Gå til indhold

Troen & Ingen – anmeldelse af en musikdramatisk forestilling

Hvad er kunstens formål? Spørgsmålet har plaget filosoffer siden antikken og er givetvis umuligt at besvare. Alligevel tog jeg mig selv i at sidde i Teatret Svalegangen en lørdag eftermiddag i februar til den musikdramatiske forestilling Troen & Ingen og tænke: hvis der er et svar på dette spørgsmål, så tror jeg, jeg har fundet det her.

Svaret er katharsis. Aristoteles anvender begrebet i sin poetik til at besvare, hvorfor tragedien er så effektfuld, når den delagtiggør sin tilskuer i så ubehagelige følelser som sorg, frygt og fortvivlelse. Tilskueren oplever ifølge Aristoteles en ”renselse” fra disse følelser, ved at tragedien tillader ham eller hende at kanalisere sine mørke sindsstemninger over i teaterets fiktive rum. Ja, jeg tror i hvert fald Aristoteles er på rette spor her.

Troen & Ingen er en sand tragedie. Over en halvanden times tid udfolder den sig som en dramatisering af Søren Huss’ berømte solodebut af samme navn, der er et biografisk konceptalbum, hvor alle 11 sange behandler Huss’ kones død i en tragisk trafikulykke. Stykket er, ligesom albummet, én lang meditation over oplevelsen af at miste sin ægtefælle, sin bedste ven, sin familie og sin elsker i én og samme person. Det er smertefuldt. Man mærker som tilskuer, hvordan sorgen fysisk sætter sig i kroppen til lyden af de inderlige ord ”uden tro, uden håb / med et hjerte der skriger / ”jeg kan ikke mer’ / jeg tror jeg bliver liggende her.””

Men det er ikke blot smertefuldt. Det er smukt. I løbet af stykket oplever man at blive ført direkte ind i én af menneskesjælens mørkeste afkroge, for dog der at se mørket blive forløst gennem musikkens og teksternes simple skønhed. Og denne forløsning er vel at mærke ikke en tilsidesættelse af sorgen. Den strømmer derimod inde fra sorgen selv og næres ligefrem ved at dvæle ved smerten over den tabte elskede, men tillader dertil troen, håbet og skønheden at sameksistere med mørket i det efterladte sind.

Og måske er det netop dette paradoks, der ligger bag albummets og stykkets titel?

Kierkegaard dramatiseret?

Stykket hedder Troen & Ingen. Bemærk: ikke Troen eller Ingen. Nej, ”troen” og ”ingen” findes begge side om side i stykkets univers. Denne spænding ses udfoldet i titelsangen, der i to korte strofer skildrer det højst lutherske, ja ligefrem kierkegaardianske, forhold mellem menneskets begrænsede erkendelse, og troen der rækkes udefra. ”Uendelige korridorer til kun svagt oplyste rum / umulige distancer for et begrænset intellekt / i en tragisk forestilling om egen formåen / vrides hjernen til sidste dråbe”, synger Huss, for dog derpå at erklære en uforklarlig vished af, at han en dag skal passere den allersidste bro og genforenes med sin elskede.

Stykket fuldbyrder disse linjer med en scenisk skønhed, som jeg sjældent har oplevet i moderne teater. Hovedpersonen genfinder en af sin kones gamle kjoler i en flyttekasse og oplever ved duften af den, at hun er i rummet med ham igen. Langsomt føres adskillige eksemplarer af samme gule kjoler op mod loftet langs bagtæppet, hvilket visuelt både understreger hendes fravær samt et håb om opstandelse. Den stille kammermusik og de fremragende skuespillere gør dette øjeblik fantastisk gribende.

”Hvad er det for en tro, Huss synger om?” spørger man uvægerligt sig selv som kristen tilskuer. Omslaget til vinyludgaven af albummet bringer en tak til ”min præst, for dybe helende samtaler”, så teksternes tro er antageligt kristent forankret.

Frem for alt får de mig dog til at tænke på Kierkegaards trosbegreb, som det udfoldes i Frygt & Bæven. Troshelten Abraham viser for Kierkegaard sin tro ved at resignere Isak, altså vise villighed til at ofre ham på Herrens befaling. Men ikke blot det: han vover tillige at håbe, at han i kraft af sin resignation vil vinde ham igen. Dette håb er en logisk absurditet, men sådan virker troen altid. På samme måde kæmper Huss i stykket med at tage afsked med sin afdøde kone. Alligevel er det et gennemgående tema i teksterne såvel som i stykket, at det ikke er en afsked uden håb. ”Jeg mærker hende stadig, hver gang jeg træder ind i stuen”, som stykkets hovedperson siger.

Dette diffuse håb om genforening bliver helt konkret i stykkets afsluttende sang, der afgjort også er dets højdepunkt: den hjerteskærende ”Tak for dansen”. Også i Huss’ oprindelige udgave er denne viseprægede sang enestående, men i stykkets akustiske fremførsel bestående af adskillige lavmælte strengeinstrumenter, og de ca. otte stemmer der mødes i tryllebindende harmonier, bliver denne sang til noget af den smukkeste danske sangskrivning, der er bedrevet i årtier. ”Er tilbage i din favn / står ved døren med mit navn / ånd i ånd & kigger op / ser forbi stråleglansen / hvisker ”tak for dansen.”” Denne tak lyder igennem al smerten for den tid, han trods alt fik med sin elskede, og sangerens kærlighed bliver på den måde en hånd, der rækker ud hinsides den død, der øjensynligt skiller dem ad. Som Kierkegaards Abraham giver han slip på hendes med et ”tak for dansen”, og lader samtidig håbet om gensynet få det sidste ord i dette smertefuldt smukke stykke.

Og måske er netop dét svaret på Aristoteles’ spørgsmål: Tragediens katharsis er så stærk, ikke blot fordi den giver afløb for de mørke stemninger, men fordi den inde fra smerten selv forløser smerten ved at udtrykke den i en skønhed, der er paradoksal, fordi den lader ”troen” og ”ingen” eksistere side om side. I så fald har kunsten netop samme funktion, som troen har for Kierkegaard, og måske vi her har forklaringen på, hvorfor kunsten er så sjælesørgerisk betydningsfuld?

Desværre kan jeg ikke opmuntre til at opleve den forløsende skønhed i dette stykke, da billetterne for længst er udsolgt. Kun kan jeg med Huss’ egne ord sige: tak for dansen!