Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Højt at flyve…

Nogle refleksioner over en amerikansk kirkelig tragedie

Jeg er for tiden ved at lytte til en podcastserie, som det amerikanske tidsskrift Christianity Today har produceret. Podcastserien hedder The Rise and Fall of Mars Hill og handler om, hvordan en kirke i Seattle (Mars Hill) voksede fra at være en bibelstudiegruppe til at være en megakirke, og hvordan kirken til sidst faldt fuldstændig fra hinanden, fordi den vigtigste kraft i kirken, kirkens præst, var et hensynsløst magtmenneske.

Podcasten er interessant af flere grunde. Jeg vil nævne to. For det første var præsten i sin storhedstid en superstjerne i amerikansk evangelikal kristendom, som i visse stræk har meget tilfælles med den konservative del af kirkelivet i Danmark. Præsten hed Mark Driscoll og havde i sin storhedstid millioner af lyttere, inklusiv mange lyttere i Danmark. Så vidt jeg er orienteret har flere indflydelsesrige kirker i Danmark været tilknyttet det kirkeplanternetværk (Acts 29), som Mark Driscoll var medstifter af. Jeg skal ikke kaste med sten efter nogen, for jeg har også selv hørt nogle af hans prædikener, da han var mest populær. For det andet er podcasten interessant, fordi den giver et meget interessant indblik i amerikansk kirkeliv – ikke mindst den del af det amerikanske kirkeliv, som har haft indflydelse også i Danmark.

Det er skræmmende lytning på de fleste måder. Hvordan kunne en kirke ledet af en person som Mark Driscoll blive en så stor succes, selv om han tilsyneladende var et dybt usympatisk menneske. Driscoll var provokerende og grænsesøgende, men også hensynsløs over for andre. Derudover kunne Driscoll syn på ægteskabet bedst betegnes som kvindeundertrykkende. Alligevel blev han omfavnet af mange ellers troværdige og ærværdige kirkeledere i USA.

Hvordan kunne det ske? Jeg har personligt tænkt følgende: Kristne i vesten lever i en minoritetskultur og frister ofte tilværelse som ’prügelknabe’ i populære mainstream medier. Derfor længes kristne også ofte efter anerkendelse og oprejsning. Når der så fremkommer en kirke, som både (tilsyneladende) holder sig til bibelsk kristendom og samtidig har stor succes, så er det vanskeligt for de kristne ikke at omfavne en sådan kirke. Sådan en kirke var Mars Hill. Præsten stod for en robust form for (overvejende reformert) kristendom, som på ingen måde leflede for den sekulære kultur. Samtidig var kirken meget moderne i sit eget kulturelle udtryk. Det viste sig vanskeligt for de kristne ikke at omfavne denne kirke, som syntes at repræsentere alt det, som mange kristne går og drømmer om. Derfor blev kirken også omfavnet internt i USA og eksternt globalt.

Det er et kendt fænomen i iværksætterkredse, at længslen efter succes får mennesker til at lukke øjnene for de faktorer, som sår tvivl om projektets sundhed eller levedygtighed. Jeg tror noget lignende har gjort sig gældende i tilfældet med Mars Hill. Længslen efter succes og anerkendelse fik mange kristne i USA til at lukke øjnene for den undertrykkelse af kvinder, som Driscolls teologi og virke også var et udtryk for.

Podcastserien er som nævnt også interessant, fordi den giver et meget nuanceret billede af den del af amerikansk kirkeliv, som også har haft indflydelse i Danmark. USA er en meget entreprenant nation. Det er en nybyggernation, som elsker at se ting vokse frem og blive til noget stort. Dette er for så vidt fascinerende og beundringsværdigt. Det er en af grundene til, at mange kristne i USA elsker megakirker. Men megakirker er også et kristent udtryk for den amerikanske drøm. Virkelysten og kreativiteten er stor, og opskrifterne på det kristne liv er mange, men mange gange er opskrifterne ikke særlig hjælpsomme.

Imens jeg lyttede til denne podcastserie, dukkede der en annonce op i mit Facebook feed for noget, som hedder vergenetwork.com. Det er tilsyneladende et netværk, som arbejder med at hjælpe kristne til at leve som disciple af Jesus. Det lyder umiddelbart nobelt, og meget af det er sikkert også udmærket. Men netværkets hjemmeside er også et godt billede på den amerikanske form for kristendom, som beskrives i ovennævnte podcastserie. Går man ind på deres hjemmeside vrimler det således med artikler, som hedder noget i stil med ‘fem simple måder…’, ‘syv måder…’, ‘ti måder…’, ‘ti hindringer for…’, ‘fire tips til’ osv. osv. Det er håndgribelig og praktisk kristendom, må man sige. Men umiddelbart virker disse beskrivelser af discipellivet også til at være langt fra den måde, Jesus beskriver discipellivet på fx i Matthæusevangeliet kapitel 10. Her er ikke fem simple måder, hvorpå du kan leve som discipel af Jesus. Her beskrives discipellivet mere enkelt og mere omkostningsfuldt, for her beskrives disciplen som den, der vil tage sit kors op og følge efter Jesus i Jesu vandring mod korset.

Jeg skal ikke kun pege fingre ad amerikansk kristendom. Jeg anser disse folk for kristne brødre og søstre, som vi også kan lære meget af. Men min egen gennemlytning af ovennævnte podcast har alligevel fået mig til at tænke, at vi står os bedre med en mindre effektiv kristendom, som ikke har simple opskrifter på det ene og det andet, og som ikke har vækst og succes som sit højeste mål. Vi står os bedre med at omfavne en teologi, som understreger betydningen af at komme til kort og til at leve i en daglig omvendelse. En sådan teologi holder os på jorden, har bedre odds for at skabe et klima i kirken, som er til at leve, trives og ånde i og som netop derfor er mere attraktivt for kirkefremmede at blive en del af; simpelthen fordi en sådan teologi giver en bedre forudsætning for skabelsen af et ægte menneskeligt fællesskab. En sådan teologi hjælper os også til at holde os til Gud – til Ham som hver dag må tilgive os og bære os.

Klaus Vibe
Adjunkt/førsteamanuensis, cand.theol., ph.d.