Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Gud, du havde én opgave …

Tanker oven på en skøn rumfilm ...

Jeg er vild med rum- og science fiction-film. Og The Martian (2015) er en af de fedeste. Astronauten Mark Watney (Matt Damon) er ved et uheld blevet efterladt alene på Mars. Han forsøger at overleve, indtil han kan blive hentet, og udviser en fantastisk opfindsomhed. Jeg elsker hans humor og hans modstandskraft.

Så oplever han en knusende katastrofe (1 time og 6 minutter inde i filmen), der truer med at tilintetgøre hans muligheder for at overleve. Først prøver han at møde den med sin sædvanlige stålsathed. Men så knækker han et øjeblik, hamrer næven op i loftet og brøler: ”Gud, Gud, Gud, Gud, Gud‼ …”

Jeg kan godt følge ham. Jeg har helt bestemt osse været der. Men her kommer det løjerlige: Det er første gang, han i filmen overhovedet henvender sig til Gud. Han har en tidlig, halvseriøs replik til et krucifiks, som en kollega er kommet til at efterlade: ”Jeg stoler på dig”. Men ellers synes hans udbrud ikke at udspringe af nogen tilknytning til Gud, der nu skulle få en slags knæk. Hvilket jo ellers ville give god mening.

Men der antydes i filmen ikke nogen som helst forudgående relation til Gud eller nogen kamp med Gud eller nogen egentlig bøn til Gud. Der er heller ikke efter redningen nogen taknemmelighed til Gud at spore. Gud har her tilsyneladende ikke anden opgave end at sikre det gode liv og den retfærdige belønning for al hans styrke og hittepåsomhed. Gud havde én opgave (”You had one job”, som det ofte skrives på nettet) – og han floppede fælt.

Men hvis Gud ikke har anden opgave i mit liv end at sikre det gode liv, har jeg ham så overhovedet i mit liv?

Leif Andersen
Lektor/førsteamanuensis, cand.theol.