Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

25+15 nye studerende

Det er med stor glæde og taknemmelighed, at vi den 11. august kunne tage imod femogtyve nye BA studerende og 15 nye enkeltfagsstuderende

25+15 nye studerende

Ikke mindst set i lyset af den aktuelle præstemangel har det i flere år været en vigtig målsætning for MF, at alle unge – både mænd og kvinder – med kald til at læse teologi ville se Menighedsfakultetet som deres kommende uddannelsessted. Derfor har vi i det seneste år arbejdet meget målrettet på at synliggøre vores uddannelse for potentielle studerende.

Der er meget på spil. For netop i disse år er der stor efterspørgsmål på præster og teologer med MF-baggrund. Desuden ved vi, at mange præster med tilknytning til MF nærmer sig pensionsalderen.

Derfor er det også med stor glæde og taknemmelighed, at vi den 11. august kunne tage imod femogtyve nye studerende på vores bacheloruddannelse i teologi og mission under FIUC-Aarhus, ni kvinder og seksten mænd. Der er tale om en stigning på over femogtyve procent i forhold til de to seneste optag i 2019 og 2017.

Femten nye netstuderende

Fra dette semester er det også blevet muligt at tage en række enkeltfag på bachelorniveau som netstuderende ved FIUC-Aarhus. Dermed er det nu blevet muligt at læse teologi på MF hjemmefra ved siden af et fuldtidsarbejde.

På trods af en ret sparsom og sen markedsføring har vi fra start kunnet optage femten netstuderende. Deres studier kan også på den lange bane bidrage til uddannelsen af medarbejdere til kirkens forgrenede arbejde med at formidle evangeliet nationalt og internationalt.

Lægger vi de to tal sammen, er der med det nye semesters start begyndt 40 studerende ved FIUC-Aarhus. Så stort et antal har vi ikke optaget tidligere i Menighedsfakultetets historie. Det fylder os med taknemmelighed og håb for kirken. Bed for dem alle.

 

 

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus