Gå til indhold

Frygt og bøn

Der findes ingen medicin mod corona. Og heller ikke mod frygt! Men det at corona-frygt – eller alle mulige andre former for frygt – bliver lammende, findes der faktisk en modgift mod, tror jeg.

C.S. Lewis skrev i 1948 en kort opsats med titlen On Living in an Atomic Age. Det er klassisk Lewis, og jeg har læst teksten mange gange for den måde, han stiller udfordrende spørgsmål til datidens ateistiske humanister. Efter min mening gælder hans pointer stadig i dag.

Men det var ikke derfor, jeg fandt den frem i går. Det var bare for en enkelt sætnings skyld, som jeg gerne ville meditere lidt over, her mens det danske samfund er sat helt i stå af corona-epidemien. Og selvom teksten egentlig handler om den lammende frygt for atomkrig, syntes jeg godt, jeg kunne bruge den nu.

Sætningen lyder: ”If we are all going to be destroyed by an atomic bomb, let that bomb when it comes find us doing sensible and human things – praying, working, teaching, reading, listening to music, bathing the children, playing tennis, chatting to our friends over a pint and a game of darts – not huddled together like frightened sheep and thinking about bombs.”

Der er efter min mening god grund til at frygte, at epidemien kommer ud af kontrol i Danmark. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min opgave – både som samfundsborger og som efterfølger af Jesus – er at adlyde de påbud, de danske myndigheder giver, også selvom de indskrænker min frihed. Og altså også når det betyder, at jeg hverken kan spille tennis eller drikke øl over et spil dart på en engelsk pub med mine venner, som Lewis anbefaler (ikke at jeg plejer at gøre nogen af delene…).

Men det er ikke min opgave at lade mig lamme af frygt. Hverken som samfundsborger eller som Jesus-efterfølger. Og det er ikke min opgave at tjekke nyheder dusinvis af gange i dagens løb for at se, hvor alvorlig situationen nu er blevet. Derimod er det stadig min opgave – herhjemmefra, hvor jeg sidder, mens MF og alt andet stort set er lukket fysisk ned – at fortsætte med at gøre ”sensible and human things”. Fornuftige og menneskelige ting. Vi kan stadig lytte til musik, læse og være sammen i familien. Vi kan (hvert fald mens disse linjer skrives) stadig gå eller cykle en tur, vi kan lave mad og spise og drikke og elske.

Og vi kan stadig arbejde, og konkret, som Lewis nævner det: undervise. Vi gør det, også på MF, så godt vi kan, i form af videoundervisning. Det er svært, og det kræver overbærenhed fra de studerende, ligesom det her i første fase har krævet en kæmpeindsats fra vores husinspektør, som også er IT-ansvarlig. Men vi gør det.

Og så kan vi bede. Det er det, Lewis nævner først, og som er det mest ”sensible and human”, man overhovedet kan gøre. Så lad os bede for alle dem, der er ramt af denne krise: de syge, de pårørende, dem der har de krævende opgaver på hospitaler og plejehjem, skolelærere, forældre, dem, der lever alene, alle dem, der er bange, alle dem, hvis job og økonomi er truet … og denne liste kan hurtigt gøres mange gange længere.

Der findes ingen medicin mod corona. Og heller ikke mod frygt. Men det at corona-frygt – eller alle mulige andre former for frygt – bliver lammende, findes der faktisk en modgift mod, tror jeg…

Peter Søes
Adjunkt/førsteamanuensis, cand.theol., ph.d.