Gå til indhold

Hollandske erfaringer viser, at aktiv dødshjælp er en glidebane

Erfaringer fra Holland viser, at aktiv dødshjælp udgør en etisk glidebane, som uundgåeligt vil lægge et pres på de svageste grupper i samfundet. Ser man på udviklingen over en årrække, er det tydeligt, hvordan landet bliver ved med at udvide lovgivningen.

For kort tid siden deltog jeg i et seminar på Aarhus Universitet om aktiv dødshjælp. Her fik jeg indblik i erfaringer fra Holland, hvor aktiv dødshjælp reelt har været tilladt siden 2002. Konferencen bekræftede, hvad jeg allerede havde erfaret: Indførelse af aktiv dødshjælp vil uundgåeligt vil lægge et øget pres på de svageste grupper i samfundet.

Theo Boer, professor i værdietik ved Det Teologiske Universitet i Kampen i Holland og tidligere medlem af den hollandske kontrolkommission for aktiv dødshjælp, holdt en meget oplysende forelæsning om de konkrete erfaringer fra Holland. Ser man på udviklingen over en årrække, er det tydeligt, hvordan landet bliver ved med at udvide lovgivningen.

Reel glidebane

Ifølge Theo Boer er der ingen tvivl om, at aktiv dødshjælp i praksis har vist sig at være en etisk glidebane. Det viser sig blandt andet ved, at den nuværende regering ønsker at give livstrætte, men ellers helt raske(!) ældre mulighed for at få statens hjælp til at afbryde livet. Det fremgår af et brev, som Hollands sundheds- og justitsministre har skrevet til parlamentet.

Et andet tegn på en glidebaneeffekt er den voldsomme stigning i antallet af sager. I en årrække efter indførelsen af loven var der et stabilt antal på ca. 2000 sager. På få år er dette tal imidlertid steget til ca. 5000 sager. Stigningen er især sket blandt psykiatriske patienter samt blandt demente.Det skal også bemærkes et antallet af selvmord i Holland i de seneste syv år er steget med 35 procent. Det er altså ikke sådan at antallet af selvmord falder i takt med, at aktiv dødshjælp bliver mere udbredt.

Et tredje tegn er et voksende krav om, at børn under 12 år også skal kunne omfattes af aktiv dødshjælp. Præcis som det allerede er tilfældet i Belgien.

Endelig fremhævede Theo Boer også, at aktiv dødshjælp i mange tilfælde gennemføres på et meget tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet, og at psykisk sygdom og ensomhed nu også anses som en rimelig begrundelse for aktiv dødshjælp. Der er altså noget, der tyder på, at kriterierne for, hvornår lidelse anses for at være ubærlig, let kan forskyde sig over tid.

Frygt og angst som motiv

Fortalere for aktiv dødshjælp argumenterer ofte ud fra et synspunkt om, at aktiv dødshjælp kan være den eneste mulighed for at befri mennesker for ubærlig lidelse.

De hollandske erfaringer tyder imidlertid på, at det ikke er konkrete smerter, der i sidste ende får mennesker til at vælge aktiv dødshjælp. I Holland er det nemlig ikke smerter, der anføres som hovedargumentet, når mennesker med en alvorlig diagnose søger om hjælp til at afbryde livet. Det er ifølge Theo Boer angst og frygt. Her finder vi nok også forklaringen på, hvorfor aktiv dødshjælp ofte gennemføres på et meget tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet.

Foto: Partha S. Sahana

Positive erfaringer

Danmark har endnu ikke bevæget sig ud på det, som hollandske erfaringer peger på vil være en etisk glidebane. Til gengæld har vi høstet mange positive erfaringer i forhold til palliativ behandling – og flere eksperter har da også fremhævet i medierne, at smertebehandlingen i dag er så effektiv, at det altid er muligt at dække den lidendes behov. Vi har også meget gode erfaringer med at drive hospice ud fra en filosofi om, at man ikke opgiver patienten, fordi der altid er mere at gøre for det syge menneske. Hospitals- og sognepræster yder også værdifuld livshjælp til mennesker i den afsluttende fase af livet.

Jeg håber, at vi i Danmark vil styrke alle disse indsatser frem for at bevæge os ud på etisk glidebane, hvor selv det at blive gammel nu kan anses for at være et uværdigt liv.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder