Gå til indhold

Herrens Veje – eller kirkens?

Danmarks Radios store TV-serie begyndte i aftes. På forhånd spændende at se vores kirke fremstillet i dramatisk form. Og for os, der arbejder med præsteuddannelse, en chance for at se lidt på præstetjenesten udefra. 

TV-mediet har nok bevirket at første afsnit rummede en række mærkværdigheder, der ikke virker realistiske i den danske folkekirkes hverdag, men som er godt TV: En provst, der selv pudser og kysser krucifikset. En fuld præst, der selv falder ned i graven under jordpåkastelsen.  Hovedpersonen er præsten og provsten Krogh. Navnet er måske ikke tilfældigt. Luther talte om at vi er syndere, hvilket betyder, at vi er ”ind-krogede” i os selv. Mens vi venter spændt på det videre forløb om præsteslægten Krogh, sidder jeg efter første afsnit tilbage med tre iagttagelser.

Præsterne tror, men deres forkyndelse er tynd.

I første afsnit møder vi både en ung præst, der formår at fylde sin kirke, og en provst, der lykkes med at komme et nedtrykt menneske til hjælp igennem sin sjælesorg. Og bispevalget vindes af en præst, der vil gøre folkekirken vidtåben for alle spirituelle holdninger. Men hvor er den klare tale om Jesus Kristus som den eneste vej til frelse? Hvor er der tale om tro og dåb som midlet til fællesskab med Frelseren Jesus Kristus? Ender det godt for alle efter døden, uafhængigt af tro på Kristus?  Troen er der megen tale om undervejs i afsnittet, men er det en tro på Kristus?

Provst Krogh tror, men hans tro og etik hænger ikke sammen.

Provst Krogh vil have kirken til at stå for noget og til at vedkende sig sin tro og arbejde for det. Men det antydes, at da han i bispevalgkampen siger sin ærlige og klare mening om islam, fravælges han som biskop. Og selv hos ham, der stærkest repræsenterer troen, hænger den personlige moral ikke sammen hermed. Han er utro og falder ned i druk og forfald. Om han som præst kan overleve dette i filmen, vil vise sig. Foreløbigt ser jeg beskrivelsen som et tydeligt eksempel på et karakteristisk træk ved dansk teologi i de senere årtier: At man ofte er overraskende konservativ, når det handler om kristen lære (dogmatik), men afviser at dette hænger sammen med livsstilen (etik). K. E. Løgstrups afvisning af en særlig kristen etik, er en del af forklaringen på dette.

Præsten bærer kristendommen, men menigheden er borte.

Det er karakteristisk for det moderne, sekulariserede samfund, at præsterne helt stjæler billedet, når det handler om kirke og kristendom. Der er ikke tale om en troende og arbejdende menighed, der bringer kristentroen ud til andre i hverdagens forhold. Lægfolket er fraværende. Præsten er forbindelsesleddet til Gud. Sådan er det utvivlsomt for mange, da der jo i Danmark er et stort misforhold mellem antallet af folkekirkemedlemmer, og flittige brugere af kirken. Efter bibelsk og luthersk opfattelse burde der ikke være en sådan ”præstekirke”. Både for menighedslivets skyld og for den enkelte præsts skyld er der hermed tale om en overbelastning af ”præsten”, og det må modarbejdes på alle måder. Det må blive menigheden, der bærer præstens tjeneste – ikke præsten, der skal bære menigheden og være folks mellemmand over for Gud.  Kirken er i TV skildret som en ret stor institution, med mange ansatte. Det er ikke forkert skildret, og det er heller ikke forkert i sig selv. Kun går det galt, når hele ”organisationen” ikke hænger sammen med et engageret lægfolk.

Det er lærerigt at se, hvordan udefrakommende opfatter og tolker folkekirken. Vi inden for murene må lade os belære. Det er jo slet ikke sikkert, at vores selvopfattelse svarer til andres opfattelse af vores praksis og teori.  Foreløbig tak til DR for den anledning til selvbesindelse.

Kurt E Larsen

Professor, dr. theol – og tidligere sognepræst

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.