Gå til indhold

STATEN SKAL IKKE VÆRE RELIGIONSNEUTRAL

Den svenske skoledebat er et symptom på, at religionsfriheden er under pres i mange vestlige samfund, hvor politikerne tilsyneladende har mistet forståelsen for, at religion også kan virke positivt ind i samfundet. Desværre er danske politikere også ramt af tunnelsyn.

De seneste årtiers indvandring har ført til en fortættet værdikamp i samfundet.

Der er to tendenser, som bekymrer mig i den forbindelse.

Den første tendens er kravet om, at staten – i lighedens navn skal være neutral. Logikken er, at staten ikke må bære præg af en enkelt religion, fordi alle skal kunne identificere sig med staten.

Den anden tendens ligger i forlængelse af den første. Det handler om, at religion let defineres negativt, og at religiøse mennesker og institutioner udsættes for mistænkeliggørelse og urimelig forskelsbehandling.

Svensk skoledebat

I Sverige har en række politikere for eksempel netop argumenteret for et forbud mod etablering af religiøse skoler samt udvidelse af allerede eksisterende skoler. Årsagen er, at skolerne efter deres mening er med til at øge udfordringerne med integration. Debatten, som udspringer af frygten for radikalisering og terrorisme i Europa, rammer også elever og lærere på Sveriges femoghalvtreds kristne friskoler, som nu oplever sig mistænkeliggjort uden konkret grund.

Den svenske skoledebat er et symptom på, at religionsfriheden er under pres i mange vestlige samfund, hvor politikerne tilsyneladende har mistet forståelsen for, at religion også kan virke positivt ind i samfundet. Politikerne tager ensidigt udgangspunkt i, at religion hænger sammen med begreber som fundamentalisme, terror, intolerance, antidemokrati. Dette tunnelsyn fører til, at man kaster et mistænkeligt lys over institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange børn og unge på til at kunne indgå i et moderne demokrati.

Religion som positiv kraft

Desværre er danske politikere også ramt af tunnelsyn, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at kristne friskoler og andre institutioner i Danmark med et religiøst udgangspunkt kan blive udsat for det samme hysteri  som de kristne friskoler i Sverige. Politikerne kommer let – takket være deres manglende kendskab til religion og forudfattede holdninger – til at udvikle love og bestemmelser, der formidler et ensidigt vrangbillede af religion som en intolerant og negativ kraft. Det kan religion være – helt på samme måde som politiske ideologier kan føre både mennesker og samfund vild. Men religion kan også tilføre livet en dybde og sandhed, som kan smitte positivt af på hele samfundet. Mange hospitaler, uddannelsesinstitutioner og sociale organisationer har for eksempel deres rødder i kirkelige institutioner.

Da folketingsmedlemmerne Kamal Qureshi (SF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Anne Marie Geisler (R) i 2009 inviterede Tøger Seidenfaden til at tale ved et offentligt debatmøde mod Folketingets åbningsgudstjeneste, måtte de lægge øre til denne svada fra Politikens daværende chefredaktør: “Efter min mening kommer den største trussel mod sammenhængskraften i samfundet ikke fra religiøs side, ikke fra kristen side, ikke fra luthersk folkekirkelig side, men derimod fra den lurende og ind imellem meget voldsomt artikulerede sekularisme. Den sekularisme, som kan være meget intolerant over for religionerne, og som har klangbund i den største del af den danske befolkning.”

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder