Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Hvad er stærkere end korsets skam?

At blive korsfæstet var ensbetydende med den dybeste skam i datiden. Alligevel forkyndte de første kristne frimodigt, at deres herre og mester døde i afmagt og fornedrelse på et romersk kors. Hvad var det, som overvandt korsets skam for dem?

For os er korset et smukt symbol på kærlighed og på villigheden til at ofre sig selv for andre. Mange af os går med et kors om halsen, eller vi giver et kors som en gave til dem, vi elsker højt.

Korset var på Jesu tid forbundet med noget helt andet: uendelig skam. At blive henrettet som en forbryder, der hænger på et offentligt sted, så alle kan bemærke den dømtes fornedrelse og kommentere på den, var det mest vanærende, man overhovedet kunne forestille sig i datidens verden. Korsfæstelse er en yderst bestialsk henrettelsesmetode; men der er en anden side ved korset, som vi ikke fatter rækkevidden af i dag: At det var ensbetydende med den dybeste sociale stigmatisering at ende sine dage på den måde.

I et blogindlæg dateret den 1. april i år har min kollega Morten Hørning Jensen på glimrende vis redegjort for, hvor meget de første kristne blev hånet for budskabet om den korsfæstede Jesus, og hvor lang tid der gik, før Kirken begyndte at skildre Jesus på korset i kunsten.

Jesus den skammeligt korsfæstede

Alligevel forkyndte de kristne fra første færd budskabet om deres herre Jesus, som blev korsfæstet uden for Jerusalems bymure. Korset stod centralt i deres vidnesbyrd fra første øjeblik. De skjulte ikke på mindste måde den skammelige måde, hvormed Jesus blev bragt af dage. En stor del af alle fire evangelier handler om Jesu sidste dage i Jerusalem. Her bliver romernes tortur og korsfæstelse samt tilskuernes reaktion på Jesu kors på ingen måde nedtonet.

Hebræerbrevet kommer med en tankevækkende sætning om, at Jesus “udholdt korset uden at ænse dets skam” (Hebr 12,2). For Hebræerbrevet er det værste ved Jesu kors ikke de vanvittige smerter og den lang-somme død, men den offentlige skam, der hænger ved en korsfæstet mand, en skam, der stinker meget værre end liglugten fra en dømt forbryder.

I udgangspunktet havde de første kristne derfor en uoverstigelig forhindring, når de ville fortælle budskabet for jøder og hedninger: Deres mester endte sine dage på en skampæl. Hans offentlige skam kunne ikke være dybere. For jøder var det et uimodsigeligt tegn på, at denne mand var under Guds dom og umuligt kunne være Guds salvede konge. For grækere og romere var Jesu måde at dø på et stærkt tegn på, at noget så dumt som at kalde en mand for Gud, hvor skammen vælter ud af alle hans sår, skal man lede længe efter.

Det er ganske forståeligt, hvis de første kristne ville vælge at nedtone den måde, Jesus døde på. Det gjorde visse religiøse bevægelser i udkanten af den kristne tro, f.eks. gnostikerne. De påstod, at det ikke var Jesus, der døde på korset, men en anden, som byttede plads med ham, f.eks. Simon af Kyrene. Koranen afviser så-ledes på det bestemteste, at Jesus døde på et kors. I virkeligheden blev Jesus optaget til himlen uden om kor-set, og det så bare ud, som om profeten Jesus hang fastsømmet til torturinstrumentet.

Hvordan kan vi forklare det mærkelige forhold, at de første kristne og de kristne kilder på ingen måder skju-ler det skammelige forhold, at Jesus led døden på et kors? Fortielse eller omskrivning var nogle af de men-tale strategier, som mennesker brugte i oldtiden, og som vi også i dag bruger for at håndtere noget, som er dybt problematisk socialt set.

Det, som er stærkere end skammen

Hvad er det, som gør, at den kristne menighed fra første færd fremhæver Jesu kors og gør det til noget uom-gængeligt ved selve det kristne budskab til trods for den sociale stigmatisering, der var forbundet med at dø

på et kors? Hvorfor skjuler Peter i sin første prædiken for de mange medjøder Pinsedag ikke det dybt pinlige faktum, at Jesus var blevet henrettet på et kors syv uger tidligere (ApG 2,23)?

Det kan ikke forklares ved, at Jesu disciple kom og stjal liget af deres døde mester fra graven og gemte det andetsteds, hvorefter de frejdigt påstod, at han var opstået fra de døde. En sådan fremgangsmåde ville aldrig føre til, at man selv var villig til selv at lide døden, eller at man ivrigt omfavnede den skam, der hang ved den korsfæstede.

Søger vi efter en historisk forklaring på dette spørgsmål, er der for mig at se kun én ting, som kan forklare dette paradoks: At den korsfæstede de facto blev levende igen, at han virkelig stod op fra de døde. Han slut-tede ikke sit liv i skændig vanære; men Gud greb ind påskemorgen og kaldte sin tjener ud af døden, med alle mærkerne fra skammens kors intakt på kroppen.

Alene Jesu faktuelle opstandelse kan forklare, hvorfor de første kristne åbent vedgik, at Jesus døde på denne vanærende måde. De vidste, at det sluttede ikke med korset, men med hans åbne grav. De havde erfarede no-get, som var stærkere end al den skam, som i datiden var forbundet med et kors.

Der er naturligvis ingen historiske beviser på Jesu opstandelse påskemorgen. Men det forhold, at de første disciple så stærkt insisterer på, at Guds søn døde på noget så skamfuldt som et kors og i så stor afmagt, som en korsfæstet forbryder bliver sat i, vidner om, at noget endnu mere grænsesprængende end korsfæstelsen må være sket efter hans død, noget som er stærkere end korsets skam.

Så skal vi naturligvis heller ikke glemme Pinsedag med Helligåndens direkte komme til disciplene som forklaring på, at de åbent prædikede evangeliet om en korsfæstet gud.