Gå til indhold

Vi kan lære af de første kristne

Når man i oldtiden blev en kristen, kom man til at høre til et særligt folk: ”Ethvert fremmed land er deres fædreland, og ethvert fædreland er et fremmed land for dem. De elsker alle, og de forfølges af alle”. (brevet til Diognet) De kristne havde fået en ny identitet i deres tro på Kristus som Herre og Frelser.

De første kristne i romerriget levede et helligt liv i deres hverdag og i datidens samfund. Det kan vi lære af i dag. Kristne menigheder var dengang et mindretal: Den amerikanske forsker Rodney Stark vover at gætte på, at der i år 200 var 7.000 kristne i hovedstaden Rom, der på det tidspunkt havde 1½ million indbyggere. Ingen kender det nøjagtige antal, men et lille mindretal var de. I dag er der en kirkegang i Danmark på kun to procent. Mange vil kalde sig kristne uden at gå i kirken, men et voksende antal er ikke-kristne. Dels ateister, dels folk af anden religion. Vi er på vej tilbage til oldtidens situation – derfor kan vi nok også lære af dem.

Vi lever som andre

Ifølge et kristent skrift fra 100-tallet, brevet til Diognet, skilte de kristne sig ikke særlig meget ud fra andre mennesker i romerriget: ”.. de bor ikke i egne byer, og de taler ikke nogen særlig dialekt, og de har heller ikke nogen særegen livsførelse”. Familielivet var også meget som andres: ”De gifter sig som alle, de får børn, men de udsætter ikke deres småbørn. De indbyder til fælles måltid, men ikke til noget usømmeligt”. På mange måder levede de kristne altså i hverdagen som andre, men allerede dengang skilte de kristne sig ud ved at sætte børn højt: Ethvert barn var et dyrebart menneske, skabt i Guds billede. Man kunne ikke sætte dem ud i skoven for at dø, som hedninger kunne finde på. I dag lever vi også på mange måder som andre. Vi har huse og biler som andre. Vi arbejder samme steder, stemmer til samme valg og ser det samme i TV. Sådan skal det være, for vi skal tjene i kald og stand. Netop hvor vi står, er vi kaldet til at tjene Gud. Vi skal være tro i vores arbejde, gode ved naboer osv. Vi er altså som andre, og dog er der nogle punkter, hvor vi adskiller os.

De kristne var et anderledes folk

Når man i oldtiden blev en kristen, kom man til at høre til et særligt folk: ”Ethvert fremmed land er deres fædreland, og ethvert fædreland er et fremmed land for dem. De elsker alle, og de forfølges af alle”. (brevet til Diognet) De kristne havde fået en ny identitet i deres tro på Kristus som Herre og Frelser. I dag er vi også et anderledes folk. Vores fædreland er i Himlen, dybest set. Vi må derfor ikke tænke kortsigtet og jordisk: Hvordan får jeg mine ønsker og behov opfyldt her-og-nu? Som kristen bør man i stedet leve sit liv med blikket rettet opad, mod Gud.  Og leve efter de evige værdier.

De første kristne var blevet en del af en menighed, og det prægede deres hverdagsliv på en helt anden måde end i dagens Danmark. De holdt sammen. Fra Rom ved vi, at de kristne samledes hver morgen til bibelundervisning og bøn, før de gik afsted på deres arbejde. I skriftet Den Apostolske Tradition hedder det: Diakonerne og de ældste (præsterne) skal hver dag mødes på det sted, biskoppen har bestemt. Når alle er kommet, skal de undervise dem, som er mødt frem (i menigheden)  Efter at de har bedt skal enhver gå til sit arbejde. I det gamle Rom mødtes de kristne hver morgen, før arbejdstids begyndelse, for at høre én af præsterne eller en lægmand undervise dem i Bibelen. I dag er der brug for øget bibellæsning og bibelkundskab. Det hører med til et helligt liv, at vi flittigt kommer sammen for at høre Guds ord og blive oplært og vejledt. I vor tid tænker mange, at de selv vil bestemme over deres liv. Som troende kristne ved vi, at det bliver et rigt liv, når man lader Gud lede en. Derfor lytter vi gerne til hans ord. Både det Gamle Testamente og det Nye Testamente skal vi arbejde med. Det hele er skrevet til hjælp og vejledning for os. Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Rom 15,4-5. Og vi har brug for det, i en verden der er ved at blive broget som i de første kristnes tid.

Den nye etik handlede også i Oldkirken om forholdet til det andet køn. Ind i en kultur med stor seksuel løsagtighed, dannede de kristne faste par og holdt sig til deres ægtefælle. Den kristne jurist Tertullian skrev omkring år 200 – måske med et glimt i øjet – at de kristne havde alting fælles, på nær deres ægtefæller, mens hedningerne intet havde fælles, på nær deres ægtefæller (!): ”Vi som derfor med hjerte og sjæl er blandet sammen, har ingen betænkeligheder ved ejendomsfællesskab. Alt er hos os fælles undtagen hustruerne.”. I dag er der voksende brug for at værne om ægteskabet. Gud har skabt mennesket til at leve sammen i et livslangt ægteskab med et menneske af modsat køn. Det er let at tilpasse sig verden i anden retning. Vi præges af TV, med dens film og dens særlige moral. Netop derfor skal vi holde os til Guds ord og løfter, og til det kristne fællesskab, for så lader vi os forandre gennem Guds ord.

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.