Gå til indhold

Hvorfor taler vi aldrig om elefanten i rummet?

Lidt om skæbner og selvfølgeligheder

Jeg kan godt forstå kravet om fri abort. Jeg har været for tæt på ulykkelige kvindeskæbner til slet ikke at kunne forstå det.

Hvad mere er: Jeg har hørt for meget om ulykkelige børneskæbner til ikke at kunne forstå den tanke, at de havde været bedre tjent med aldrig at være født til denne verden.

Det, jeg ikke kan forstå, er selvfølgeligheden i kravet om abort. Det er ikke altid til at høre på debatten, at den i sin kerne handler om en afvejning af et barns liv over for alle mulige andre hensyn.

 

Jeg husker, hvordan det kværnede i mig af protest ved slutningen af den sjove film Den eneste ene. Den er noget af det skæggeste – indtil de forelskede hovedpersoner til sidst finder ud af, om det nu skal være dem eller ej. Og så, nærmest i en bisætning, konkluderer de, at siden det nu skal være dem, så må de da for øvrigt også hellere få født det barn, som hun ellers har været sekunder fra at få fjernet.

Og det er jo ikke, fordi de har bildt sig ind, at det bare var ”en klat celler”, som nogle oprindeligt hævdede i kampen for fri abort. De kalder det “et barn”! De er helt på det rene med, at det er et barn, hvis liv og eksistens de har lagt på vippen.

Det er heller ikke, fordi de er blandt de smadrede skæbner, hvis hele liv, lykke og førlighed afhænger af beslutningen. Det er bare et bump på vejen mod lykken.

 

Var det kun mig, den slutning kværnede rundt i? Hvordan har vi i den grad vænnet os til ”elefanten i rummet”, til spørgsmålet om abort, så det bare glider igennem øjet og øret som hyggelig underholdning?

Leif Andersen
Lektor, cand.theol.