Aktiv dødshjælp er et tegn på afmagt

I løbet af sommeren har jeg brugt lidt tid på at forberede et oplæg om aktiv dødshjælp, og jeg har i den forbindelse også forholdt mig til “Stille hjerte”. Problemet med filmen er, at den formidler et meget udtyndet billede af, hvad et værdigt liv er. I filmen bliver værdighed først og fremmest til et spørgsmål om at bevare kropslige funktioner og selvkontrol. Eller formuleret den anden vej: Hvis du mister selvbestemmelse, og dine funktioner bliver hæmmede, vil det være ensbetydende med tab af værdighed. Men mennesket har slet og ret værdighed i kraft af at være et menneske, og vi taber ingen værdighed, fordi vi må overgive os selv til andres omsorg og pleje.

Ca. 70 procent af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp, og jeg tror desværre, at mange aldrig har tænkt spørgsmålet til ende. For hvad vil det egentlig sige at dø med værdighed?

Et tegn på afmagt

Faktisk er det ikke smerter, der er hovedargumentet for aktiv dødshjælp i for eksempel Holland. Det er angst, frygt og alle de bekymringer, der følger med at være dødeligt syg. I Holland skal alle tilfælde af aktiv dødshjælp rapporteres ind til myndighederne.Bekymringen for at lægge pårørende til last indgår i 15 procent af rapporterne, mens “ensomhed” nævnes i 10 procent af rapporterne.

I forhold til disse mennesker kan aktiv dødshjælp næppe opfattes som andet end samfundets bekræftelse af, at den alvorligt plejekrævende og måske ensomme patient rent faktisk kan undværes i fællesskabet. Døden bliver jo det svar, som samfundet møder både den syge og de pårørende med. I virkeligheden havde patienten nok mere behov for at møde et ønske om liv.

For mig at se, er aktiv dødshjælp er også et tegn på et samfund, som ikke formår slutte op om mennesker, når de har mest behov for hjælp og pleje. Det er et tegn på afmagt.