Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

‘PÅ SØNDAG’ – Allehelgensdag

Kunne det tænkes, at Jesus med sine ord i dag vil tage os i hånden og lede os på sporet af en hidtil ukendt rigdom – og lykke?

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham.  Og han tog til orde og lærte dem:

’Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.  Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer’.

Matt. kap. 5,1-12

 

Lykkelig er den hjælpeløse

Tanken

Salig – hvad betyder det? Ja, i dag har det faktisk fået en helt anden betydning, end det har i Bibelen. I dag bruges det kun om de døde – fx: min salige mor. Men spørger vi ordbogen så betyder salig ’lykkelig, hjertenslykkelig, ovenud lykkelig’.

Jesus nævner her ni saligprisninger – en slags statements om kristenlivets vilkår. Salig betyder ovenud lykkelig. Eller heldig? Ovenud lykkelig er de fattige i Ånden osv, ovenud lykkelige er de sagtmodige. Men disse ni saligprisninger er samtidig et portræt af Jesus selv. Han var fattig i Ånden, han sørgede, han var sagtmodig, han var barmhjertig osv. Et portræt af Jesus og samtidig en beskrivelse af, hvordan en discipel af Jesus ser ud, når vi lever i tæt forbindelse med ham. Salige er de magtesløse. Egentlig er det i alle ni saligprisninger magtesløsheden, der kommer til udtryk  – blot set fra forskellige vinkler: De sørgendes magtesløshed – de sagtmodiges magtesløshed – magtesløsheden hos dem der tørster efter retfærdighed osv.

Troen

Hvordan kan det at være magtesløs være noget glædeligt? Hvordan kan det at føle sig som en fiasko være noget godt?

Vi er jo vant til at tænke i de modsatte baner: lykkelig er de rige – de unge og de smukke – lykkelig er de pengestærke og dem med de fede jobs – lykkelig er dem med succes osv.

Sådan tænker vi. Men så kommer Jesus og siger: lykkelig er de magtesløse. Jesus vender altså tingene på hovedet og siger: Stakkels den stærke, for det menneske har en tendens til at udvikle en farlig øjensygdom, som forhindrer det i at se, at det har behov for Gud. Den stærke kommer let til at tro, at han kan klare sig uden Gud og uden Jesus. Den stærke står også i fare for at udvikle en hørelidelse, der hindrer det i at høre ordet fra Gud.

Endvidere har det stærke menneske en udsat risiko for at komme til at lide af en alvorlig talefejl, der hindrer det i at bede til Gud og i at lovsynge ham.

Se, nu begynder vi måske at forstå hvad Jesus mener med: ’Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres’. For den magtesløse lider ikke af hverken øjensygdom, så det ikke kan se sit behov for Gud, eller af hørelidelse, så det ikke kan høre ord fra Gud. Den magtesløse lider heller ikke af den talefejl ikke at kunne bede til Gud. Nej, for den magtesløse kan ikke andet – kan ikke andet end bede til Gud. Og den magtesløse har sådan et behov for at høre nogle ord fra Gud, som kan kaste et nyt lys ind over den situation, han eller hun står i.

Derfor: lykkelig er den magtesløse – for han bilder sig ikke ind, at han klarer sig storartet uden Gud. Et menneske, der når til den dybe erkendelse, at det har brug for Gud – ja, det mennneske er i allerdybeste forstand lykkeligt.

Udfordringen

Henri Nouwen, en dygtig og kendt teolog, som i sin tid underviste på det højt ansete Harvard Universitet, lod sig udfordre af Jesu ord. Han opgav sin akademiske karriere på universitetet og valgte at flytte hen i nærheden af en ven, Adam, som var multihandicappet og passe ham i en periode.

Henri Nouwen skriver: ’Adam, en 25 årig ung mand, som ikke kan tale, ikke klæde sig af og på, ikke gå ved egen hjælp og ikke spise uden hjælp. Han græder ikke og han ler ikke. Kun ind imellem får man øjenkontakt med ham. Hans ryg er skæv, og han kan ikke styre sine arme og ben. Han lider af alvorlig epilepsi. Han kan sommetider stivne helt, og så udstøder han en hul grynten. Kun sjældent har jeg set en stor tåre løbe ned ad hans kind. Det tager mig halvanden time at vække Adam, give ham hans medicin, bære ham i bad, vaske ham, barbere ham, børste hans tænder, klæde ham på, gå ned i køkkenet, give ham sin morgenmad, sætte ham i en kørestol.’

På spørgsmålet, om ikke en anden kunne påtage sig dette job, svarer Nouwen. ’Jeg opgiver ingenting, det er mig og ikke Adam der får noget ud af vores venskab.’ Og så fortæller Nouwen om de gevinster, han fik ved at passe sine syge ven, bl.a. den fred han fik ved at være i Adams nærhed. En fred, som han ikke tidligere havde kendt til. Adam lærte ham, at det, der gør os til mennesker, ikke er vores hjerne, men vores hjerte, ikke vores evne til at tænke, men vores evne til elske.

Kunne det tænkes, at alle os, der jager vellykketheden og successen, går glip af en endnu større rigdom – det Jesus kalder at være salig? Kunne det tænkes, at vi søger rigdommen de forkerte steder? Eller den forkerte rigdom? Kunne det tænkes, at Jesus med sine ord i dag vil tage os i hånden og lede os på sporet af en hidtil ukendt rigdom – og lykke?