Jeg er vild med rum- og science fiction-film. Og The Martian (2015) er en af de fedeste. Astronauten Mark Watney (Matt Damon) er ved et uheld blevet efterladt alene på Mars. Han forsøger at overleve, indtil han kan blive hentet, og udviser en fantastisk opfindsomhed. Jeg elsker hans humor og hans modstandskraft.
Så oplever han en knusende katastrofe (1 time og 6 minutter inde i filmen), der truer med at tilintetgøre hans muligheder for at overleve. Først prøver han at møde den med sin sædvanlige stålsathed. Men så knækker han et øjeblik, hamrer næven op i loftet og brøler: ”Gud, Gud, Gud, Gud, Gud‼ …”
Jeg kan så godt følge ham. Jeg har helt bestemt osse været der. Men her kommer det løjerlige: Det er første gang, han i filmen overhovedet henvender sig til Gud. Han har en tidlig, halvseriøs replik til et krucifiks, som en kollega er kommet til at efterlade: ”Jeg stoler på dig”. Men ellers synes hans udbrud ikke at udspringe af nogen tilknytning til Gud, der nu skulle få en slags knæk. Hvilket jo ellers ville give god mening.
Men der antydes i filmen ikke nogen som helst forudgående relation til Gud eller nogen kamp med Gud eller nogen egentlig bøn til Gud. Der er heller ikke efter redningen nogen taknemmelighed til Gud at spore. Gud har her tilsyneladende ikke anden opgave end at sikre det gode liv og den retfærdige belønning for al hans styrke og hittepåsomhed. Gud havde én opgave (”You had one job”, som det ofte skrives på nettet) – og han floppede fælt.
Men hvis Gud ikke har anden opgave i mit liv end at sikre det gode liv, har jeg ham så overhovedet i mit liv?
Jorden er rig, findes der nød og sult, skyldes det svig! Som de norske atheister engang sang. Den blå planet er ifølge den jødisk-kristne åbenbaring unik, og mennesket har intet at gøre på Mars, da rumrejser er dyre og farlige. Vi har trods alt været på Månen, som ifølge Aristoteles også var og er inden for menneskehedens rækkevidde. Undertegnede er geocentriker. Hvis man ser op på stjernehimlen, kan man se, at det allermeste af natte himlen er sort. Nemlig fordi det observerbare univers er endeligt, idet nattehimlens sorte er universets horisont. Vi flytter os væk fra horisonten med universets udvidelse, men der er og bliver et endeligt observerbart univers. Uden for horisonten er således ikke naturvidenskabelig tilgængeligt, men jeg tænker mig da, at der findes de ni englekor, og uden for disse findes Gud den Almægtige Fader, som er Skaberen af englekor såvel som univers. Liv i universet findes sikkert på alle evolutionære trin, givet at hver af skabelsens syv dage var et evolutionært spring, hjulpet af Gud, for at skabe menneskeheden. Det vil sige, at de geologiske æraer sikkert findes tilsvarende i andre stjernesystemer, men forholdsvis sjældnere i forhold til deres evolutionære trin. Prækambrium vil være almindelig i Mælkevejen, med mikroorganismer, men sekundær, med hvirvelløse dyr og primitive hvirveldyr vil være sjælden i Mælkevejen, men almindelig i universet, og tertiær med sociale insekter, fugle og pattedyr vil være sjælden i universet. Kvartærn med intelligent liv findes ifølge geocentrismen kun her på den blå planet Jorden. Livets skabelse og udvikling til menneskehed på Jorden har været betinget af usædvanlige astronomiske forhold. Først og fremmest er solsystemet placeret passende i en spiralarm af Mælkevejen, hvor kosmisk stråling og så videre er passende. Dernæst kan livets oprindelse godt være et usandsynligt samspil mellem flere planeter, hvis vandet er kommet til Jorden fra Venus, og det første liv er opstået i lermineraler på Mars og er kommet derfra. Samt at dengang var solsystemets bevægelser kaotiske, men en kæmpe gasplanet blev slynget ud af systemet og borttog overskydende bevægelsesenergi, så banerne blev stabile, jævnfør skabelsesberetningens fjerde dag. Der fulgte på jorden de geologiske æraer prækambrium, sekundær, tertiær og kvartærn. Altid under indflydelse af den ene usandsynlige omstændighed efter den anden. Selvfølgelig bør vi udforske solsystemet og Mælkevejen og det observerbare univers. Men i vores århundrede har menneskeheden naturvidenskab og teknologi nok til hele det tredje årtusinde. Vi skal først og fremmest stifte fred og venskab imellem mennesker og imellem samfund ved hjælp af religionen. Fordi mennesket blev skabt til, som filosofferne sagde, Gud, dyd og udødelighed. Hver enkel af os kan eller skal ikke bliver venner med alle, men med Gud på alles vegne. Derfor blev vi skabt til religionen. Vores århundrede vil teknologisk og videnskabeligt kun byde på utallige skuffelser, hvis vi ikke formår eller ikke ønsker at omstille os til at genopdage religionen med menneskets gudbilledlige værdighed til at søge Gud, dyd og udødelighed. Det tredje årtusinde bør blive ligesom den store shabbath på skabelsens syvende dag. Eller søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Naturvidenskabens absolut sidste mysterier er stadig mange og dybe og vil kræve tusind år.