Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 8

Herrens veje vender nu tilbage til, hvad jeg synes, den gør bedst, tematiseringen af menneskelivets mange kampe og dilemmaer.

Forrige afsnits halvsløje forsøg på med kunstneriske virkemidler at fremstille en drømmeagtig seance i nærdødsoplevelsen er nu udskiftet med socialrealismen, hvor nogle af samfundets store problemer afspejles i hovedpersonernes dilemmaer.  Det ses selvfølgelig tydeligst i August nye virke som gadepræst. Her møder August en flok afviste asylansøgere, hvor lillebroren er meget syg. August foreslår, at de skal tage til Røde Kors og bede dem om hjælp, men af frygt for at blive udvist takker de nej. August vælger derfor at få hans kone til at hjælpe dem, selvom det selvfølgelig er ret problematisk ift. landets lovgivning. Problematikken bliver dog sat på spidsen, da August bliver opsøgt af politiet, som har oplysninger fra Interpol om, at lige netop disse asylansøgere har været i kontakt med terrorister i Belgien. August vælger at sige, at han ikke kender dem, hvorved han vælger at beskytte sit medmenneske velvidende, at han løber en kæmpe risiko. Det er et interessant dilemma! Det er svært ikke at overveje, hvordan August egentlig burde agere som præst. I forlængelse heraf opstår naturligvis også overvejelser om, hvordan Luthers famøse ”to regimenter” bør spille ind i sådan en situation. August kan her enten vælge at beskytte asylansøgerne, eller han kan vælge at have tillid til, at det verdslige regimente agerer rigtigt i vurderingen af asylansøgernes sag. Han vælger det første. Han vælger ikke at have tillid til, at staten er i stand til at løse problematikken. Men derved løber han også en risiko, for hvis asylansøgerne virkeligt er terrorister, så kunne han potentielt være skyld i, at de fik mulighed for at udføre deres terrorhandling.

Denne problematik iscenesætter for mig problematikken omkring, hvornår vi som kristne skal have tillid til det verdslige regimente. Skrækscenariet er altid den tyske kirke under anden verdenskrig, som ikke formåede at stå i opposition til Hitler. De mente derimod, at han blot skulle lede det verdslige regimente, mens kirken skulle lede det åndelige. Aftenens afsnit af Herrens veje udfordrer mig til at overveje, hvordan jeg bør agere i mødet med flygtninge. Burde jeg som kristen modarbejde landets asylstop i højere grad, eller agerer regeringen stadig ansvarligt? Eller sagt med andre ord, har August ret i, at han ikke skal overlade flygtningenes skæbne til myndighederne, fordi myndighederne ikke handler retfærdigt? Eller burde han have tillid til myndighedernes vurdering af sagen? Jeg ved det ikke, men spørgsmålet fylder mig. Og jeg synes, at aftenens afsnit fik opstillet dette dilemma på en meget interessant måde.

Nu jeg er i gang med August, så har jeg lige lyst til at applaudere hans karakter. Det er en interessant udvikling, som han allerede har været igennem, og hans kamp for at gøre det gode virker vedkommende. Derudover giver det også en ekstra dimension, at hans spøgelse, i form af den tørklæde beklædte kvinde, stadigt følger ham, hvorfor det virker uigennemskueligt, hvad der egentlig er drivkraften i hans kamp for at gøre det gode. Derudover rammer han plet, når han fortæller Christian om, hvorfor han oplever, at hans stilling som gadepræst kan gøre en forskel. Her siger han, at mennesker virkeligt har brug for ham her, de har brug for en som lytter til dem og tager dem seriøst. Hans folkekirke virke blev for hurtigt til søndagsunderholdningen, hvor deltagerne lige så gerne ville have en god omgang bingo. August rammer i mine øjne plet her, fordi han udtrykker, hvorfor kirken stadig har en berettigelse. Kirkens berettigelse er at gøre en forskel for mennesker. Kirken skal således ikke lukke sig om sig selv, men den skal hele tiden forsøge at hjælpe samfundets svage og udstødte. Sagt med andre ord, så har kirken en mission med sin eksistens. Det er befriende at få denne side af præsteskabet med i en serie, hvor det bærende element for præsteskabet ikke har været Guds kærlighed men derimod Johannes’ dæmoner.

Johannes fortsætter i dette afsnit sin deroute. Han lykkes med at arrangere en middag i anledning af Elisabeths fødselsdag, hvor han sågar formår at rose Christians nye bog. Denne ros kommer dog kun, fordi Elisabeth eksplicit har bedt ham om det, hvilket viser sig, da han beder Christian om aldrig at bede ham om noget igen, da først Elisabeth er taget afsted. Således lykkes Johannes med at fortsætte isoleringen af sig selv fra hans medmennesker. Det på trods af, at han var lykkedes med at agere vært for en hyggelig aften, hvor Elisabeth oplevede familien som en samlet enhed igen. Han forsøger dog også febrilsk og forgæves at få hende til at blive og overnatte, men hun vælger at tage tilbage til Liv. Og nu må jeg lige forberede dig, kære læser, på lidt galde fra min side. For hvor kan jeg blive træt af DR’s politiske korrekthed. Liv er fremstillet som et fuldstændigt perfekt overmenneske, hvortil der så ovenikøbet krydsklippes mellem hende og Elisabeths idyl og Johannes’ deroute. Elisabeths nye liv fremstår således lige så endimensionelt godt, som hendes tidligere liv med Johannes blev fremstillet endimensionelt dårligt. Det eneste problem er, at Liv vil have børn, hvilket Elisabeth ikke ved, om hun vil igen. Hvor ville det klæde DR, hvis enhver ikke-kristen i serien ikke skulle fremstilles som gennemført god, men derimod også kunne portrætteres som komplekse mennesker, hvori syndigheden kæmper med lysten til at gøre det gode i verden. Nå! Det var vidst nok galde for dette skriv, det er jo trods alt ikke Ekstra Bladets kommentarafdeling, jeg skriver i.

Et af dette afsnits drivkræfter er også Johannes drøm. Han ender med at tolke det til, at nu skal vi tilgive hinanden, så vi kan komme videre. Det fremstår som en positiv vision, og det vækker momentvist et håb for, at Johannes kan rette op på sit liv. Denne tilgivelse er dog fuldstændigt glemt, da han senere beder Christian om aldrig at tage kontakt til ham igen. Endnu engang ses det tydeligt, at Johannes idealer primært gælder for andre, mens han ikke selv formår at leve op til dem. Dette fremstår helt modsat, hvordan Jesus agerede, da han var på jorden. Johannes virke kommer derfor til at fremstå i komplet opposition til Jesu idealer, hvilket naturligvis giver en vis diskrepans mellem kirken og dens mester.

Lad os slutte positivt af. Jeg er ret vild med Svend. Hvis navnet ikke vækker genklang, så kan jeg fortælle, at det er den langhårede ansatte, som agerer betroet væbner for Johannes. Svend har tidligere selv haft et misbrug, og han fortæller eksempelvis om, at han engang var på LSD. Serien har ikke fortalt om, hvordan Svend kom ud af misbruget. Men serien beretter om, hvordan Svend formår utrætteligt at agere barmhjertig samaritaner. Svend ender således med at være et troværdigt eksempel på en sand kristen. Det er han, fordi han har hjælpeløst brug for Gud. Hans misbrug ødelagde ham, og han havde brug for at møde Guds kærlighed midt i dette (hvilket jeg tror på, at alle mennesker har). Men Svends historie stopper ikke her, han følger derimod Guds kald om, at han skal elske sin næste, som han elsker sig selv. Kun derved kan han være en hjælp for Johannes igennem denne turbulente periode. Det vidner for mig om den sande kristentro, hvor Guds kærlighed fylder menneskers hjerter i sådan en grad, at den flyder over til menneskerne omkring en. Lad os bede om, at vi må se endnu mere af den tro i Den Danske folkekirke.

Skrevet af Kristoffer Hjorth Kruse, Stud. Theol. På Menighedsfakultetet, Studentermedarbejder i Center for Kristen Apologetik og forfatter til bogen #Troselv.

 

Kristoffer Kruse