Gå til indhold

Menighedsfakultetet samarbejder med FIUC-Aarhus om at uddanne teologer til kirke og mission.

Hvem tør sige, at han eller hun tror på Gud?

Jeg kom forbi en knap to timer lang video med professor, psykiater, forfatter og youtube–fænomen, Jordan B. Peterson med overskriften “Who Dares Say He believes in God.”

Jeg kom forbi en video på youtube for ikke så lang tid siden. Det var en knap to timer lang video med professor, psykiater, forfatter og youtube–fænomen, Jordan B. Peterson. Overskriften for videoen var “Who Dares Say He believes in God.”

Jeg må indrømme, at jeg ikke har set videoen, så du må selv finde frem til videoen for at blive klogere på den. Men jeg synes, det var et spændende spørgsmål, og jeg ser frem til selv at få tid til at se videoen.  

Hvordan skal man mon forstå spørgsmålet? Tænker Peterson mon på, hvem der tør bekende troen offentligt, sådan som mange kristne måske kan opleve sig udfordret i en verden, som ikke altid er den kristne tro venligt stemt? Det tror jeg ikke. Peterson virker ikke til at være en person, som lider af menneskefrygt. Måske er det, fordi troen tænkes som en præstation. Det kan være vanskeligt at tro, og hvornår kan man sige: nu tror jeg, og min tro vakler ikke? Hvis det er en ikke–vaklende tro, som Peterson tænker på, så forstår jeg godt, at han spørger: hvem tør sige: jeg tror på Gud.  

I den forbindelse kan det være godt at besinde sig på Det Nye Testamentes beskrivelse af den kristne tro. Den kristne tro har selvfølgelig et indhold, et indhold som er fint sammenfattet i trosbekendelsen. Men Det Nye Testamente beskriver ikke så ofte indholdet af den kristne tro på en sammenfattende måde; det måtte kirken selv stykke sammen i en sammenhængende trosbekendelse. Når troen beskrives i Det Nye Testamente er det relationen til Gud og Jesus Kristus, som er i centrum. Spørgsmålet er ikke så meget: hvad tror du på? Spørgsmålet er snarere: hvem tror du på?  

Disse to ting skal selvfølgelig ikke spilles ud mod hinanden, men det kan være vigtigt nok at besinde sig på, at trosbekendelsen mere er en beskrivelse af, hvem vi tror på, end en beskrivelse af, hvad vi tror på. Ellers står vi i fare for at misforstå, hvad troen dybest set er, nemlig tillid. I Det Nye Testamentes beskrives troen som tillid til Gud og Jesus Kristus. Dette giver spørgsmålet: hvem tør sige, at de tror på Gud – en særlig klang. Hvem tør sige, at de har tillid til – og stoler på Gud? 

Jeg ved ikke, om det nødvendigvis gør det nemmere. Vi lever i en både skøn og brutal verden, hvor ting hurtigt nok kan ramme os, og som kan sætte tilliden på Gud på prøve. Måske er det i virkeligheden et dårligt spørgsmål. Hvis vi spurgte Paulus, tror jeg, han ville sige noget i stil med: Det ved jeg virkelig ikke, men du må også gerne tro på Gud. Du må også stole på, at Gud vil tage sig af dig, at han vil være din Gud og din frelser. Paulus ville ikke begynde at spørge til din fortid for at finde ud af, om der var grund til at tro, at du kunne stole på, at Gud også ville tage sig af dig.  

Paulus tænkte i stedet: Hvis Gud har givet sin elskede søn, Jesus Kristus, hen for os alle, vil han så ikke med ham skænke os alt? (Rom 8:32) Derfor kan også du få lov til at stole på, at Gud vil tage sig af dig. Ikke fordi din fortid berettiger dig til det, men fordi historien om Jesus er en historie om Guds kærlighed til dig og mig.

Klaus Vibe
Adjunkt/førsteamanuensis, cand.theol., ph.d.