Gå til indhold

Herrens Veje – afsnit 9

Et hovedtema i afsnittet er det centrale spørgsmål om Guds åbenbaring for mennesker i dag. Tror vi på Gud, fordi han viser sig for os? Eller tror vi ham på hans ord på trods af manglende beviser og på trods af manglende erfaringer?

Tanker i tilknytning til ”Herrens Veje”, afsnit 9.

 

Gud viser sig, men hvordan?

Et hovedtema i afsnittet er det centrale spørgsmål om Guds åbenbaring for mennesker i dag. Tror vi på Gud, fordi han viser sig for os? Eller tror vi ham på hans ord på trods af manglende beviser og på trods af manglende erfaringer? I Ny Testamente fortælles der om apostlen Thomas, der ikke ville tro, før end han fik beviser. Og Jesus sagde til ham: “Salige er de, der ikke ser og dog tror”. Og Paulus skrev: ”Vi lever i tro, ikke i det, der kan ses” (2. Kor 5,7).

Omkring min konfirmationsalder tænkte jeg, at det ville være godt, hvis Gud ville vise sig, så jeg ligesom fik et bevis. Men jeg fik aldrig det bevis, men må ”nøjes med” at tro Gud på hans ord. Troen kommer af det, der høres i forkyndelsen, ikke det af der ses og opleves. Dette prøvede provst Johannes at forklare sin søn: Gud bar August, også i de tider hvor han ikke selv så det. Men det er unægtelig lidt svært at høre Johannes’ trøstende og sande ord, midt i hans mærkeligt hårde facon.

Anderledes gik det i TV-afsnittet, hvor den unge pastor August kommer ud i endnu en krise, og råber til Gud: ”Vis dig for mig”. Og så sker der mirakler: August og Johannes blev omringet af lys og velsignelse og klokkeringning, og ude i Kastrup begyndte danske flyrejsende at træde i karakter og redde den udviste asylansøger fra hjemsendelse til døden. August blev altså bønhørt. Det vælger Gud nogle gange at gøre på en meget konkret måde. Når det sker, må man glæde sig over det, og det gør August også: Han føler sig styrket i troen på, at Gud er hos ham og føler sig bekræftet i sit kald. Men ak! Glæden er kort. Det viser sig, at hans mareridtsagtige visioner af den dræbte kvinde stadig vender tilbage.

Det kan lære os, at Gud gør mirakler nogle gange, og nogle gange får man trosoplevelser fra Gud. Men det ændrer ikke ved, at vi stadig lever på jorden – med dens lidelser, anfægtelser og tvivl. Midt i dette kan vi dog godt tro på den levende og kærlige Gud, fordi han taler til os ved sit ord og ved sin Ånd. I Jesus Kristus er Guds kærlighed blevet åbenbaret én gang for alle. Hans kærlighed står fast, også i dage hvor miraklerne udebliver, og erfaringerne er tunge. Guds kærlighed møder os i Jesus Kristus. Han har engang sonet verdens – og dermed også min – skyld. Derfor er der ikke behov for at lave ”handler” med Gud, som August gør: Han troede, at drabet på én muslim kunne sones ved hjælp til en anden muslim. Den slags handler er i dyb modstrid med selve grundlaget for den kristne tro. Men det ved August ikke, for hans ”teologi” er mangelfuld og forkvaklet. Man kunne ønske, at nogen – fx kirketjeneren Svend – havde hjulpet August til rette med et kærligt og evangelisk budskab, men det sker ikke. Hjælp får han slet ikke fra sin kone og hendes offentlige ”system”, for hvem syner er sygeligt, og religion noget, der skal behandles.

 

Kirken og flygtningene

Det stærkeste i dette afsnit er en præsts dilemma med asylansøgere. Det svarer meget godt til den kirkelige virkelighed i disse år. I det store flygtningeår 2016 var det et hovedtema i mange kirkelige kredse. Mange af kirkens folk har været engageret i at hjælpe. Give husly og hjerterum. Man så mennesker i nød og hjalp ligesom den barmhjertige samaritaner. Og man lod sig ikke standse af den modstand, der også fandtes i 2016, ligesom i filmen: Påstanden om, at man gjorde det for at profilere sig selv (biskoppen!). Påstanden om, at man i kirken ikke kunne hjælpe muslimer, med mindre de altså holdt op med at være muslimer (menighedsrådet!). Ønsket om at få ro og fred i hjemmet (Augusts kone!). Fristelsen til at lade være med at engagere sig i andres nød (Broder Christian, der vil have August med til sport i stedet!).

Afsnittet leder tankerne hen på jødernes flugt til Sverige i 1944, hvor nogle også blev skjult på kirkelofter. Kirken måtte være et fristed for folk i nød. Det var udtryk for medmenneskelig hjælp og byggede ikke på noget ønske om at få jøderne omvendt til kristen tro. Det handlede i 1944 – som i filmen – om at se en næste i sit medmenneske. For August var dette en kongstanke. Han skammede sig over udvisningen af asylansøgeren, og citerede det store bibelafsnit om kærlighed (1.Kor 13).

Afsnittet var godt til at vise dilemmaet: Kristen kærlighed må vises, også med fare for at man bliver snydt af enkelte. Over for dette står samfundet med dets institutioner og retskrav. Det kan give spændinger, som beskrevet i filmen, men det kan altså også nytte at engagere sig i enkelte menneskers skæbne. Sager kan faktisk genoptages, hvis der vises engagement fra folks side. På den måde var afsnittet fint til at beskrive et af de dilemmaer, som kirkens folk i dagens Danmark faktisk lever i.

 

Kurt E Larsen

Professor, dr.theol.

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.