Gå til indhold

Diakoni – kirkens hænder

I en salme synger vi om at takke Gud med ”hjerte, mund og hænder”. Det er ikke godt, hvis man kun har tak til Gud i munden, og ikke også i hjertet. Salmedigteren vil også sige: Det er ikke godt at takke Gud med mund og hjerte, hvis ikke det når ud i hænderne.

Diakoni er det bibelske begreb for kirkens tjeneste med hænder.  Det forekommer ikke voldsomt ofte i Bibelen, men selve sagen gør.

Jesu forkyndelse og gerninger rummede også diakoni

Jesus forkyndte om Guds rige, der har et dobbelt aspekt: Det er allerede nu virksomt i verden, først gennem Jesu eget virke, så gennem hans menighed. Dog er det endnu-ikke virkeliggjort fuldt ud, men det bliver det først på den yderste dag. Jesu helbredelser var en lindring af nøden allerede nu, og samtidig pegede de frem mod den fuldkomne verden, som endnu ikke er indtrådt, og hvor der ingen sygdom findes mere.

Kirkens diakoni lever i denne dobbelthed af allerede/endnu ikke. Endnu-ikke betyder, at det er forkert, når fx liberalteologien lagde en ensidig vægt på at Guds Rige var noget, man skulle søge at realisere her-og-nu. Men fordi Guds Rige allerede begynder her, får man et nyt perspektiv på livet. Man må omvendes fra sin selvoptagethed til et liv i barmhjertighed mod andre.

Så et sandt kristenliv leves både fremadrettet, med henblik på den kommende herlighed, og diakonalt, så man tænker på at lindre andres nød allerede nu. Det er en falsk form for ydmyghed, der består i at lukke sig inde i et kloster eller i sin menighedscirkel, uden at troen får konsekvenser i diakonalt arbejde i hverdagen. Vi skal synge og forkynde om Jesus om hans død og opstandelse, men vi også have Jesus som forbillede. Ikke kun et forbillede, men også et forbillede, så vi søger at tjene andre, som han tjente os lige til døden.

Diakoni var en del af den første menigheds liv

I begyndelsen var der tolv apostle, men da arbejdet greb om sig, indsatte de syv mænd til at tjene ved bordene. Der skete en differentiering af opgaverne. Dette er grundlaget for kirkens diakonale tjeneste. De tolv og de syv blev henholdsvis udgangspunkt for henholdsvis præste- og diakontjenesten i kirken. Både Ordets og Bordets tjeneste så de som en menighedstjeneste. Det var heller ikke sådan, at de syv diakoner i Apostlenes Gerninger ikke måtte prædike og vidne. Det gjorde de tydeligvis, bare ikke som deres hovedopgave.

Når man fordyber sig i Bibelens omfattende tale om diakoni, så må man anno 2018 spørge: Hvor meget af dette møder vi i vores egen menighedssammenhæng og kristne foreninger? Er der ting i vores sammenhæng, som bør rettes til ud fra det Bibelens ord om diakoni?

Og helt personligt: Er der noget i mit eget liv, der skal omprioriteres, så jeg virkeligt takker Gud – med både hjerte, mund og hænder?

 

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, dr.theol.