Gå til indhold

Jeg tror ikke på guder

Måske er det tilfældigt, men jeg har lagt mærke til en bestemt sætning, som jeg næsten altid bliver præsenteret for, når jeg taler med overbeviste ateister om tro. Den lyder nogenlunde sådan her: ”Du er jo godt på vej, for der er 99,9% af verdens guder, du ikke tror på. Nu mangler du bare at droppe den sidste også.”

Nogle gange – hvis det er en samtale med tilhørere – har jeg fornemmelsen af, at det mest er en indstuderet punchline, der skal gøre indtryk på forsamlingen. Men den kommer også i samtaler på to-mands-hånd. Og tit virker det på min samtalepartner, som han forstår det som et meget stærkt argument. Pointen skulle være, at jeg har købt religionskritikkens afsløring af Zeus, Thor og Shiva (og alle de andre guder, mennesker har troet på gennem tiden). Og at så er det inkonsekvent, at jeg ikke er villig til at rette skytset mod Bibelens Gud også, hvad enten det nu skyldes, at jeg er småt begavet, eller det er, fordi jeg ikke kan undvære den ’sutteklud’, troen giver mig.

Argumentet har aldrig gjort indtryk på mig. Og dette blog-indlæg kan evt. læses som en slags servicemeddelelse til ateistiske debattører, der undrer sig over, hvorfor ét af deres yndlingsargumenter ikke virker efter hensigten.

Sagen er, at jeg ikke tror på guder. Heller ikke sådan at der er en stor gruppe overnaturlige væsener fra religionshistorien, som kan benævnes ’guder’, hvoraf jeg kun tror en enkelt eksisterer i objektiv forstand. Havde det været sådan, ville den vigtigste forskel på Odin og Gud for mig være, at jeg ikke tror Odin findes.

Og det er jo da en vigtig forskel. Men forskellen er dybere end det: ’Gud’ og ’guder’ tilhører to helt forskellige kategorier. Der er meget mere end antallet til forskel; det er ikke, som hvis man har en bil og anskaffer sig én mere og derefter har to køretøjer i kategorien ’bil’. Ordet ’gud’ betyder simpelthen ikke det samme længere, hvis der kan være flere af dem.

Flere ’guder’ betyder flere magter, flere konkurrerende viljer og dagsordner i den åndelige verden. Men Gud er én. Og den ene Gud er ikke en del af den åndelige verden. Han er derimod ophav til verden, både dens fysiske og dens åndelige dimensioner. Eller med en gammel trosbekendelses ord: ’Alt det synliges og det usynliges Skaber.’

Religionskritik forstået som kritik af menneskers forestillinger om overjordiske væsener i den åndelige verden er ikke noget nyt fænomen. Den er ikke først opstået i moderne tid (selvom adskillige af mine ateistiske samtalepartnere synes at mene det). Den er ældre end kristendommen og var fx udbredt i dele af den græske filosofi, som de første kristne mødte i datidens romerrige. Dengang tilsluttede de kristne sig (ligesom deres jødiske samtidige) religionskritikkens afvisning af alle Olympens guder. Ironisk nok blev de af den grund anklaget for at være netop ’ateister’. Det var socialt stigmatiserende og var tidvis årsag til deciderede kristenforfølgelser.

Når man læser de kristne forsvarsskrifter fra kirkens første århundreder, får man indtryk af, at både de kristne og deres modstandere var sig helt bevidst om forskellen på den Gud, de kristne bekendte, og så alle de ’guder’, de benægtede eksistensen af. Hvis den forskel kunne komme til at stå klart i vores tid, kan det være, mine samtaler med nutidens ateister kunne blive lidt mindre forudsigelige.

Peter Søes
Adjunkt ph.d., cand.theol.