Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 4

I det fjerde afsnit af dramaserien Herrens Veje besøger vi igen familien Krogh, der tilsyneladende fortsætter deres nedadgående spiral til et liv, som i mindre og mindre grad synes at have noget med Gud og den kristne tro at gøre.

Vi ser sønnen Christian vågne op i et buddhistisk kloster i Nepal, hvor han midlertidigt bliver boende for at bearbejde sin vredesfyldte fortid. Vi ser provst Johannes fortsætte sin affære med medarbejderen Ursula – en affære, som har været i gang siden Johannes’ depressionsudløsende nedtur ved biskopvalget nogle måneder forinden. Vi ser, at Johannes’ kone, Elisabeth, endeligt opdager denne affære og nu skal til at finde ud af, hvordan hun vil håndtere den. Og sidst, men ikke mindst, ser vi Johannes’ anden søn, August, falde længere og længere ned i fortvivlelsens dybe kælder med skyldfølelse, pillemisbrug, PTSD og de deraf følgende sære syner af den afghanske kvinde, han har dræbt.

Alt dette resulterer i et meget godt og underholdende afsnit af en dramaserie med dygtigt skuespil, stemningsfyldt baggrundsmusik og flotte kulisser. Men mit spørgsmål bliver så: Hvor sandt et billede giver dette af præsterne i den danske folkekirke?

Det primære budskab, instruktøren Adam Price synes at ville ud med gennem Herrens Veje, er, at præster skam ikke er perfekte. Og selvom jeg da heller ikke vil påstå noget i den retning, så spørger jeg alligevel mig selv: Hvor bliver troen af i denne serie?

Som stærkt hentydet gennem brugen af Buddha-citatet efter titelsekvensen, så virker Price til primært at ville fremhæve karakterfejlen ”vrede” i denne uges episode; hovedkaraktererne fremviser deres vrede på forskellig vis. Vi har Christian, der er vred på selve livet, sig selv og (ikke mindst) sin far, Johannes. Vi har megalomanen Johannes selv, der fra det ene øjeblik til det andet kan flamme op i vrede over enhver ting, der går ham imod. Vi har August, der i sit voksende behov for piller bliver vred på sin kone, selvom hun trods alt blot prøver at hjælpe ham. Selv Johannes’ kone, Elisabeth, som indtil videre ikke har virket til at være så slem, bliver mere og mere vred og frustreret over sin mands opførsel – og da ikke uden grund, kunne man sige. Men jeg har på fornemmelsen, at hun også kommer til at lide under Prices budskab om, at ingen er uden de helt store fejl. Om det så bliver gennem et homoseksuelt forhold til sin norske veninde eller noget helt andet, det får vi vel at se.

Vreden ses overalt – men hvor kommer Bibelens perspektiv på vrede ind?

Der synes i baggrunden at være en uudtalt mening om, at det er forkert at være vred – og derfor handler disse personer meget umoralsk. Men Bibelen er mere nuanceret end det. Jovist har vi masser af påbud om ikke at være vrede (bl.a. Gal. 5,19-21; Ef. 2,3; 4,31; Kol. 3,8; Tit. 1,7-8; Jak. 1,19-20), men der er også en vrede, der ikke er syndig, nemlig en slags retfærdig vrede over synden, som vi bl.a. ser i Jesus (Ef. 4,26-27; Mark. 3,5; Joh. 2,13-17). På trods af dette gøres det tydeligt, at personerne i Herrens Veje er syndigt vrede.

Og som de troende – men ufuldkomne – mennesker, de er, går de naturligvis til Gud med deres fejl; de bekender deres synd over for Gud, beder om tilgivelse, og beder Gud om at hjælpe dem med at bekæmpe denne synd, måtte den være selviskhed, vrede eller drab. Derudover beder de også folk i deres kirke og deres nære vennekreds om at hjælpe dem i deres syndighed, så de alle kan komme tættere på Gud og hinanden i processen.

Bortset fra at dette ikke er sandt. På intet tidspunkt får man som seer indtrykket af, at troen på Jesus fylder i præstefamiliens bevidsthed eller personlige liv. Vi hører endda provst Johannes – som til tider ellers kan virke genuint troende – sige til sin søn, at helvede ikke findes. Betyder dette, at han heller ikke tror på himlen? Hvad så med dommen? Guds magt? Skabelsen? Disse ting hænger sammen. Betyder det, at provst Johannes ikke er kristen? Eller blot, at han går ind for en falsk lære om alles frelse (apokatastasis-læren)? Og kan dette være årsagen til hans uetiske handlen? Uanset hvad det betyder for Johannes selv, så tvivler jeg på, at dette giver et indtryk af, hvordan de fleste danske folkekirkepræster tænker og agerer ud fra deres teologi – på trods af en stor teologisk diversitet blandt Danmarks præster.

Hvilket svar til vreden giver Price igennem dette afsnit? I stedet for at høre den kristne vinkel eksempelvis fortalt gennem prædiken eller samtale bliver vi præsenteret for den sædvanlige populære spirituelle pacifisme gennem en karismatisk og kæk (men for Christian mildt irriterende) munk, Jampa, der er fuld af buddhistiske one-liners og livsvisdom fra Dalai Lama eller Buddha selv.

Men ikke engang dette skal vise sig at have den store indflydelse på familielivet hjemme i Danmark. Her fylder hverken kristendom eller buddhisme, og serien kommer for mig at se til blot at ligne endnu én i den allerede lange række af andre familiekonflikt-dramaer, vi så ofte før har set. Hvis ikke troen kommer mere ind på banen i fremtidige episoder, virker denne ellers så potentielt gunstige religiøse setting til at blive spildt.

Man kan naturligvis sige, at Herrens Veje er en dramaserie – ikke en dokumentar – og at den derfor ikke har til formål at skelne virkeligheden. Men dette hindrer mig ikke i at savne en personlig tro, der kommer til udtryk andre steder end på prædikestolen, blandt seriens præster og øvrige karakterer. En sådan tro kunne inspirere den almene dansker, der ikke har berøring med kirken i sin hverdag, i stedet for at få ham/hende til at tænke på Danmarks præster som en stor flok hyklere – for det er mere i den retning, Herrens Veje, peger.

Denne uges episode slutter med et billede af en blomstrende vinterrose. Roser symboliserer almindeligvis kærlighed, skønhed og fuldkommenhed – men midt i den dejlige juletid står denne rose i haven muligvis som en form for sarkastisk kontrast til de følelser, der hersker indenfor; vrede, fortvivlelse og syndighed.

Jamie Lieberkind, stud.theol. på 2015-holdet.