Gå til indhold

Hvorfor dur apologetik ikke?

Jeg har ved flere lejligheder mødt en indvending mod apologetik a la denne: "du ved, det der a-po-lo-ge-tik, det har jeg prøvet. Jeg synes ikke rigtig, det dur. Når jeg forsøger at bruge nogle af de argumenter, jeg har læst om, så køber folk dem ikke. De går i stedet i forsvarsposition."

Indvendingen har aldrig bidt på mig. Måske fordi min interesse for apologetik primært kommer af, at jeg selv stiller spørgsmål og søger svar. På den anden side, vil jeg gerne fastholde, at apologetikken også har noget med andre mennesker at gøre, at den er et redskab i evangelistens værktøjskasse. Og ja, fra dette perspektiv  kan jeg godt se, at det er et problem.

Jeg tror dog, at indvendingen kommer af et urealistisk og karikeret syn på apologetikkens natur og muligheder (og jeg medgiver gerne, at apologetikken selv er ansvarligt for at have skabt dette billede).

Så hvad er et realistisk billede af apologetik?

For det første må vi spørge: hvad er apologetik?

Et almindeligt svar vil være noget i retningen af, at give gode grunde for Guds eksistens og kristendommens sandhed. Eller at forsvar det samme med rationelle argumenter.

Jeg vil dog hævde, at vi kan gå et niveau dybere ned. Hvad vil det sige at “give grunde” og at “forsvare” noget? Det handler dybest set om, at man forsøger at overbevise eller overtale én anden. Eller som Oss Guinness kalder det “the art of persuasion (overtalelse/overbevisende).”

Jeg har i mange år troet, at apologetik dybest set handler om logik, argumentationsteori og erkendelsesteori. Det er også helt essentielle sider af apologetikken. Men hvis man ikke går et niveau dybere ned, så misforstår man apologetikken væsen og muligheder.

Apologetik er dybest set retorik. Altså ikke retorik forstået som det, at man bruge en masse flotte ord i sin tale til at tale udenom. Retorikken kan defineres som overtalelse (persuasion) med ord. Ordet “overtalelse” er lidt dumt på dansk, for det signalerer mere brug af magt end rationelle argumenter. Nogle danske retorikere vælger derfor at bruge udtrykket “persuasio” på dansk.

Retorikken går tilbage til antikken. Det græske begreb “peitho (deraf kommer den engelske term “persuasion”) kan spores helt tilbage til 5. årh. f.Kr., hvor det blev brugt i en juridisk kontekst.

Dette er interessant, da det græske ord apologia (hvorfra vi har ordet “apologetik”), som betyder “forsvar”, ligeledes stammer fra en juridisk kontekst. Når man var anklaget for noget, så havde man muligheden for at holde en forsvarstale, hvor man søgte at overbevise dommerne om sin uskyld. Apologetikken og retorikken har således samme historiske rødder.

Peitho er da også et begreb, som bruges mange gange i Bibelen. Særligt i Apostlenes Gerninger bruges det om forsøget på at overbevise andre om noget. Måske mest karakteristisk lige efter Paulus holder sin tale på Areopagos: “og nogle lod sig overbevise af det, som blev sagt, men andre troede ikke.”

Aristoteles grundlagde retorikken i det 4. årh. f.Kr. med bogen Retorikken. Han skelner mellem tre appelformer, der hver har sin overbevisende kraft: logos, ethos og pathos.

Logos er forsøget på at overbevise ved at bruge argumenter og give gode grunde. Altså det som almindeligvis associeres med apologetik. Men det er netop her, at styrken er ved at se apologetik som kristen retorik: det overbevisende er ikke begrænset til det rationelle. Der er også andre faktorer som er overbevisende.

Ethos og pathos siges at være rettet mod følelserne. Ethos er talerens “etiske” karakter. Her forstås dog mere end det etiske. Fx. har en professor i fysik mere ethos, når han taler om universets begyndelse and en præst. Og det helt uafhængigt af, om præsten rent faktisk ved mere og argumenterer bedre end fysikeren. Pathos er forsøget på at vække følelser i tilhøreren via ordenes poetiske kvalitet. En smuk tale har således en overbevisningskraft i sig selv – også selvom indholdet, logos, er middelmådigt.

Så, hvorfor virker apologetik ikke? Jo, måske fordi vi har en forestilling om, at mennesker er helt igennem rationelle. Da vores rationelle apologetik ikke virker, så må der altså være noget galt med den. Eller måske, og mere sandsynligt, er det fordi vi har indset, at mennesket ikke er rationelt, men fastholder en ide om, at apologetikken kun henvender sig til det rationelle.

Pointen er således, at hvis vi ønsker at overbevise, så må vi tage højde for mere end det rationelle. Enten skal vi bruge mere end blot rationel apologetik eller også skal vi udvide begrebet og disciplinen apologetik til også at omfatte andre appelformer (som ethos og pathos).

Dette er én grund til, at apologetikken “ikke dur”. En anden grund er, at det rationelle ikke er helt så overbevisende og almægtigt, som vi tror. Men det må vente til en anden gang.

Emil Børty Nielsen