Gå til indhold

Trump og teologi

Har teologerne glemt at snakke med almindelige mennesker?

Det er de særeste steder, man kan finde sporer til teologiske erkendelser …

”Hvordan Trump hændte” er overskriften for en interessant boganmeldelse i Weekendavisen 10-2-17. Det drejer sig om Matt Taibbis reportagebog Insane Clown President om det forbløffende valg af Trump. Taibbi giver faktisk sit eget fag, journalistikken, en væsentlig del af ansvaret for valget af den kandidat, han under primærvalgkampen havde kaldt for ”denne ubehøvlede tv-tyran, der udtrykker sig i enstavelsesord og har en koncentrationsevne som en Xbox-spillende 11-årig”.

Man behøver ikke være enig i denne karakteristik for at bide mærke i Taibbis skånselsløse, hudflettende selvkritik. Han erkender nemlig, at den politiske elite og den journalistiske elite virkelig var blevet præcis så sammenspiste, som Trump har anklaget dem for at være. De lyttede til hinanden i stedet for at lytte til det folk, de skulle repræsentere.

”Det var vores job at lytte, og vi talte i stedet for … De af os, hvis job er at dække kampagner, blev for længe siden vant til at se folket som et slags dumt dyr, hvis opførsel somme tider kunne være uforudsigelig, men som altid endte med at gøre, hvad det fik besked på. Og når vi forsøgte at få indsigt i disse underlige skabningers motiver, var vores første instinkt altid at spørge æggehoveder som os selv. Vi talte med meningsmålere, tænketank-folk, akademikere, tidligere kampagnestrateger, partiernes talsmænd, ja, selv andre journalister.”

Han beskriver den ”boble” – kampagneflyet eller -bussen – hvor politiske reportere lever i ugevis i tæt symbiose med kandidaterne og deres kampagnestabe, fra sportshal til sportshal, fra hotel til hotel, uden at de vælgere, det hele skulle dreje sig om, optræder som andet end photo-op’s eller statister. Og det var dét, Trump effektivt gjorde op med: Han anbragte pressen bag ikke-særligt beskyttende snore bagest i salene, ”hvor vi så kunne sidde og se skyldige ud som de pamperagtige, smalskuldrede, overdrevent velplejede hyklere, vi er, mens Trump hængte os ud som selve legemliggørelsen af den klasse, der havde svigtet den almindelige amerikaner”.

Her var det så, at jeg pludselig kunne genkende et og andet fra teologiens verden! Vi sidder nemlig og studerer to ting: Bibelen og mennesker. Når vi studerer Bibelen, går vi til bøger. Naturligt nok. Men når vi studerer mennesker, går vi sandelig også til bøger! Forskere i stedet for folk.

Den gammeldags sognepræst fik materiale til sine prædikener ved husbesøg og samtaler. Det var dér, han oplevede, hvordan den almindelige dansker hørte dette besynderlige budskab fra den bibelske verden – med skepsis og tillid, med forvirring og undren, med taknemmelighed og vrede. Hvor de var andet og mere end statister i det teologiske univers.

Jeg håber, vi ikke kommer dertil, at vi må sige om vores eget fag, som Taibbi i dag erkender det om sit fag: at vi til sidst ikke kunne snakke med almindelige mennesker, men kun kunne snakke om dem. Snakke med andre æggehoveder som vi selv.

Leif Andersen
Lektor, cand.theol.