Gå til indhold

Implicit teologi

Jeg underviser for tiden i et fag om menighedsforståelse og mission. Og har i den forbindelse læst en amerikansk bog om menighedsanalyse, altså om, hvordan man kan undersøge en lokal menighed ud fra et væld af forskellige vinkler og perspektiver.

Det er (hånden på hjertet) ikke en bog, jeg havde fået læst, hvis det ikke var for undervisningen. Men det er lærerigt! – forhåbentlig for de studerende, og i hvert fald for mig.

En af de ting, jeg har lært, er at skelne mellem ’eksplicit teologi’ og ’implicit teologi’. Det første er den teologi, som kommer til udtryk i officielle dokumenter, bekendelsesskrifter og den slags. Det andet er den teologi, som præger en menigheds kultur og omgangsform og prioriteringer. Både når det handler om, hvordan man holder gudstjeneste, og hvordan man er sammen i menigheden, og hvilke aktiviteter, menigheden engagerer sig i, og hvordan den gør det.

Nu er det jo ikke helt nyt for mig, at der kan være forskel her. Men jeg er mest vant til at tænke over det på et individuelt plan. Jeg ønsker – med Jesu alvorlige advarsel til dem, der kalder ham ’Herre, Herre!’ uden at gøre, hvad han siger (Luk 6,46) i baghovedet – at ’lære’ og ’liv’ skal hænge sammen hos mig. Hvis det ikke er tilfældet, opstår det ubehag, psykologerne kalder kognitiv dissonans. Og som jeg selv bare plejer at kalde dårlig samvittighed.

Men det kan altså også være tilfældet på menighedsplan. En menighed kan fx være meget optaget af nåden i sin eksplicitte teologi, men samtidig udvikle en nådesløs fejlfinderkultur i måden, man omgås hinanden på. Eller den kan tale stort om betydningen af mission i sin eksplicitte teologi. Men samtidig fungere som en subkultur, der afsondrer sig fra den verden, den er sendt til. Fejlfinderkultur og ghettoisering er i sig selv ubehageligt i alle fællesskaber, men i den slags tilfælde kan der altså oven i købet opstå en slags ’kollektiv kognitiv dissonans”, som gør det helt uudholdeligt at være i menigheden. Og som (værre endnu) forvrænger vores billede af, hvem Gud er, og hvad han vil med os.

En af mine (dengang) præstekollegaer gav for mange år siden en karakteristik af MF-præster, som jeg stadig husker. De typiske MF-præster er, sagde hun, ”nogle, der tager det utrolig seriøst, hvad de selv mener.” Jeg har tit tænkt over den bemærkning, og over den brod mod selvhøjtidelighed, der er i den. Men også over, at alternativet – præster, der ikke går op i, hvad de selv mener – er værre.

Jeg ønsker sådan, for mig selv, og for alle MF’ere, og for alle de menigheder, vi på forskellig vis er med i, at vi må tage det seriøst, hvad vi mener. Om Kristus, om nåde, om mission, om bøn, om Bibelen. Og at det ikke må forblive i den ’eksplicitte teologi’, altså det, vi skriver i artikler og svarer, når vi bliver spurgt. Men at det må være ’implicit teologi’, som præger menighederne hele vejen igennem, så man kan mærke, de er formet af Ånden, formet af nåden, formet af Guds mission.

—–

Sådan en prægning sker blandt andet gennem bøn, kan jeg mærke, jeg har lyst til at skrive (eksplicit teologi). Så må vi jo bede (implicit teologi).

Peter Søes
Adjunkt ph.d., cand.theol.