tabte bispevalget til og som han synes at forveksle med Djævelen selv.

Ikke desto mindre fremstår han glimtvis som en, der forfægter ægte kristendom. Som fx i tredje afsnit, hvor han i mødet med sin søns Augusts bekendelse af mordet på kvinden i burka siger til sin søn: “Der findes ikke den synd, der ikke er tilgivelse for.” Det er stærke sager og det er rigtigt. Desværre formåede serien ikke at dvæle ved dette faktum. Desværre skulle vi hurtigt videre til Johannes’ kamp for præsteslægtens overlevelse, hvorfor der ikke er råd til, at August ikke kan se sig selv som præst; for præsteslægten må videreføres, tilsyneladende for enhver pris.

Kirken behøver ikke at forsvare sig i mødet med serien Herrens veje. Ej heller bør man skyde på kirken på baggrund af en serie, som næppe er produceret af folk med stærke aktier i kirken. Men måske er serien et billede på, hvordan det går, når man mister blikket for, hvad det betyder, at vi tror på syndernes forladelse. “Engang bad vi til en straffende Gud, ham savner jeg nu,” sagde Johannes i tredje afsnit. Måske er serien et udtryk for, hvad der sker, når vi mister troen på den Gud, vi står til ansvar for og hvis tilgivelse vi derfor trænger til. Og måske er læren om syndernes forladelse ikke alene vejen til det evige liv men også vejen til et nogenlunde hæderligt menneskeliv.

Klaus Vibe
Adjunktvikar, cand.theol.