Gå til indhold

Hvorfor provokerer Jesus Christ Superstar ikke mere?

I 1971 havde Jesus Christ Superstar premiere på Broadway i New York. Året efter var turen kommet til London og snart fejede stykket over Vestens teatre, gymnasier og andre steder, hvor unge med langt hår og cigaretter i lommen ville synge om Jesus. Den ramte noget i tiden med portrættet af Jesus som det fredselskende menneske, der kom i eksistentiel tvivl om sin rolle i tilværelsen og til sidst blev løbet over ende af kapitalister og storpolitik. Jesus var den perfekte hippie.

Dét portræt af Jesus fik dengang konservative kristne på barrikaderne med demonstrationer foran teatrene og vrede læserbreve. I Danmark producerede KFS materialer, der blev uddelt de steder, hvor stykket blev opført.

Nu opføres stykket igen i Aarhus – uden kristne demonstrationer. Jeg har lyst til at spørge: Hvad har ændret sig? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv, siden jeg var inde at se stykket for nylig – og ikke fik lyst til at fare ud med en plakat i hånden på Store Torv.

På den ene side tror jeg, at tiden har ændret sig. I 1970’erne var konservativ kristendom stadig fuldt optaget af ”kulturkampen”. Med inspiration fra amerikanske kristne kamps for politisk indflydelse, så Kristeligt Folkeparti fx dagens lys i Danmark. Ikke i kampen mod Jesus Christ Superstar men mod fri abort. Kristendommen stod i skarp debat med andre bud på at være samfundets sammenhængskraft som kulturadikalismen og socialismen.

Den kamp tabte kristendommen noget så eftertrykkeligt. I hvert fald i Vesteuropa. Måske der stadig er områder i Trumps kerneland, hvor man mener at kunne vinde “kulturkrigen”.

På den anden side tror jeg, at vi ”konservative kristne” har ændret os. Tabet af den store kamp om retten til sandheden blev kun slået ekstra fast af postmodernismens mantra om mangel på endegyldige sandheder. Den store fortælling er afløst af den lille, og hvis nogen inde på ”Broadway” ønsker at fremstille Jesus som en hippie, så fint for mig, så længe jeg kan fremstille ham, som jeg mener er rigtigt. Egentlig: Hvis Jesus Christ Superstar nogensinde var ment som en provokation, virker det i dag som en tam en af slagsen.

Men hvad så? Her i efterkant er der snarere en anden tanke, der fylder: Er Jesus Christ Superstar i virkeligheden gået hen og blevet et stykke evangelisation, en vej til et møde med evangeliets grundfortælling for danskere anno 2017? Man kan ikke med rette kalde stykket for “fjendsk” mod Bibelen beretning. Det er fyldt af citater fra passionsberetningerne, som det følger scene for scene. Klart: Jesu tvivl i Getsemane forstørres til en eksistentiel krise om identitet og kaldelse overhovedet, og opstandelsen er helt fraværende.

Alligevel: Men som jeg sad der i teatret og så Aarhus teaters ensemble med liv og sjæl synge sig igennem musicalens sange i en tætpakket sal med aarhusianere som vi er flest, spurgte jeg mig selv: Er det her i virkeligheden ikke en måde at formidle påskens budskab for et dagens Danmark, der har glemt alt om kulturkampen mod kristendommen og hippiernes Jesus? Trods mangler og skævheder, er Jesus Christ Superstar så “effektivt” i en verden, der har tabt kendskabet til Bibelens grundfortælling, blevet en “bibeltime”?

Måske. I hvert fald delvist. Lidt som Paulus på Areopagos. En begyndelse!

Resten bliver vi som kirke og kristne nødt til at finde måder at formidle lige så fængende og interessant på.

Jesus Christ Superstar kan opleves på Aarhus Teater frem til 8. juni. Se mere på http://www.aarhusteater.dk. 

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.