Gå til indhold

En fælles gudstjeneste, der retter sig mod alle i sognet 

Til Folkekirkens liturgi-konference den 16. januar 2021  holdt Kurt E Larsen et oplæg, som bringes her

Jeg underviser i kirkehistorie på Menighedsfakultetet og var tidligere sognepræst på landet i Skarrild i Herning provsti, og bor nu i et multietnisk sogn i Aarhus vest.  

Jeg kommer fra en kirkelig tradition, hvor der er mange aktiviteter i ugens løb. Klubber for børn, møder for unge, forskellige møder og aktiviteter for voksne og ældre. Jeg er vant til at der eksperimenteres meget, og der prøves mange nye ting for at få flere folk i kirke.  

Men samtidig er jeg vant til at højmessen er den fælles ugentlige samling. Vores søndagsgudstjeneste er nogenlunde intakt og uændret efter ritualet, med bibellæsninger, prædiken, altergang, salmer, kirkebøn osv. Søndagsgudstjenesterne er faste, og ved siden af dette kan vi så eksperimentere løs i ugens løb ved alle de andre aktiviteter og foreningerne og spejderarbejdet og babysalmesangen.  

Den model for kirken fungerer godt, hvor jeg er. Denne dobbelthed rummer muligheden for at få det bedste med fra flere verdener.  

Derfor vil jeg her slå et slag for grundlæggende at bevare Folkekirkens klassiske gudstjeneste.     

Jeg vil argumentere for tre ting:  

Vi skal have:

 1) En fælles gudstjeneste, der retter sig mod alle i sognet. 

 2) En fælles autoriseret gudstjeneste for hele landet. 

 3) En gudstjeneste, der først og fremmest evangelisk-luthersk og netop derved kan være fælles for hele folkekirken.  

 

 1) En fælles gudstjeneste, der retter sig mod alle i sognet. 

 Jeg går ind for at der hver søndag i kirken er en fælles gudstjeneste, der retter sig mod alle aldersgrupper og alle sociale grupper i sognet.  

Derudover kan man ved siden af lave børnegudstjenester og ungdomsgudstjenester, stillegudstjenester, gospelgudstjenester osv.  

På den måde bliver der en passende vekselvirkning mellem det faste og det eksperimenterende. Sidste år kom en bog af Birgitte Kragh Engholm fra på Vesterbro provsti. Hun har udviklet nogle særlige gudstjenester, målrettet segmentet af spirituelt interesserede 25-50 årige på Vesterbro. Den gruppe kommer ikke i kirken ellers, men Birgitte Kragh Engholm har, som hun siger, kompromisløst udviklet gudstjenester netop til dette segment. Og det har åbenbart været en succes.  

Det projekt har jeg meget sympati for. Jeg tror, hun har ret i, at vi i kirken kan gøre meget mere og bedre, for at nå ud til mennesker med budskabet.  

I USA har man arbejdet med dette i årtier, og de er rigtigt gode til det. En menighed i Californien fik fx stort held af at lave gudstjenester for folk, der måtte have deres hunde med i kirken. Derved nåede man et segment, der ellers ikke kom i kirken.  

Fordi amerikanske kirker tænker sådan, er kirkegangen derovre også langt bedre. Så fuld opbakning til Birgitte Kragh Engholms tænkning i sig selv.  

Men folkekirken er jo til for alle aldersklasser og grupper, ikke kun de 25-50 årige, ikke kun de spirituelt interesserede, ikke kun hundeejere. 

Derfor skal man i kirken også, og især, have en klassisk gudstjeneste som er for alle, alle aldersklasser, alle sociale grupper. Børn kan vokse ind i den, som vi er nogle der har gjort – selvom jeg kedede mig i kirken som barn og ung. Og så er der de gamle i sognet, dem skal der også være noget for. De kan finde hvile i den kendte gudstjenesteform. 

Kirkens grundlæggende gudstjeneste skal være for alle. Målretter man sig mod sin egen aldersklasse og interessegruppe bliver man let elitær, og så svigter man andre grupper.  

Så en fælles klassisk gudstjeneste skal være der, for så kan hele sognet være med. Desværre kommer de ikke alle, men de er ikke på forhånd udelukket.  

 

2) En fælles autoriseret gudstjeneste for hele landet

Til det vil jeg sige, at der naturligvis er forskel på Vesterbro og Vestsjælland, men vi har én dansk folkekirke, som er fælles for hele landet fra Skagen til Gedser. Vi har ikke 2000 folkekirker.  

Hvis al liturgi gives frit, så bliver man let fremmedgjort, når man kommer i kirke et andet sted i landet til fx en barnedåb. Jeg har oplevet det i Sverige, hvor der er så store variationer i gudstjenesterne, at selv jeg som øvet kirkegænger ikke kunne finde hoved eller hale i deres liturgi i skiftende kirker. Det var frustrerende. 

Derfor går jeg ind for, at der over hele landet skal være en fælles grundstruktur i den danske søndagsgudstjeneste, genkendelig over hele Danmark.  

 

3) En gudstjeneste, der først og fremmest evangelisk-luthersk og netop derved kan være fælles for hele menigheden

Folkekirken er evangelisk-luthersk i sin lære ud fra grundloven. Kirken står for noget, og det må gudstjenesteformen kommunikere. Kirken skal lægge vægt på det evangelisk-lutherske læreindhold. 

Inden for den danske folkekirke har der været plads til forskellige kirkelige retninger, og forskellige teologiske skoleretninger. Det kan man sige meget om, men grundlæggende ser jeg det som en rigdom, at det stort set er lykkedes at holde sammen på de forskellige retninger og teologiske skoler inden for folkekirken, fordi vi indtil nu har haft en fælles gudstjeneste.  

Vi skal derfor ikke gøre alt frit, så folkekirken nogle steder får en kirke med lutter gospelsange, andre steder en ren tidehvervsk gudstjeneste eller en liturgi med lutter bønner for spirituelt søgende.  

Den slags er fint at arbejde med i ugens løb, men i kirken om søndagen skal vi alle kunne være fælles om den grundlæggende evangelisk-lutherske kristendom, som den findes i Bibelen og i de lutherske bekendelsesskrifter, som vi er forpligtede på.  

Den evangelisk-lutherske kirke var der før os, og den vil nok også være der efter os. Kirkelige retninger og teologiske skoler kommer og går, men gudstjenesten går tilbage til bibelsk tid og er bevaret gennem reformationen til nutiden. Tiden skifter, ja, men det er dog den samme Gud, vi lovsynger alle steder. Det skal vi gøre på en autentisk måde, i troskab mod det evangelisk-lutherske. 

Så:   

  1. En fælles gudstjeneste, der retter sig mod alle i sognet
  2. En fælles autoriseret gudstjeneste for hele landet
  3. En gudstjeneste, der først og fremmest evangelisk-luthersk og netop derved kan være fælles for hele folkekirken.  

 

Kurt Ettrup Larsen
Professor, akademisk leder, dr.theol.