En i skaren sagde til Jesus:
»Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.«
Men han svarede:
»Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«
Og han sagde til dem:
»Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«
Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21
Det rige fjols
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Det første, vi møder i den lange trinitatistid, er en tekst om en discipels forhold til penge. Jesus advarer os imod griskhed; at ville have mere af det, man allerede har nok af. To brødre er kommet på kant med hinanden om arven efter deres far. Ifølge rabbinsk skik skulle den ældste søn arve to tredjedele og den yngste en tredjedel efter en far. Jesus afviser at være dommer i deres tvist, for han ser, at det egentlige problem for den forurettede bror var, at dette stykke jord var kommet til at betyde så meget for ham. Den jord, han ikke fik, havde erobret en stor plads i hans hjerte. Han var blevet fanget af den jord, han ikke fik. Dette fangenskab ville han ikke blive kvit ved at få arven. Problemet var, at han var kommet ind under guden Mammons besættelse, og den slipper man ikke ud af ved at få et stykke af det, man begærer. At ville tilfredsstille sit begær efter mammon med mere mammon er som at forsøge at slukke sin tørst ved at drikke saltvand. Jo mere man drikker, des mere tørstig bliver man.
Troen
Hvorfor har penge så stor magt over os? Det har den, fordi den har med selve livets opretholdelse at gøre. Vi ser det også i fadervor. Her beder vi om det daglige brød, og straks efter beder vi: ‘forlad os vor skyld’. Bønnen om tilgivelse kommer altså lige efter bønnen om det daglige brød. Det er da tankevækkende. Vores generation er så vant til at have mere end nok af det daglige brød. Men for de fleste mennesker både nu og før i tiden har det været det centrale i tilværelsen: hvordan sørge for det daglige brød? Intet er os vigtigere end livets opretholdelse, og intet angår os mere end det at sikre os selv et rimeligt godt liv. Vi, der lever i overflod i Skandinavien, kan let lade os narre til at tro, at afhængigheden af mammon ikke er vores problem. Grunden til det er, at vi aldrig har været i nød – at vi aldrig eller sjældent for alvor har været derude, hvor vi ikke har andre end Gud at sætte vor lid til. Jesus havde kaldet sine disciple til et vagabondliv uden fast indtægt. De havde måttet øve sig i at leve som fuglene under himlen og som liljerne på marken. De havde måttet satse på først at søge Guds rige og derefter erfare, at alt det andet blev givet i tilgift. Og det samme kalder Jesus os til, der er hans disciple i dag.
Manden kommer til Jesus og beder om hjælp til at få sin arv. Han er ikke klar til det ubekymrede liv, hvor hver dag og dens behov modtages direkte af Guds hånd, hvor livet er noget, man får og ikke er noget, man har krav på. Jesus holder her et spejl op for denne mand og alle os, der hører denne beretning. Et spejl, som vi kan se os selv i og blive vækket til omvendelse.
Jesus konstaterer bare, at der var en rig bonde. Han antyder ikke, at han have fået sin rigdom ved uærlige midler. For en jøde var rigdom netop et udtryk for Guds velsignelse. Og her kommer så det afgørende punkt i fortællingen: Hvad gør manden ved det kæmpe overskud, han har genereret? Eller hvad har denne overflod gjort ved manden? Jo, den tager ham til fange, og han lader sig indfange. For overfloden lokker med sikkerhed og tryghed nu og mange år frem. Og det tilbud er svært for et menneske at afslå. Vi kender os selv dårligt, hvis vi tror, at det er anderledes for os. Kender du ikke til den tanke: ‘Tænk sig, hvad jeg kunne have købt for alle de penge, jeg har givet i min givertjeneste?’ Og samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig har manglet noget som helst på grund af min givertjeneste, og jeg bliver enormt imponeret over kristne, der virkelig skærer ned på deres levestandard for at give til missionen og menneskers nød.
Jeg hører til dem, der lever bedst med lidt i bankbogen og sikre pensioner. Hvad betyder det for mig, at Jesus kalder os til at til at følge ham og ikke bekymre os om, hvad vi skal spise og klæde os med? Hvad betyder det for mig? Betyder det, at jeg skal holde op med at arbejde og i stedet satse på, at Gud sørger for, at en konvolut med penge dumper ind ad min brevsprække hver mandag? For nogle så er det måden at efterleve Jesu undervisning på. Det er dog helt tydeligt, at Det nye Testamente formaner den kristne til selv at arbejde og tjene sine penge. (1Thess 4,11-12) Men at hente vores tryghed ved en god bankkonto og en pensionsopsparing, det er at gøre vores ejendom til gud – ja, en afgud. Den, der tror sig sikker, fordi han eller hun har solid bankkonto er utilladeligt dum. På engelsk kaldes denne lignelse da også ‘The Parable of the Rich Fool’, lignelsen om det rige fjols.
Gud kalder os til en praktisk gudstro – en tro, hvor vi tager Gud på ordet og i praksis sætter vores lid til Gud og hans omsorg. Der findes en rigdom i Gud, som giver tryghed også i dagliglivet. En sådan praktisk gudstro er en prædiken, som til alle tider vil vække opmærksomhed. Det er en prædiken fra tro til tro.
Udfordringen
Hvor stor plads fylder penge i dit liv? Har de sat dagsordenen for dig, eller kan du frit dele ud af dem til andre, der har brug for hjælp?
