Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Bevar de danske præstegårde

Der kan være mange gode grunde til at nedlægge en præstegård, men der er én stor taber: Menighedslivet!

Bevar de danske præstegårde

De danske præstegårde har spillet en stor rolle siden reformationen, kirkeligt og kulturelt. Det understreges af en ny fin bog af historikeren, tidl. hospitalspræst Jens Rasmussen, Odense, der har et indgående kendskab til dansk kirkehistorie i de sidste par hundrede år. Han peger også på, at der i disse år nedlægges præstegårde i stort omfang: Der blev nedlagt 14 præstegårde i Ribe Stift 2006-2016; 33 landpræstegårde forsvandt fra Fyns stift i årene 1960-2009 og i hele Danmark blev der i alt nedlagt 269 præsteboliger i årene 2006-2016.

Årsager til nedlægning

Der kan være mange gode grunde til at nedlægge en præstegård. Allerede i 1960’erne begyndte man i stor stil at sammenlægge sogne på landet til større pastorater, fordi folketallet på landet faldt, og det var svært at skaffe præster i de år. Så blev nogle præstegårde til overs. Det er heller ikke altid den rene idyl at bo i en gammel fredet præstegård, som andre (menighedsrådet!) har ansvar for at vedligeholde. Og nogle unge præster vil af familiære grunde helst slet ikke bo i en embedsbolig. Det kan familiemæssigt være enklere at pendle til et andet sogn, idet man så har friheden ved selv at kunne vælge boligform. Endelig er der tale om en særlig udfordring, hvor der er tale om præsteægtepar, der jo naturligt nok gerne vil bo sammen! Det er også mit indtryk, at der i disse år i byerne oprettes en hel del ”særlige” og nye præstestillinger, hvor præsterne ikke har embedsbolig.

Menighedsråd sparer for deres del en masse bøvl ved ikke at skulle stille embedsboliger til rådighed. I tider med stigende huspriser kan det også være en økonomisk fordel for en ung præstefamilie at komme hurtigt ind på ejerboligmarkedet. Så der kan se ud til at være mange vindere ved at sælge de gamle præstegårde og embedsboliger og lade præsters ansættelsesform ligne dem, som alle andre erhvervsgrupper efterhånden har. Men hvis alle bliver vindere ved at droppe tanken om embedsboliger – og landsbypræstegårde, der jo alligevel ikke er ”gårde”, som de var engang – hvorfor så ikke bare køre udviklingen helt til ende?

Fordi der er én stor taber: Menighedslivet.

Kæmp for præsteboligen

Nogle (få) præstegårde er arkitektoniske perler, som alene af den grund bør bevares. Men langt vigtigere end arkitekturen er det forhold, at der i sognet bor en præst, som lever midt i sin menighed i hverdagen. At præsten indgår i det almindelige liv i sognet og tager del i dets sorger og glæder. Hvor præsten er en del af livet omkring skolen, foreningerne og butikkerne, og kan være til stede som kirkens naturlige og synlige repræsentant i alle disse sammenhænge.

Uden embedsbolig kan en menighed ikke forvente, at præsten bor i sognet eller bare i nærheden. Der vil sikkert blive mange pendlerpræster, der kører ud af Aarhus eller København om søndagen for at betjene deres sogne om søndagen. Men hvordan skal man i fællesskab samarbejde om opbygningen af menighedslivet? Hvor svært bliver det ikke at få opbygget en nær personlig kontakt til andet end inderkredsen omkring kirken?

Før reformationen kunne en munk på hesteryg betjene talrige vestjyske sogne ved at ride rundt og døbe de små og begrave de døde. De kirkelige handlinger blev ekspederet, javel, men menighedslivet gik i opløsning. Derfor lagde reformationen vægt på at have en præst i hvert sogn, og derfor stillede man en gård til rådighed. I dag kan man frygte, at det går den anden vej igen, så skiftende præster pendler ind for at ’ekspedere’.

 

Kurt E Larsen,

Professor, tidl. sognepræst

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.