Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 6

Afsnittet sendes et par dage før fejringen af 500-året for begyndelsen af Luthers reformation. Måske var der brug for en ny Luther i det kirkemiljø, der skildres i Herrens Veje.

Afsnittet sendes et par dage før fejringen af 500-året for begyndelsen af Luthers reformation. Måske var der brug for en ny Luther i det kirkemiljø, der skildres i Herrens Veje. Dengang indgik det som brændstof i propagandaen for Luthers tanker, at der i katolske kirker og klostre blev holdt overdådige fester. At moralen i kirkens virkelighed ved nattetid ikke var som det, man lærte i dagtimerne. Det samme må man sige om ”Herrens Veje”, hvor en hyggelig medarbejder-komsammen udvikler sig til et orgie af sprut, nøgenhed og brand.

Igen er det en udenforstående, den lesbiske gæst i præstegården, der med rette undrer sig over, at den slags netop skal foregå på en langfredag!

 Forsoner, men ingen forsoning

Det er påske i præstehjemmet. Man synger – endda med hinanden i hånden – ”Hil dig Frelser og Forsoner”. Men forsoning er der intet af. Provsten mindes sin barndoms tæv fra sin egen far, men vil ikke tage en udstrakt hånd fra sin egen søn. Trods sønnens had og vrede mod sin far lægger han op til noget, der kunne ende med en forsoning, men afvises blankt. Ved en lejlighed taler der om at leve i det ”forkerte testamente”. Meningen er sikkert, at Ny Testamente lægger op til tilgivelse og forsoning, i modsætning til Gammel Testamente. I virkelighed er også Gammel Testamente fuld af Guds kærlige vilje til tilgivelse – derfor indstiftede han ofrene i templet og lod ypperstepræsten gå ind i det Allerhelligste på den store Forsoningsdag med ofre for folkets synder. Ja, provst Johannes lever vist i det forkerte testamente, men dette er så end ikke  Gammel Testamente. 

Forsoning er der heller ikke noget af i Augusts langfredagsprædiken. Jesu råb ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” kommer til at handle om menneskets egen følelse af gudsforladthed. Og Augusts meget personlige følelse af forladthed over for den Gud, som han nu tilsyneladende er på vej bort fra. I Ny Testamente handlede det ikke om følelser hos Jesus, men om virkelighed. Jesus var forladt af Gud, fordi han tog straffen for os. Fordi han faktisk var forladt engang, kan vi faktisk få tilgivelse i dag. Og som den, der selv kan få tilgivelse og lever af tilgivelse, kan og må en kristen også være villig til at tilgive andre. At kende en ”Frelser og Forsoner” må også medføre en vilje til forsoning. 

Djævelen som den blinde makker

I afsnittet introduceres en ny mystisk skikkelse, graveren Jens. En gådefuld, nærmest dæmonisk type, der med sit medbragte hjemmebryg får medarbejderfesten til at køre af sporet – og glæder sig derover. Flaget med korset sænkes, og så kan han køre sin fest i gang. Er det sådan skikkelsen skal forstås, er det en meget god illustration af Bibelens lære om, at mennesket altid fristes til det onde, men at der også bag fristelsen står en ond magt. En personlig ond vilje. En Djævel, som skal forsages. Bydes han i stedet indenfor, så kan han ende med at styre ”festen”.   Luthers mest kendte salme inddrager kampen mod Djævelen: ”Og myldre djævle frem på jord, og os opsluge ville – vi frygte dog ej fare stor..” – Hvorfor frygtede Luther ikke den store fare? Fordi: ”Guds ord de nok skal lade stå”.

Så handler kristendom for Luther om at tro, ikke om at mærke. Egentlig heller ikke primært om at åbne, som afsnittet talte en del om. Kristen tro handler om at tro Gud på hans ord. Sætte sin lid til, at ordet om Kristus, Forsoneren, er sandt, også når man ikke mærker noget til hans nærvær. Gud finder man ikke ved åbenbaringer eller ved på bestemte måder at turde åbne sig for ham. Den kristne Gud har åbenbaret sig i sin søn, og åbenbarer sig gennem sit ord og ved sin Ånd. Det er dette ord, kirken skal forkynde. Det er det kirkens folk selv har at holde sig til.

At holde sig til Guds ord, og tro det, det var kernepunktet i den lutherske reformation. Det forandrede og fornyede for 500 år siden kirkens liv i Nordeuropa. I ”Herrens Veje” ser vi en kirke, der har desperat brug for en ny reformation.    

 

Kurt E Larsen

Professor i kirkehistorie

dr. theol., tidligere sognepræst

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.