Jesus sagde også:
»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen:
Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.
Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.
Da gik han i sig selv og tænkte:
Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.
Sønnen sagde til ham:
Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.
Men faderen sagde til sine tjenere:
Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.
Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede:
Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.
Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far:
Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.
Faderen svarede:
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«
Lukasevangeliet 15,11-32
To fortabte sønner og en far
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Jesu lignelse om faderen og de to sønner er en juvel i rækken af Jesu mange lignelser. Den ligger der og belyser Guds store kærlighed til os fortabte store og små brødre. Jesus beskriver i korte og klare træk de mange forskelle, der kan være på lillebror og storebror i en familie. Den ældste er pligtopfyldende og arbejdsom, adlyder sine forældre og forventer at blive belønnet for sit slid. Den yngste er derimod forkælet og udfordrer familiens normer og værdier og er god til at leve i nuet. Han tager sine forældres kærlighed som en selvfølge og går ikke af vejen for at kræve sin ret og arv.
Men hvor forskellige de to brødre end er, så har de dog et til fælles: De har nemlig begge misforstået, hvad det vil sige at være børn og have en far. Jesus fortæller denne lignelse, fordi nogle fromme jøder var forargede over, at han omgikkes nogle, der i jødernes øjne var tvivlsomme typer.
Troen
Åh hvor ville jeg gerne, jeg havde forstået denne lignelse anderledes, da jeg som ung rejste rundt med min far til forskellige bibelcampings, hvor denne tekst ofte blev benyttet. Her udlagde prædikanten ofte den yngste søn som den fortabte søn, der måtte omvende sig og vende hjem til sin far. Her blev han budt velkommen hjem, og forsamlingen kunne højt og med stor glæde synge: ‘Kimer himmelklokker.’
Problemet for mig var bare, at jeg ikke kunne genkende mig selv i den yngste søn. Jeg havde jo aldrig forladt min himmelske far og havde ikke ødslet min arv og mit liv bort derude i den store stygge verden. Jeg havde været en kristen hele mit liv og trængte ikke til omvendelse. I hvert fald ikke som den yngste søn gjorde. Hvor ville jeg ønske, at prædikanten havde sat fokus på den ældste søn og hans fortabthed. Så ville jeg kunne have spejlet mig i ham og kunne have sat ord på, hvad min fortabthed betyder. At der ikke er en, men to fortabte sønner. Og en far, som elskede begge sønner lige højt!
Pointen med at begge sønner var fortabte står klart, når vi ser, hvem Jesus fortæller denne lignelse til: I Lukasevangeliet kap. 15,1-4 står der:
‘Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’
Og så er det, Jesus fortæller denne lignelse. Til hvem? Jo, til farisæerne og de skriftkloge. Jesus fortæller altså lignelsen om den fortabte søn til de forargede. Og nu kan vi umådelig let blive forargede over, at de blev forargede. Men hvorfor i grunden det? Hvorfor forstår vi ikke farisæernes forargelse over Jesus? De mennesker, vi her taler om, er jo ikke omvendte og forhenværende syndere. Det er ikke mennesker, der er begyndt på et nyt liv, som Jesus spiste sammen med. Hvis det var det, så havde farisæerne nok ikke reageret så forarget. Men det var det jo ikke. Det var nuværende faktiske syndere, det var mennesker, som ikke engang var begyndt at angre deres udsvævende liv. Klart nok at farisæerne var forargede over Jesus.
Det er den ældste søn, som netop var forarget over sin fars generøse modtagelse af den lillebror, der rent ud sagt havde hånet sin far ved at bede om at få forskud på sin arv. Normalt træder en arv jo kun i kraft, når testatator dør. Altså ønskede den yngre bror, at hans far var død.
Det er til de forargede, Jesus fortæller denne lignelse. Altså er det ham, den ældste bror, vi skal spejle os i og med rædsel genfinde os selv i. Lignelsen peger på ham, den ældste bror, og spørger: ‘Er det virkelig ham, du ønsker at ligne?’ Når vi ofte kalder den yngste søn for fortabt, tænker vi, at det skyldes alle de slemme ting, han gjorde. Men nej, det gør det faktisk ikke. I virkeligheden var det noget andet, der gjorde, at han var fortabt:
Han blev tabt for sin far i det øjeblik, han besluttede sig at forlade sin far. Han kunne i og for sig have levet et pænt og anstændigt liv ude i det fremmede, være en velanskrevet borger, en eksemplarisk ægtemand og far. Men det ville alt sammen ikke gøre fra eller til. Han ville stadig være den fortabte søn. Nemlig den søn, som ikke gad være hjemme hos sin far længere, men ønskede sig frihed til at gøre, ligesom han ønskede. Her var det punkt, hvor faren mistede sin søn.
Og her er stedet, hvor Gud stadig mister sine sønner og døtre. De gider ikke være hjemme mere. De vil leve et liv i frihed uden Gud. Nogle går så i hundene, mens andre ender som agtede og ærede borgere. Men fortabte er de!
Og det var den ældste søn også. Han siger jo forurettet til sin far: ‘Nu har jeg tjent dig i så mange år (underforstået: alt for længe) og aldrig overtrådt et eneste af dine bud;’ (og måske underforstået: ‘Hvor har jeg haft lyst til det mange gange.’) Han ønskede at blive belønnet for at blive hjemme, altså belønnet for sine gerninger. Så i virkeligheden er der to fortabte sønner. Men de har den samme kærlige, gode og omsorgsfulde far. Sådan er Gud nemlig.
Udfordringen
Hører du også til de forargede, der ikke kan se, at de ikke er et hak bedre end den fortabte lillebror?
