Gå til indhold

Aktuel hilsen fra Jakarta

World Evangelical Alliance (WEA) holder generalforsamling i Jakarta. Ca. 800 ledere fra kirker og kirkelige organisationer fra hele verden er samlet for at drøfte verdensmission. Vi er fire danske deltagere.

Jeg har store forventninger til konferencen, hvor jeg særligt skal forfølge tre spor:

For det første skal jeg følge et spor, der handler om teologisk uddannelse. På verdensplan er det en alvorlig udfordring, at mange præster ikke modtager relevant teologisk undervisning. WEA arbejder derfor på en ny strategi, som skal løfte det generelle uddannelsesniveau. Flere af Menighedsfakultetets partnere er derfor også med på konferencen, og jeg skal deltage i flere møder, hvor jeg både kan få mulighed for at hente inspiration og videregive danske erfaringer.

For det andet skal jeg møde en række mennesker, som på forskellig vis arbejder for religionsfrihed og for at komme forfulgte kristne til undsætning. Jeg skal blandt andet mødes med repræsentanter fra Evangelisk Alliance i Sri Lanka. I forbindelse med terrorhandlingen i påsken støttede Evangelisk Alliance i Danmark med nødhjælp til ofrene. Nu er vi ved at planlægge et nyt initiativ, som skal forebygge nye angreb.

                          Jeg skal også deltage i et seminar om kristendomsforfølgelser, som desværre er voksende problem mange steder i verden. Her får jeg mulighed for at lytte til førstehåndsberetninger fra kirkeledere fra lande, hvor kristne lever under risiko for forfølgelse. Forhåbentlig kan jeg etablere nye kontakter, som jeg kan trække på, når jeg i de kommende år skal arbejde med i den nye danske tænketank for forfulgte kristne.

For det tredje vil jeg bruge konferencen til at overveje, hvordan jeg som leder af Menighedsfakultetet og formand for Evangelisk Alliance i Danmark kan være med til at udruste en ny generation af ledere til kirken i Danmark. Den danske delegation skal holde et møde i weekenden, hvor vi vil forsøge at opstille en strategi, som vi vil fremlægge for de danske medlemsorganisationer af Evangelisk Alliance, når vi skal samles til årsmøde i foråret 2020.

Se kort video om konferencen HER

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus