Gå til indhold

Spis nu fisken inden du dør!

Hvis ikke vi tager føde til os, dør vi. Det gælder både i fysisk og i åndelig forstand. En julerefleksion over en TV-serie om at overleve i vildmarken.

I efteråret har min kone og jeg fulgt lidt med i en amerikansk TV-serie om ti mennesker, der blev transporteret til Patagonien, et øde bjergområde i Argentina langt væk fra civilisationen. Her skulle de konkurrere om, hvem der kunne overleve længst. De havde omkring 10 km afstand til nærmeste konkurrent og havde ingen kontakt hverken med hinanden eller andre. Ud over en nødtelefon, som de kunne bruge, hvis de gav op og ønskede at blive hentet, var de overladt helt til sig selv og egne overlevelsesevner.

Alle begyndte straks at skaffe sig en form for tag over hovedet, nogle boliger var mere kunstfærdigt udformede end andre. Alle begyndte på en evindelig jagt efter føde. Mange brød spontant ud i et dybtfølt: ’Thank you’, når det efter mange forsøg og anstrengelser lykkedes at fange en fisk.

Snart begyndte ensomheden og savnet af familie og venner at melde sig, og de første gav op og blev hentet. Nogle lagde den strategi, at det gjaldt om at bevæge sig så lidt som muligt for at spare på kalorieforbruget, andre gjorde meget ud af at indrette sig kreativt og lavede ligefrem primitive musikredskaber, som de kunne spille på. Det gjorde dem mentalt stærkere, og de kunne holde ud længere.

Til sidst var der fire tilbage. Alle havde tabt sig adskillige kilo og flere lignede koncentrationslejrfanger. De nærmede sig tydeligt grænserne for, hvad de kunne holde til og blev jævnligt tilset af et lægehold. En røg hjem pga. af en betændelse i en tand, en anden fordi hun kom under 17 i body mass index.

En tredje led samme skæbne, hvilket var ekstra tragisk, fordi det var helt unødvendigt. Han var radmager pga. sult, men var så fokuseret på at skulle blive der to måneder endnu, at han sparede for meget på fødeindtaget. Da lægen afsagde hjemsendelsesdommen, brast han i gråd: ’But I have food!’ og pegede på hele 33 fisk, som han omhyggeligt og møjsommeligt havde fanget og tørret og hængt op på liner i sin lille interimistiske bolig. Han var for fokuseret på at gemme dem til at ænse, at han havde brug for dem NU! Hans manglende dømmekraft var hovedårsagen til, at han gik glip af de 500.000 US dollars, som var den eftertragtede præmie til den, der forblev i Patagonien i længst tid.

Jeg kunne ikke lade være at ærgre mig helt vildt på hans vegne, fordi det var så unødvendigt at blive sendt hjem på grund af udsultning. Fiskene hang der lige foran hans øjne klar til at blive spist. Men han ville spare for meget og nænnede ikke at tage for sig af retterne….

Måske kan vi lære noget af den historie. I julen bliver mødt af et juleevangelium, som kan bringe glæde, frelse og fred og give os åndelig føde og håb. Det ligger klar til os i Bibel og salmebog og forkyndes til højre og venstre over hele landet i kirker og missionshuse. Tager vi føden til os i tide?

Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød, jeres løn for noget, der ikke mætter? Hør dog på mig, så skal I spise godt og svælge i fede retter. Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!

Es.55,1-.3a

Nils Andersen
Landssekretær