Gå til indhold

Kan man korsfæste et offer?

Offerdyrene i Jerusalems tempel blev slagtet hurtigt og nådigt med kniv. Jesu korsfæstelse var derimod langtrukken og ydmygende

Der findes et sted på Via Dolorosa i Jerusalem, smertens vej mod Golgata, der giver lidt læ for virvaret af sælgere, motorcykler, turister og pilgrimme. Det hedder ”Lithostrotos”, stenbroen. På ture med teologistuderende plejer jeg at bruge dets kølige stilhed til en refleksion over romersk korsfæstelse, der fyldt med sved, blod, ødelagte kroppe og udstrakt tortur var alt andet end en stille affære.

Efter sådan en gennemgang fik jeg engang et godt spørgsmål: ”Hvorfor skulle Jesus som et sonoffer dø ved korsfæstelse?” Underforstået: Ingen offerdyr blev nogensinde tortureret eller pint i templet.

Spørgsmålet fik mig til at overveje, om Jesu dødsmåde rummer en del af påskens budskab til os? Jeg tror det. Når vi fornemmer lidt af korsfæstelsens forfærdelighed, forstår vi, hvorfor Paulus siger, at Jesus ikke blot blev lydig indtil døden, men ”døden på et kors” (Fil 2,8).

For forbandelsens skyld

Første fornemmelse får vi gennem Paulus’ understregning af, at Jesus som korsfæstet døde en stedfortrædende død så dyb, at den opfyldte alt, hvad loven havde at komme med. ”Forbandet er enhver, der hænger på et træ”, skriver Paulus til hedningerne i Galatien, der i tillæg til evangeliet ville leve under Moselovens bestemmelser (3,13).

Det er et citat fra 5 Mosebog 21,23. Med det vil han sige, at Jesus ikke ”blot” døde som et af de daglige eller årlige tempelofre. Han tog hele lovens forbandelse, så selv hedninger kan få Ånden ved tro (3,14).

For tilgivelsens skyld

Men der er mere endnu. Der ligger en forsikring af Guds kærlighed og tilgivelsens rækkevidde gemt i korsfæstelsens gru. Det er muligt at tvivle på netop rækkevidden af Guds tilgivelse. Det gjorde de ældste menigheder, når de ville tilføje noget til troens gave. Det kan vi selv komme til, hvis skyldfølelsen tager magten, og man bliver i tvivl, om Guds tilgivelse gælder en selv.

Vi bliver forsikret om, hvor langt Guds kærlighed og tilgivelse rækker, netop fordi korset var ”den mest ekstreme straf” i den romerske verden og ”den mest forfærdelige af alle dødsmåder”, som to romerske øjenvidner beskriver det. Godt nok var man ophøjet på korset, men med modsat fortegn. På korset kunne man ikke synke dybere. Det var ”slavestraffen”. Den ekstreme ydmygelse.

Dermed skal vi forstå, at uanset hvor dybt vi falder, har Jesus som korsfæstet altid faldet dybere. På grund af korset kan vi ikke falde ud af rækkevidden af Guds tilgivelse.

For skammens skyld

Med det begynder vi at få en fornemmelse af en side ved korsets kraft (1 Kor 1,18), som jeg tror, vi ofte har overset. Jesu død på korset er mere godt nyt end ”kun” tilgivelse af skylden, den er også fjernelse af skammen.

Hvis skylden er det, vi har gjort forkert, er skammen det, at vi er forkerte. Skam er det usynlige mærke, vi oplever at bære rundt på, som afgør vores status i fællesskabet. Følelsen af skam kan opleves meget stærkt og være nedværdigende og ydmygende.

Netop den romerske verden var ekstremt hierarkisk og optaget af æressymboler. Det bedste svar vi finder på, hvorfor romerne overhovedet gad korsfæste frem for bare at stikke et sværd i maven på den, der skulle henrettes, finder vi i begrebet skam.

Som den romerske forfatter Quintillian skriver: ”Når vi korsfæster den skyldige, vælger vi de mest befærdede veje, hvor flest folk kan se det og blive fyldt af frygt. For straf har ikke så meget at gøre med gengældelse, som med det eksempel, det sætter.”

Romerne korsfæstede for så synligt som muligt at udskamme den korsfæstede. I dagevis kunne han hænge fastgjort på korset foran byporten. Dråbe for dråbe løb blodet ud af ham, mens romerne forkyndte for hele byen: ”Dette menneske er ikke længere værdigt til at leve”.

Akkurat den mægtige skam skriver Hebræerbrevets forfatter om, der som alle andre i det romerske rige sandsynligvis kendte ikke blot synet af en korsfæstelse, men også lyden og lugten fra det menneske, der jamrende gik i opløsning. Han opfordrer os til at se i øjnene, hvordan Jesus ”udholdt korset uden at ænse dets skam” (12,2).

For den forhånede i den romerske verden og for den skamfulde i vores ligger der en næsten ubegribelig oprejsning til værdighed gemt i Jesu død på korset. Dér tog Jesus vores skammens mærker på sig og siger til os: ”Løft hovedet, du er værdig til at få del i min frelse”.

For menighedens skyld

Tager vi dette til hjerte, vil det med det samme få betydning for fællesskabet i menigheden.

Forestil dig en romersk slave. Han er fra barnsben med pisk og slag opdraget til forskellen på at være slave og herre. Pludselig bliver han en del af et tilbedende fællesskab, hvor centrum er en, der er havnet det sted, han selv frygter mest: på korset. Men i korsets fællesskab kan slaven ikke stå ringere end sin rige ejer. Måske er han i virkeligheden tættere på Jesus end slaveejeren.

I et menighedsfællesskab, der tror på korsfæstelsens evangelium, vil der med det samme begynde at ske noget mellem os, der tilbeder. Vores hierarkier må nedbrydes. Her kan det ikke komme an på, om man er ”jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde”, men kun på, at man er ”én i Kristus” (Gal 3,28).

Derfor førte korset til helt konkrete ændringer i de ældste menigheder. Slaverne fik plads ved bordet. Eller rettere: Vi kan se af Paulus’ breve, hvordan de første kristne kæmpede med at forme deres fællesskaber i korsets kontur. De rige forstod ikke, hvorfor de skulle dele mad med de fattige ved Herrens måltid (1 Kor 11,17-34), og Paulus måtte indtrængende bede Filemon om at handle efter kærlighedens lov mod sin bortløbne slave, Onesimos, og ikke blot klynge ham op på det nærmeste kors (Filemonbrevet).

Fordi Jesus ikke ”blot” døde en nobel død ved kniven, kan ingen invitere korset ind i sit hjerte, uden at det ender med at ville ud gennem hænderne og fødderne – i kærlighed mod næsten.

Gave, gåde og kraft

I lyset af, hvad romersk korsfæstelse var, fornemmer vi en flig mere af, hvilken ubegribelig kærlighed Gud viste os, da han sendte sin søn i ”døden på et kors”-døden langfredag.

Hvem kan med det for øje mistro tilstrækkeligheden i dette offer, tvivle på hans tilgivelse, undgå at føle skammen lette eller se med kærlighedens øjne på sin næste?

Hvilken gave, gåde og kraft er langfredags kors ikke! Og så er vi end ikke begyndt at tale om påskelyset fra opstandelsens morgen!

Blogindlægget er først bragt i Tro og Mission, gengives med tilladelse.

Morten Hørning Jensen
Lektor, ph.d., cand.theol.