Jesus sagde:
»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Johannesevangeliet 17,20-26
Meget mere tilfælles, end vi tror
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Jesus beder for os. Og især beder han om en ting: vi kristnes enhed i troen på ham. Men ser vi ud over kristenheden i dag, ser vi, hvor meget splittelse, det er lykkedes Djævelen at så iblandt os kristne. Vi er delt i kirker med forskellige bekendelser. Og inden for de enkelte kirker er der stor uenighed om, hvad kirken står for. Helt ned i den lokale menighed er der splittelse mellem os. Og hvad gør det ved det kristne vidnesbyrd? Ja, det fremmer ikke ligefrem vidnesbyrdet over for hr. og fru Jensen.
Troen
Nu bede vi den Helligånd at sammenknytte os ved troens bånd og til verdens ende kirken at bevare, nådig at afvende al dens nød og fare. Herre, hør vor bøn! (DDS 289,1).
Det er lige nøjagtig det, Jesus beder om for sine venner her den sidste aften før sin død. Det er Jesu testamente, hans sidste vilje, vi her lytter til. Og det, som et menneske giver udtryk for på sit dødsleje, det ved vi, er ladet med en særlig betydning. Her er ikke plads til småting, men kun ting, der virkelig betyder noget. Og det her med de kristnes enhed og indbyrdes kærlighed er altså Jesu sidste vilje, hans livstestamente.
’Du kærlighedens Ånd! indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn!’ (DDS 289.3)
Det er vores enhed som kristne, Jesus beder om. Han ønsker inderligt, at vi, som tror på ham, må være et. Som enheden i en familie, hvor mor og far er et, børnene er et med hinanden, ligesom de er et med mor og et med far. Og sammen er de indesluttet af en fælles kærlighed og enhed. Vi ser, at Jesus her kæder den enhed, der findes mellem dem, som tror på han, sammen med den enhed, der eksisterer mellem Gud fader i himlen og hans søn her på jorden.
‘Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, så verden skal tro, at du har udsendt mig.’
Når Jesus har bedt en sådan bøn til sin far, er den naturligvis allerede opfyldt. Kirkens enhed er ikke noget, der ligger og venter forude, men den er allerede en realitet. Jesu Kristi kirke er allerede et.
Vi kan anskueliggøre det med et billede. Hvis et isbjerg ligger og flyder i havet, ved vi, at det er meget større, end det blotte øje lige kan se: ni gange større, for det er kun en 1/10, der rager op over vandet. De 9/10 ligger og gemmer sig neden under havoverfladen. Lad os udvide billedet lidt og sige, at vi ser syv eller ni eller 17 små og store isbjerge ligge i havet, og de har tilsyneladende ingen indbyrdes forbindelse. Men det er jo noget, vi tror. For her er mere, end du ser. Går vi i dybden, vil vi med undren opdage noget andet, nemlig at det er et stort isbjerg, der bare stikker op af vandet syv eller ni eller 17 gange forskellige steder. I virkeligheden er det et kæmpestort isbjerg.
Det er et billede, der godt kan sige noget om kirkens enhed. Nede i dybden af den stakkels splittede kristenhed er der en enhed, som øjet ikke umiddelbart ser. Vi har samme Gud, samme Jesus og samme helligånd. Vi har samme Golgata, samme grav i Josef af Arimatæas have, samme påskemorgen at se tilbage på, og samme legemlige opstandelse at se frem til. Vi har samme bibel at læse og høre. Vi har samme trosbekendelse, samme Fadervor at bede. Vi er døbt med den samme dåb, selv om vi forvalter den forskelligt, og vi har samme nadver at leve af, indtil Herren kommer tilbage (selv om vi fortolker den forskelligt. Vi har faktisk rigtig meget tilfælles, når vi ser, hvad der skjuler sig under overfladen.
Hvordan skal kirken da reagere, når den ser på sig selv og sin splittethed? Skal vi sige til os selv, at nu må vi altså langt om længe se at opfylde Jesu bøn. Nej, for det er jo ikke en bøn, der er bedt til os, men en bøn, der er bedt til Gud, og som for længst er opfyldt. Hvad skal vi så gøre? Jo, vi skal blive det, vi allerede er, nemlig et i troen på Jesus. Og så skal vi lade være med at bygge nye skanser og volde op omkring vores kirke og slutte med at behandle andre med mistro og mistillid. Og denne enhed begynder i det enkelte sogn og i den enkelte menighed.
Hvornår har du fx. sidst bedt og takket for din lokale menighed og sogn og bedt:
‘Herre giv nyt liv til min menighed, styrk den og saml den, foren dens modsætninger. Herre, gør din kirke til et, ligesom du er et. .. så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine.’
Udfordringen
Har du tænkt på, hvor meget vi har til fælles som kristne?
