Gå til indhold

Er statsministeren drevet af dødsangst?

Er det udtryk for dødsangst, når statsministeren kalder hvert dødsfald en tragedie? Eller er det udtryk for omsorg for den enkelte borger?

Den 22. april offentliggjorde valgmenighedspræst og samfundsdebattør, Henrik Højlund, en blogtekst på Jyllands-Postens blogunivers med overskriften: ”Mette Frederiksen siger det igen og igen: Hvert eneste dødsfald i denne tid er en tragedie. Men er det nu det?” 

Hovedpointen bliver, at statsministeren og samfundet i det hele taget er drevet af dødsangst. Det afslører sig, når hun beskriver døden som en tragedie. For er det virkelig en tragedie, når et langt liv rinder ud? 

Jeg forstår pointen – for ud fra en kristen forståelse, kan døden lige så godt betragtes som en hjemkomst. Vi behøver ikke frygte døden, når vi placerer vores liv i fortællingen om den åbne grav. For ud fra denne grav lyder ordene: ”Frygt ikke!” 

 Alligevel er der noget som skurrer i mine tanker, når jeg læser blogindlægget. 

For kan man ikke lige så godt tolke statsministerens udsagn som en empatisk og relevant bestræbelse på at favne de ramte danskeres følelsesmæssige behov? 

Og kan nedlukningen ikke lige så godt udspringe af en kristen eller humanistisk funderet omsorgsmoral, hvor kampen for at redde selv det mest sårbare liv bliver opfattet som en bærende værdi?  

Angst for døden behøver heller ikke partout være en negativ kraft. Den kan nemlig få os til at standse op over for livet her og nu og gøre os mere medfølende og orienterede mod andre mennesker. Ligesom den kan skærpe vores sans for, hvor dyrebart livet er – og hvor meget det derfor kostede Gud at lade sin Søn gå igennem døden. 

Det er uklogt at lade angsten fylde for meget. Hverken på det personlige eller samfundsmæssige plan. Men det er heller ikke klogt at drage omfattende konklusioner på baggrund af en tvetydig sproglig iagttagelse.   

Link til Henrik Højlunds blog i Jylland-Posten

 

Thomas Bjerg Mikkelsen
Fakultetsleder ved Menighedsfakultetet og daglig leder af FIUC-Aarhus