Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 5

I TV-serien Herrens Veje er det et gennemgående træk, at den sandhed, som kirkens repræsentanter ikke kan eller vil udtale, den kommer så i stedet fra andres mund.

Når kirken tier, så må andre tale

I TV-serien Herrens Veje er det et gennemgående træk, at den sandhed, som kirkens repræsentanter ikke kan eller vil udtale, den kommer så i stedet fra andres mund. I et andet afsnit var det fra en buddhistmunk. I dette afsnit fra en psykiater, der angiveligt ikke tror på Gud. Alligevel er det ham, der belærer August om, at der ikke er nogen modsætning mellem at stole på Gud og tage piller. Psykiateren er åbenbart så meget kulturkristen, at han ved, at den kristne tro på en Skaber må indbefatte, at Gud også har skabt lægemidler. Han kunne have tilføjet, at evangelisten Lukas – ham med juleevangeliet – var læge af profession. Eller at apostlen Paulus anbefalede sin unge nervøse medarbejder Timoteus at drikke vin for sin maves skyld. Det var også engang de kristne klostre, der først producerede lægemidler til det danske folk. Så Gud og kristendommen er ikke – som provst Johannes – imod piller. Det kommer fint frem i afsnittet derved, at netop som Johannes har bedt til Gud for sin søn – så begynder denne sin pillekur. Er det Guds svar på bønnen? Gud er ifølge Bibelen den, der svarer på menneskers bønner på andre og langt bedre måder, end vi selv i vores begrænsninger forestiller os.

Og mens karrierepræsten August har så meget at gøre med at kæmpe med sig selv, at han dårligt kan tage sig sammen til at gå op til sin – tomme – kirke, så begynder den ”fortabte søn” at vinde tilhørere til sine foredrag med buddhistisk livsvisdom. Folkekirken klarer sig ikke godt på markedet, ifølge denne serie. Det hænger måske også noget sammen med, at dens repræsentanter er kommet på afstand af grundlæggende sider af Bibelens budskab.

Den umoralske må godkende andres umoral

Provst Johannes har haft sin affære med graveren Ursula, og i dette afsnit skal prisen betales. Prisen hedder et magtmisbrug af en fyring, og et dermed sammenhørende belastet forhold til medarbejderstaben. På hjemmefronten hedder prisen, at Johannes må acceptere, at også hans kone har en frihed til seksuelle eskapader. Således fortsætter Johannes nogle trin ned ad rutschebanen. Ingemann skrev i sin tid om at etikken vakler for den, der ikke vil foretage et åbent opgør med åbenlyse overtrædelser. Kong Knud 3. vidste, at hans egen far stod bag mordet på Knud Lavard. Netop derfor turde han ikke sige, at mord var forkert.  ”Og ingen morder kong Knud tør dømme”. Uden villighed til erkendelse af egne (eller nærtståendes) fejltrin, fortsætter man turen mod bunden. Det skal i kommende afsnit vise sig, om provst Johannes drager så vidtgående etiske følger af sin egen utro praksis, at al moral kommer til at flyde for ham.

Provsten gør et forsøg på at dæmme op for de værste følger, men anger over sin utroskab mærker man ikke. Han slår sig til tåls med, at der er lys og mørke i alle mennesker. I Ny Testamente er det udtrykt lidt anderledes, for alle begår overtrædelser, men det afgørende er, hvad man gør ved sin overtrædelse. Man kan negligere den, bortforklare den, måske endda forsvare den. Det kaldes at vandre i mørket. Man kan også fortryde den og bekende den, og få tilgivelse og en ny begyndelse. Den åbenhed kaldes at vandre i lyset. Apostlen Johannes skrev: ”Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.…Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” (Johannes’ første brev, 1,5-9)

Desværre synes provst Johannes at ”vandre i mørket”. Det svarer fint til hans insisteren på, at sønnen August ikke må bekende for andre, at han har dræbt kvinden i krigen. Uden den bekendelse er man stadig i mørket – og det mørke beskriver afsnittet jo yderst levende i og med Augusts rædsler ved dag og nat.

Sand kristen sjælesorg må tværtimod netop lede mennesker frem til at aflægge den bekendelse, der fører til Guds tilgivelse og renselse, som apostlen Johannes skrev. Budskabet om nåde og tilgivelse var kernepunktet i Luthers reformation, og derfor bør det også være det i en luthersk folkekirke. Desværre mærker vi ikke meget til nogen nåde hos hovedpersonerne i Herrens Veje. Provsten hedder ”Johannes”, der betyder ”Gud er nådig”, men i hans teologi er der ikke meget med nåde. Og slet ikke i hans opdragelse af de stakkels sønner.

Gud være den danske folkekirke nådig og sende os præster af en anden type i virkeligheden!

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.