Jesus sagde da til dem:
»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:
»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«
De svarede ham:
»Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«
Jesus svarede dem:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Johannesevangeliet 8,28-36
Frihed jeg ved Jesus ejer
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Vi bevæger os fra påske mod pinse. Og i dag taler Jesus med en stor flok jøder, der er kommet til tro på ham. Men de har endnu ikke sluppet deres egen selvforståelse, nemlig at de frie mennesker. Det er jo ganske grotesk, det der her påstås af jøderne: ‘Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen.’ Det siger det folk, som var slaver i Ægypten, trællede under filistrene, blev ført i eksil i Babylon, og som nu levede under romernes besættelse. Hvor stor kan selvbedraget blive? Jesus sætter her fingeren på det ømme sted i vores forståelse af os selv som frie og oplyste mennesker, som selv mener, at vi har kontrol over vores liv og valg.
Troen
Kristentro er frihed – virkelig og sand frihed. Med det emne er vi ikke i periferien, men i centrum af det, Jesus bragte. ‘Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.’ Men mennesker bliver vrede, når de hører den tale. De kan ikke forstå, at de havde brug for befrielse. De indser slet ikke, at de er fangne. Men Jesus forblev tro mod sit kald og sin opgave. Han blev befrieren. Langfredag og påskemorgen er befrielsesaktionen i forhold til syndens magt og syndens skyld. Det er en frihed, der kan ejes uanset ydre livsvilkår – friheden kan være en realitet både blandt veletablerede og privilegerede, blandt sultende og underpriviligerede. I mondæne kvarterer og i storbyens slumområder.
Hans frihed er anderledes – det er ikke nødvendigvis frihed fra sult, krig, overbefolkning eller problemer på det personlige, politiske eller nationale plan. Den slags frihed higer mennesker altid efter. Men den frihed, Kristus kommer med, er anderledes. Han er ikke bare medhjælper i alle mulige befrielsesbevægelser. Nej, han er anderledes. Det er noget helt andet, han kommer med. Det er frihed fra den virkelige tvang. Det virkelige og altomfattende fangenskab, som alle mennesker sidder fast i. Det er ikke bare en række onder, men det er dét onde, han vil befri os fra. Syndens trældom. Syndens fangenskab. Rom. 3,23’ … for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud …’ Der er ingen forskel. Alle har syndet, siger Paulus. Han går til roden af alle lidelser – oprøret mod Gud. Hvor alle andre bekæmper og behandler symptomer, kom Jesus for at befri os fra selve den dødelige sygdom, som ingen kan stille noget op imod.
I dag er budskabet det samme. Og det er fuldstændig lige så eksklusivt knyttet til ham. Og det er også i dag forbundet med de samme reaktioner. Når Jesus forkyndes som sandheden, der alene frigør mennesker, så kommer vreden.
‘En kristen følger Guds love og holder omhyggeligt Guds bud.’ Et sådant udsagn kan få det til at gibbe i enhver kristen. For erfaringen fra vort liv taler sit eget tydelige sprog om, at selv om jeg er kristen og kender Guds lov og Guds bud, så lykkes det mig gang på gang at bryde dem alligevel. Ja, der findes vel ikke det bud i Guds lov, som jeg ikke har overtrådt i ord, tanke eller handling. Der er stort set ingen huller i min ulydighed imod Guds bud.
Det er det, de jøder, der var kommet til tro på Jesus, ikke havde indset. Hvis Jesus ikke får lov til at gøre et menneske helt frit, bliver det aldrig til nogen reel frihed. Mennesker kan være bundet af så mange ting. Det kan være omsorgssvigt i den tidlige barndom. Mennesker kan være bundet af mindreværdskomplekser: Jeg duer ikke til noget, alle andre er smukkere og mere lykkelig end mig. Det kan være seksuelle bindinger, og det kan være hævntanker, der binder en. Mistillid til andre kan også være noget, der gør et menneske ufrit.
Førend disse bindinger erkendes og bekendes, kan et menneske ikke blive sat fri. Vil du teste, om du er fri, kan du jo blot prøve at bekæmpe disse sorte pletter i dit liv. Og så vil du opleve, hvor bundet du i virkeligheden er. Hvis du har det som jeg, så har du svært ved at indrømme over for dig selv, hvor dybt synden er rodfæstet i dig. Det er en bitter pille at sluge, når Jesus siger, at de, som gør synden, er syndens træl. Jo, jeg vil nok indrømme, at jeg synder ind imellem, men jeg bevarer ofte en restfølelse af kontrol. Hvis bare jeg får bugt med den dårlige vane, så skal det nok lykkes mig at blive en anden. Hvis blot jeg får lidt mere tid og overskud til at gøre op med den uhensigtsmæssige måde at reagere på, så skal jeg nok blive fri, tænker jeg.
‘Enhver, som gør synden, er syndens træl,’ siger Jesus. Derned fratager han mig al kontrol. Jeg kontrollerer ikke synden, men synden kontrollerer mig. Førend jeg indser det, kan Jesus ikke gøre mig fri. Ved at gøre synden har jeg låst mig selv inde i dens fængsel og har kastet nøglerne væk. Det er nok den sandhed i den kristne tro, mange moderne mennesker har aller sværest ved at acceptere. Men vejen til frihed begynder med, at vi indser, at vi er trælle under synden og lader Jesus befri os.
Udfordringen
Har du indset, hvor bundet du er af synden, og at du ikke selv kan vikle dig ud af den?
