Gå til indhold

Den kristne tro hører hjemme i et oplyst samfund

At anse troende mennesker for at være uoplyste, er ikke andet end et udtryk for en indskrænket livsopfattelse.

Den største trussel mod sammenhængskraften og åndsfriheden i samfundet kommer ikke fra luthersk folkekirkelig side, men derimod fra den intolerante sekularisme, som ikke afspejler virkelighedens kompleksitet.

Et eksempel er højskoleforstander Bjørn Bredals kommentar i Politiken den 9. november, hvor han bruger en film om den jødisk-fundamentaliske baggrund for mordet på Itzhak Rabin i 1995 til at fundere over Espen Lunde Larsens uddannelsesmæssige baggrund. Artiklen er mere nuanceret og oplyst end en del af det, der er skrevet i denne anledning. Men man sidder alligevel tilbage med en ubehagelig fornemmelse. For er det ikke enhver for form for kristendom, måske bortset fra den mest intetsigende og udvandede, han rammer og vil have dømt ude, når han definerer Lunde Larsens, ganske vist bløde, fundamentalisme som det overhovedet ”at henvise til Bibelen som den grundtekst, han læse sin kristendom ud af”? Og er det i grunden det, det drejer sig om i det stormvejr, Lunde Larsen er kommet op i: Oplysningstidens ”Écrasez l’Infame”, tilintetgør religionen med alt dens infame væsen?

Den kristne tro bygger på, at vi af nogle bestemte tekster får et lys over virkeligheden og livet, som vi ikke får andre steder. Den tro prægede også en mand som Grundtvig dybt. Skal det nu anses som en fundamentalisme, som man må få dybe panderynker over? Hvor længe er der så plads til den kristne tro i et oplyst samfund, andet end inden for hjemmets fire vægge?

Videnskab er ikke lig absolut sandhed

Bjørn Bredal burde som højskolemand være den første til at anerkende, at en ikke uvæsentlig del af de største naturvidenskabelige opdagelser og gennembrud er foretaget af kristne videnskabsfolk. De har opstillet hypoteser og afprøvet dem for at finde en dybere forståelse af verden. Disse oplyste kristne har haft en stor og positiv samfundsmæssig betydning, og de udgør hver især et selvstændigt bevis for, at personlig tro ikke behøver at stå i modsætning til videnskabelig metode.

Kristne videnskabsfolk har generelt ingen problemer med at adskille tro og viden. Samtidig ved de, at videnskab ikke altid er lig absolut sandhed. Naturvidenskab handler om metode og om det, som kan måles og vejes. Men virkeligheden er større, end vi kan indfange og kontrollere gennem naturvidenskabelige metoder. Mens naturvidenskaben giver os nye indsigter i naturen, kan troen kaste lys ind over dybder i tilværelsen, som også har stor betydning for den måde, vi mennesker opfatter os selv, vores eksistens, som naturvidenskaben aldrig er i stand til at nå.

Tro og videnskab er altså to komplimentære og lige vigtige måder at beskrive verden på. At anse troende mennesker for at være uoplyste, er ikke andet end et udtryk for en indskrænket livsopfattelse. Virkelighedens kompleksitet er større end det, vi kan måle og veje.

Link til Bjørn Bredals kommentar i politikken.

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus