De sidste tre år har jeg fået lov at dykke ned i 3 Mosebog i forbindelse med mit ph.d.-studie. Men ærligt: hvis jeg i mit private Gudsliv vil lære noget om, hvem Gud er, så er 3 Mosebog ikke et af de første skrifter, jeg går til. Skriftets offerlove, renhedsforskrifter og love om et helligt liv synes svært tilgængelige og fremmedartede, og jeg kan ikke relatere det til mit eget kristenliv. Så vil jeg hellere læse om, hvordan Gud bruger David til at besejre kæmpen Saul. Eller hvem lader sig ikke trøste af Salme 23 og billedet af Herren som min hyrde? Og hvem mærker ikke nerven i beretningen om Gud, der går rundt i haven og kalder på sin (for)tabte skabning efter syndefaldet? De gammeltestamentlige skrifter giver os mange eksempler på Guds indgriben og tilstedeværelse i almindelige menneskers liv. Men 3 Mosebog med alle dens ofre, forskrifter, bestemmelser, krav om hellighed – hvad skal vi med det? Er det relevant for os i dag, og hvordan kan vi møde Gud i det?
3 Mosebogs relevans for os kan besvares kort og godt: Når Ny Testamente synes, at 3 Mosebog er relevant og vigtig (der er 39 bøger i Gammel Testamente, og 3 Mosebog er den sjette mest citerede bog i Ny Testamente), så må vi nødvendigvis mene det samme. Går vi lidt dybere ind i, hvorfor 3 Mosebog opstiller en række offerlove, renhedsforskrifter og krav om hellighed, udfolder der sig et større billede: målet med disse ofre og love er fællesskabet mellem Gud og mennesket. Gud har oprettet et pagtsfællesskab med israelitterne (2 Mos 24), og Han ønsker at bo i israelitternes midte. Dilemmaet er dog: Hvordan skal israelitterne som syndere kunne bo sammen med denne mægtige Gud, hvis hellige nærvær kan udslette dem? Svaret er: 3 Mosebog! Gud giver israelitterne 3 Mosebog som anvisning på, hvordan de kan leve og have fællesskab med Ham. Og her skal vi være opmærksomme: Det er Gud, som muliggør fællesskabet ved at opstille ofrene og lovene, og Han viser derved sin kærlighed til israelitterne (jf. Rom 5,8)! Gud forordnede ofrene og lovene, så Han kunne have fællesskab med sit folk. Derfor plejer jeg at referere til 3 Mosebog som Guds store kærlighedserklæring. Denne kærlighedserklæring når sit klimaks i 3 Mos 17,11, hvor Gud siger: ”For kødets liv er blodet, og det har jeg givet jer til at komme på alteret for at skaffe soning for jer; det er blodet, der skaffer soning, fordi det er livet.” I den hebraiske tekst er første-personen ’jeg’ fremhævet, dvs. det er Gud selv – ikke israelitterne – der skænker muligheden for forsoning; israelitterne skulle bringe ofrene til Gud for at sone deres synd, men kun fordi Gud havde gjort forsoning mulig via ofrene.
Dér lærer 3 Mosebog mig, at Gud er den samme helt tilbage fra Moses’ tid, ja, helt tilbage fra Skabelsen: Igennem alle tider har Gud ønsket fællesskab med mennesket, og Han rækker hånden ud mod mennesket og muliggør relationen. Gud Herren gik rundt i Edens have og kaldte på og ledte efter sin (for)tabte skabning. I offerlovene, renhedsforskrifter og kravene om hellighed muliggør Gud fællesskabet mellem Ham og israelitterne. Og således rækker Gud også hånden ud mod verden ved, at Han gav sin søn, for at fællesskabet mellem Ham og mennesker kan komme i stand. 3 Mosebog er Guds store kærlighedserklæring til israelitterne dengang og til os i dag.
At ofrene i 3 Mosebog så også samtidigt peger hen imod Jesu endegyldige offerdød, ja se, det er en helt anden blog.
Cand.theol. og ph.d.-studerende
Anja Smedstrup Christensen
