Gå til indhold

Bibeloversættelse og skriftoverlevering 

– refleksioner på baggrund af en artikel i Nordjyske i forlængelse af ny Bibeludgivelse 

Nye bibeloversættelser vækker altid debat. Det er for så vidt glædeligt, for det vidner jo om, at der er noget på spil for mange mennesker, og det kan man set fra et kirkeligt perspektiv jo kun glæde sig over. Søndag den 26. april blev der således også bragt en artikel i Nordjyske om den nye bibeloversættelse skrevet på nudansk – Bibelen 2020. En af MF’s gode venner skrev til os i den forbindelse, fordi hun oplevede det som om, at Bibelen fremstod som en noget utroværdig størrelse i artiklen.

Det forstår jeg godt. Artiklen i Nordjyske er skrevet ud fra et historisk-kritisk perspektiv. Fakta-boksen er nok den, der virker mest overvældende på læseren. Meget af det, der står der, er rigtigt nok, andet kan nuanceres. Der er således også blandt historisk-kritiske forskere uenighed om, hvor mange af brevene af Paulus’ navn, der skal tilskrives Paulus. Samtidig hedder det, at Matthæus vil vise, at Jesu fødsel er forudsagt af Esajas, men at det ord, som Matthæus gengiver som jomfru, i den hebraiske tekst blot betyder ung pige. Det er jo rigtigt nok, men hvad så, Matthæus har vel ment, at den unge pige, som Esajas talte om, var jomfru, hvilket vel heller ikke er helt utænkeligt. Samtidig siges det i artiklen, at Lukasevangeliet omtaler Josef og Maria som Jesu forældre. Det er jo rigtigt nok, men Lukas beskriver også Jesu fødsel som en konsekvens af en undfangelse ved Helligånden. Så henvisningen til Josef som en af Jesu forældre kan næppe være ment som et udtryk for, at Josef var Jesu biologiske far.

Men på mange måder er der også tale om en god artikel, selv om ordvalg, vinkling og helhedsindtryk nok ville fremstå noget anderledes, hvis den var skrevet af en fra Menighedsfakultetet. For artiklen sætter fokus på, hvad Bibelen er for en størrelse og på, hvordan den kristne Bibel er blevet overleveret gennem tiderne. Den åbenhed om disse forhold, som artiklen formidler, er et udtryk for, at kristne har det fint med at få afklaret de historiske forhold, som har gjort sig gældende i forbindelse med overleveringen af de bibelske skrifter. Som kristne tror vi på, at Bibelen er Guds ord, men ikke på, at Bibelen er dumpet ned fra himlen i en fuldt færdig pakke. Bibelen er også menneskers ord overleveret af mennesker til mennesker.

De fleste kristne tænker angiveligvis ikke så ofte over, hvordan overleveringen af Bibelens skrifter er foregået. Men, hvis man kigger efter i fodnoterne i den autoriserede oversættelse (DO1992), så vil man her og der kunne se en notits om, at dette vers ikke er bevidnet i de ældste håndskrifter, eller at nogle håndskrifter har en lidt anden ordlyd. Det er et udtryk for, at vi ikke er i besiddelse af de originale håndskrifter, men kun kopier af kopier af de originale håndskrifter. Til gengæld findes der utroligt mange forskellige afskrifter af de bibelske skrifter, og selv om der er mange uoverensstemmelser, så er det også sådan – som det også fremgår af artiklen i Nordjyske – at langt de fleste uoverensstemmelser er helt ubetydelige. Så selv om der her og der i forskellige håndskrifter tydeligvis er tale om, at en afskriver har haft et behov for at dreje teksten i en bestemt retning, så er det alligevel ikke det generelle billede.

Detaljerne kan og skal vi så snakke om. Det er rigtigt, som det fremgår af artiklen, at Paulus’ forbud mod, at kvinder skal tale i offentlige forsamlinger i 1 Kor 14, ikke er overleveret på helt samme måde i alle håndskrifter. Det er således helt nødvendigt at overveje, om disse vers var en del af Paulus’ eget brev til korinterne. Forskerne er ikke helt enige, men de fleste mener ikke, at der er tale om en senere tilføjelse. Det giver så nogle udfordringer i forhold til at forstå, hvordan Paulus’ formaninger i 1 Kor 14 hænger sammen med de formaninger han giver i 1 Kor 11. Men det må vi jo tage med.

Vi har således ikke en Bibel, som i alle detaljer svarer til de originale skrifter, som desværre er gået tabt. Men vi har en overlevering af de bibelske skrifter, som er forbløffende god i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale en troværdig overlevering af den første tekst. Vi har en Bibel, som er fuldt ud tilstrækkelig til at give os visdom til frelse og til at opdrage os til retfærdighed (2 Tim 3,15-16).  Vi har også fire forskellige evangelier med hvert sit portræt af Jesus. De fire portrætter er ikke helt ens, men som kristne tror vi, at de fire evangeliers billeder af Jesus komplementerer hinanden. En af oldkirkens teologer talte på denne baggrund om det firefoldige evangelium. Det er således ikke et problem, at vi har hele fire portrætter af Jesus, det er tværtimod et privilegium og en gave. Det kan vi – for nu at sige det på jysk – kun være godt tilfredse med.

De spørgsmål, som historievidenskaben stiller og afdækker i sit arbejde med det bibelske materiale, er således ikke spørgsmål, som kan anfægte troens grundsandheder. De er tværtimod et udtryk for, at den kristne tro er en historisk størrelse. Som kristne tror vi på, at Gud er en Gud, der handler i historien, en Gud, der kommer konkrete mennesker i møde, således som det også kommer til udtryk i det største under af dem alle: at Gud blev menneske.

 

Klaus Vibe
Adjunkt/førsteamanuensis, cand.theol., ph.d.